Femina

Du har besluttet at blive, få en drink mere og se, hvad der sker

Du er hovedpersonen i den erotiske novelle "En kvinde går ind på en bar..." Du har besluttet at blive, få en drink mere og se, hvad der sker

Bartenderen med engleansigtet er på vej hen mod dig med den flaske Perrier, du helt havde glemt, at du havde bestilt. Du takker ham og sender en sms til Melissa om, at hun skylder dig big time, fordi hun brændte dig af.

“Undskyld mig,” kommer det pludselig fra en meget dyb stemme. Du ser op fra din telefon og får øje på en massiv træstamme af en mand. Han må være mindst 210 cm høj og i alt fald cirka halvt så bred. Han har et sort jakkesæt på og en øresnegl i det ene øre, hvorfra en ledning hænger og dingler.

“Har du lagt mærke til, at The Space Cowboys er her?” Han peger med tommelfingeren over skulderen i retning af VIP-afdelingen.

“Er de det?” udbryder du og snurrer rundt på stolen, mens du strækker hals for bedre at kunne se.

De må være kommet, mens du var ude på toilettet. VIP-afdelingen er propfyldt. To tjenere er på vej derhen med champagnekølere, og en anden gorilla af en bodyguard står vagt uden for de røde snore og sørger for, at kun de vigtigste eller smukkeste mennesker kommer ind. Du får et glimt af Jerry, forsangeren, der er omslynget af to høje modeltyper. Han skifter blondiner, som andre skifter trusser.

“Jeps,” svarer bodyguarden. “Charlie bad mig invitere dig derind til en drink.”

“Gjorde han det?” siger du forbløffet. Det må være den nye øjenmakeup. Hvis du nogensinde møder den kvinde igen, må du huske at sige tak.

“Det er trommeslageren, ikke?” spørger du og spejder efter ham derinde. Jo, der er han. Han sidder i en lædersofa ved siden af guitaristen, hvis navn du ikke kan huske. Han fanger dit blik, smiler og løfter den ene hånd.

Du retter ryggen og rækker ud efter din Perrier. Gid du havde noget, der var lidt stærkere.

“Det er meget smigrende,” siger du så. “Men du kan hilse Charlie fra The Space Cowboys og sige, at hvis han ønsker mit selskab, så kan han lette røven og komme herud til underklassen i den virkelige verden og selv invitere mig. Han skal ikke få sin bodyguard til at gøre det beskidte arbejde for sig. Ja, undskyld,” tilføjer du hurtigt til kolossen.

“Det gør ikke noget,” siger den store mand, og du synes, at du kan ane skyggen af et smil i hans mundvige.

“Men du er godt klar over, hvem han er, ikke?”

“Jeg er ligeglad, om han så er den skide kronprins, “ svarer du. “Hvis han vil tale med mig, ved han, hvor han kan finde mig. Det kan du godt sige til ham.”

Så læner du dig frem forbi kæmpen, får øjenkontakt med Charlie i den anden ende af lokalet, sender ham dit mest sexede smil og løfter glasset til skål.

“Okay,” siger manden, og nu smiler han helt afgjort.

Med en let rysten på hænderne vender du dig om mod baren igen. VIP-afdelingen kan ses i spejlet bag bardisken, og hvis du drejer hovedet let, kan du følge med i, hvad der sker. Du ser dørmanden gå derhen og bøje sig ned for at hviske Charlie noget i øret. Først hæver han øjenbrynene, så virker han forbløffet, og så ser han over på dig. Du lader som ingenting, men sørger for at rette ryggen og trække maven ind. Charlie lægger nakken tilbage og ler. Få sekunder efter har han rejst sig, og du får sommerfugle i maven, da du i spejlet ser ham forlade VIP-afdelingen og gå hen mod baren.

Han er på vej hen mod dig – nu må du huske at virke overrasket.

De fleste foretrækker forsangeren i et band, men der er noget over trommeslagere, der altid har fascineret dig. Måske er det, fordi de lidt er nogle slemme fyre. Charlies hår er langt, og han har pandehår, der falder skævt ned over det ene øje. Han er høj og slank, og hans arme er oversået med tatoveringer. En enkelt sætning står skrevet hele vejen ned langs den ene arm. De små hår i din nakke rejser sig forventningsfuldt, da du forestiller dig at lade fingeren glide hen over bogstaverne.

