Brev til Renée: Jeg var min mand utro. Hvordan kommer vi videre?

Kære Renée. Jeg mødte min mand i starten af 20’erne, og vi oplevede den helt store kærlighed sammen. Vi rejste meget, spillede badminton og havde en stor vennekreds, gode familierelationer og jobs. Vi blev gift og købte hus, og året efter fik vi et barn. Vores liv var skønt på alle punkter. Vi var enige om, at vi skulle have et barn mere om nogle år. Vi var til mange sammenkomster og fester, og her var der er en mand, som var kendt for at være lidt af en badboy – og som var sin kone utro jævnligt. Jeg begyndte at blive tiltrukket af ham, og en aften endte det med sex. Jeg havde dårlig samvittighed i dagene efter – men ikke mere end at jeg havde sex med ham to gange mere. Det hele kulminerede til en fest, hvor både han og min mand var til stede. Jeg havde fået nogle glas for meget, så jeg forlod festen i vores bil sammen med badboy’en. Da jeg kom tilbage, var min mand væk, og der blev stor ballade. Jeg brugte alle klichéerne: at det bare var sex, at jeg havde drukket for meget, at det kun var sket den ene gang, og at det var ham, jeg elskede og så videre. Der er nu gået over et halvt år, og der er stadig virkelig dårlig stemning i vores hjem. Jeg har valgt at benægte alt og holde fast i løgnen og tør ikke fortælle ham det hele. Jeg er meget bange for at miste ham, og ved ikke, om han nogensinde kan få tillid til mig igen. Barn nummer to kan der slet ikke blive tale om. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har foreslået en parterapeut, men fik svaret; ”Det er kun dig, der har brug for det.” Skal jeg tilstå alt? Tror du, vi kan få det godt igen? Hvad skal jeg/vi gøre for, at det kan lykkes? Vi sover dårligt, og har kun sex efter et par flasker rødvin. Han takker nej til de fleste invitationer, og de få gange, vi har været ude, føler jeg mig som pariaen i selskabet – især fra kvindernes side. Jeg er fuld af selvforagt, og forstår ikke, at jeg kunne gøre det mod ham. Hilsen den troløse Kære Troløse. Ja, sådan er vi mennesker altså også. Fyldt med fejl og mangler og ikke mindst fyldt med begær efter at blive bekræftet. Nogle gange gør vi noget, der er rigtig dumt, og der er vist ingen tvivl om, at det har du gjort. Det, der er sket, ligger imellem jer. Tør han stole på dig igen, og kan han overhovedet tilgive dig? Endnu vigtigere – kan du tilgive dig selv? Jeg kan læse, at du ønsker mere end noget andet, at jeres ægteskab skal lykkes, og derfor synes jeg, det er uendelig svært at rådgive dig om, hvorvidt du skal fortælle din mand den fulde historie eller ej. Hvis du gør, risikerer du, at han forlader dig, og jeg kender ham ikke, og jeg kender ikke jeres ægteskab, og hvad det er baseret på. Jeg kan fortælle dig, at var det mig, der havde været utro og fortalt en løgn, ja, så ville jeg gå til min mand og fortælle ham det hele. Jeg ville have, at han skulle kende mig og vide, at når jeg taler, så taler jeg sandt. Jeg ville også tænke, at den mulighed, der er for, at tilliden kan genetableres, ville være fuldstændig ærlighed og en helt ny begyndelse. Men jeg skriver, hvad jeg ville gøre, ikke hvad du skal gøre, husk det! Ingen kommer igennem det her lille liv uden at lave fejl, og hvor er vi, hvis vi ikke kan tilgive? Men meget vil afhænge af, hvilken slags mand du har giftet dig med, og hvor dyb hans evne til kærlighed er. At du foreslår en parterapeut, og han kun mener, det er dig, der har brug for sådan en, kan jeg slet ikke forstå. Har man problemer i sit ægteskab, uanset hvem der har dem eller har skabt dem, så er man to om dem, og så er problemet fælles. Det, der er sket, ligger imellem jer, det påvirker jeres sexliv, hans holdning til dig, jeres kærlighed, tilliden mellem jer, jeres fælles barn, der skal høre på jer og så videre. Selvfølgelig er det også hans problem, i al fald så længe han har valgt at blive hos dig. Så din mand skal på banen, og så skal han tage stilling til, hvad han vil. Hvis han vil blive i jeres ægteskab, skal han i gang med at tilgive, og ikke mindst behandle dig ordentligt med omsorg og respekt. Som jeg skrev til en kvinde i sidste uge, hvis mand havde været hende utro, og som ikke kunne komme sig over det – så er kærlighed ikke bare en følelse, man har for et andet menneske. Det er noget, man beslutter sig for, og så er det hårdt arbejde resten ad vejen. Det her bump på vejen, som du og din mand oplever lige nu – og ja, jeg vil kalde det et bump på vejen – bliver ikke en enestående oplevelse i jeres liv. Det bliver hverken første eller sidste gang, der sker noget, som er tungt og svært at håndtere. Skyld og skam har ingen steder hjemme i en kærlig relation – heller ikke når nogen gør noget rigtig dumt. Kærlig hilsen Renée