“Hej,” siger han og læner sig op ad bardisken ved siden af dig. Han rækker hånden frem. “Rart at møde dig. Jeg er den skide kronprins.”

Du havde ellers tænkt dig at spille cool, men bryder uvilkårligt ud i latter. Du trykker hans hånd. Dine egne håndflader er svedige. Dine fingre bliver helt væk i hans. “Sikke store hænder, du har!” siger du, men fortryder øjeblikkeligt dette spontane udbrud. Han holder hænderne frem og ser tankefuldt på dem.

“Du ved godt, hvad man siger om mænd med store hænder, ikke?”

Du rødmer voldsomt.

“Hov, hov, din slemme tøs, hvad er det, du tænker på? Jeg mente bare, at de er gode trommeslagere!”

“Nå, siger man det?” Med et pludseligt opbud af mod tager du en af hans hænder og lægger den i din egen.

“Seriøst, altså. Du har virkelig de største hænder, jeg nogensinde har set. Har du prøvet at ringe til

Guinness World Records? Og hvis det her er din livslinje, så bliver du vildt gammel,” siger du og vender hånden om, mens du blidt lader din finger glide hen over hans håndflade.

“Så skulle du se mine fødder,” siger han. Han vender sig om og ser ud over lokalet. “Nå, det er altså

sådan der ser ud der, hvor underklassen færdes.”

“Velkommen i den virkelige verden. Det er ikke tit, at nogen henvender sig til mig på vegne af en anden. Det var næsten ligesom at gå i skole igen.”

“Du har ret. Det var lidt arrogant. Må jeg ikke byde på en drink som kompensation? Jeg skal bare lige bruge min hånd, så jeg kan betale.”

Det går op for dig, at du stadig knuger hans hånd, og du giver slip på den, som om du havde brændt dig. Du har en let og perlende fornemmelse i hovedet, fuldstændig som champagne.

“Jo, tak, det ville være dejligt.”

Charlie banker en hurtig rytme på bardisken. Den unge bartender nærmer sig og prøver at lade være

med at stirre, da det går op for ham, hvem det er.

“Hvad kunne du tænke dig?”

Charlie ser ned på dig med et skælmsk blik. “To shots gold tequila med appelsin, ikke citron.”

Du skal lige til at indvende, at du drikker mousserende vin og ikke tequila, da han løfter det ene øjenbryn, og det går op for dig, at du skal til at drikke tequila med trommeslageren fra The Space Cowboys. Han er en af de lækreste fyre i baren, måske i hele landet, han har de der kæmpestore, sexede hænder, og han vil drikke tequila med dig. Det er et af den slags magiske øjeblikke, man kun oplever en gang i livet, og hvor man enten griber chancen og gør noget lettere skørt, eller lader være og måske fortryder det bagefter.

Men er det nu klogt? Du ved jo godt, hvordan tequila virker på dig, især når du lige har drukket vin – du smider simpelthen alle hæmninger. Hvis du siger ja, er løbet nok kørt. Noget inden i dig trækker sig sammen ved tanken om at feste sammen med Charlie. Du gengælder hans smil og nikker let, mens du prøver at virke afslappet. Inden i dig slår det gnister, som om du havde slugt

en kasse billigt, kinesisk fyrværkeri. Hvad blev der egentlig af ham den intense, lidt ældre fyr? Han var Charlies diametrale modsætning.

Du er stadig i tvivl, da bartenderen skænker shotsene og lægger en halv skive appelsin på hvert glas.

Charlie skubber det ene over mod dig og løfter sit eget i en udfordrende skål.

 

Hvis du vil drikke tequila med en rockstjerne, så læs videre her

Hvis du ikke vil drikke tequila med en rockstjerne, så læs videre her

Dette er fortsættelsen af den erotiske novelle "En kvinde går ind på en bar..." - læs med fra starten her

Læs mere om: