https://imgix.femina.dk/media/article/sissesejr.png
Liv

Sisse Sejr: "Jeg er SÅ sjov, når jeg er trist"

16. december 2020
af Tine Bendixen
Foto: Marie Hald
Sisse Sejr-Nørgaard taler så højt, at hun får klager fra radiolyttere. Hun har ikke tænkt sig at lave om på det: Hvis man vil ændre verden, må man sørge for at blive hørt. Nu har hun sagt sit Radio 100-værtsjob op. Hvad hun skal lave? Vi får se. Modigt? Det synes hun ikke selv. Har livet været nemt hele vejen? Nej.

Interviewet her burde være skrevet i versaler, for Sisse Sejr-Nørgaard taler højt og med meget store bogstaver.

Som radiovært på P3 havde hun engang en chef, som under en efterkritik bad hende dæmpe sig lidt i æteren, for hun fyldte for meget. Men det er altså sådan, hun ER.

Desuden synes hun selv, hun er sat i verden for at lave om på den, og hvem har nogen sinde lavet om på noget ved at holde kæft? Hun kalder sig ”aktivistisk journalist”.

Og her kommer Sisse med en interessant betragtning. At kvinder på mange livsmåder underlægger sig selv en form for social perfekthedskontrol for at passe ind, men:

– De, der passer bedst ind, kommer godt nok langt, men samtidig er det også dem, der aldrig kommer længst. Der er jo aldrig nogen pæne piger, der er kommet helt til tops, vel? Der er aldrig nogen, der har fået deres budskab igennem ved at hviske det. Så:

– Hvis jeg larmer på en eller anden måde, er der nogen, der har brug for den larm. Der er rigtig mange, der skriver, at jeg er en idiot, men der er altså også rigtig mange, der skriver, at de kan bruge den energi, jeg sender ud.

Sisse har været radiovært på både P3 og P4 og tv-vært på programmerne ”Mit liv er stjålet” og ”Europa i glimmer”.

Hun har i det, hun kalder sit ”influencerlife”, 13.000 følgere på Twitter, knap 34.000 på Instagram og en pæn slat på Facebook, hun ved det ikke helt. Men hun lever af at lave radio. Det vil sige:

– Jeg har lige sagt mit job op, fordi jeg kedede mig på Radio 100.

Det kendetegner de virkelig modige, at de ikke selv synes, de er det. Sisse synes ikke, hun er modig.

– Det ville være mere forfærdeligt at gå rundt og kede sig. En fastansættelse er en sovepude for mig. Alle mine jobs de sidste mange år har vist, at jeg ikke kan være fastansat i særlig lang tid, før jeg skal væk. Som freelancer kan jeg få en lille bid af alting.

https://imgix.femina.dk/b_61553.jpg

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr: Frank Jensens "undskyldning" oversat

Skovbarn

Sisse er datter af to lærerforældre og er enebarn, så der var ingen konkurrence om forældreører, når hun snakkede som barn. Og hun snakkede …

– Min far har tit sagt til mig, at de kunne være kommet mange fine steder, hvis de ikke havde haft mig, ha ha. Sagt i sjov, men altså også lidt, fordi jeg virkelig snakkede meget. Jeg snakker stadig højt, og det irriterer mig grænseløst nogle gange – hvorfor jeg ikke bare kan holde min kæft. Det ville være så meget nemmere.

Man skal forestille sig en lille pige og en stor skov uden for Haderslev i 1980’erne. For at komme til den nærmeste lille landsby skulle man igennem skoven og krydse flere marker.

Sisse var skovbarn de første 12 år af sit liv.

– Jeg har en romantisk idé om, at det var skidegodt. Jeg er sikker på, at det også var røvkedeligt, og at jeg savnede folk at være sammen med, men der var også frihed, jeg kunne bare fise ud i skoven og have det sjovt.

- Jeg har tit været væk i mange timer, nogle gange blev jeg HELT væk, og mine forældre skulle finde mig, de har været sure på mig mange gange. Jeg er også kommet meget galt af sted, uden at mine forældre nogen sinde opdagede det.

Som barn klatrede hun ud ad sit barndomsværelses vindue. Fra første sal! Hun kunne glide ud i en busk og ned:

– Og så var jeg fri!

Et skovbarnseksempel: Sisse er seks-syv år og har allerede været alene ude i skoven hele formiddagen, da hun finder et reb med en kæp i enden. Det hænger fra et træ. En gynge. Som gynger ud over en skrænt.

Sisse hopper op og gynger løs. Så knækker kæppen, derfra kan hun intet huske.

– Jeg vågner meget, meget senere. Det er blevet mørk eftermiddag. Jeg er landet med hovedet på en eller anden træstub. Jeg vader hjem. Dér tænker jeg for en gang skyld, at jeg måske skal passe lidt bedre på.

Et andet skovbarnseksempel: Sisse drøner rundt i skoven og finder pludselig en sump fyldt med ”giftgrej og ting og sager”. En nabo fra en af de andre gårde har brugt Sisses elskede skov som affaldsdepot.

Hun bliver vred og får sine forældre til at ringe og melde det til kommunen og får ros for sin indsats.

– Jeg følte mig som en lille helt, der løb rundt ude i skoven og råbte op om ting.

Skrænten. Sumpen. Begge historier er eksponenter for Sisse som menneske. Det udforskende, eventyrlystne. Og det aktivistiske, forbedringssøgende. Pippi Langstrømpe er en oplagt reference.

Astrid Lindgren ville have elsket enebarnet Sisse, der med sig selv som bedste og eneste ven susede alene rundt i skoven og fandt på. Og hun ville have glædet sig over den voksne Sisse, der som Pippi taler for højt og for meget til teselskabet og heller ikke kan finde ud af at opføre sig nydeligt, fordi hun ikke kender til forstillelse.

Hellere knalde hovedet i lagkagen.

”Har jeg selv sagt sexistiske ting til yngre mænd? Det spørger jeg mig selv om. Jeg prøver at se indad. Det bør vi alle sammen gøre.”

Sisse udlægger krast og ligefremt teksten om Frank Jensen, misogyni, voldtægt, Danske Bank, sexisme, samtykkelov, fødsler …

Sexismedebatten?

– Jeg synes, den er tiltrængt. Virkelig tiltrængt. Det er et længe ventet opgør.

Øjenåbner

Hvad hende selv angår? Det er Ekstra Bladet, der dukker først op i hendes hoved. Hun er 20, da hun var i praktik som journalist:

– Jeg var så skuffet over det miljø, jeg mødte. Chefredaktører, der konsekvent kaldte os kvinder for ”lille skat” og ikke kunne huske navnene på os. Hun læste videre i udlandet, kom hjem og blev ansat på et dagblad, hvor hun grundlæggende blev behandlet godt, men:

– Nogle gange … for godt. For der var en chef, der prøvede at kysse mig. Det var så også ham, jeg skulle forhandle min løn med. Det er jo simpelt hen ikke i orden.

Hun rykkede videre til P3.

– Der var en helt anden kultur, jeg oplevede en kæmpe optur med mit fag, og dér oplevede jeg ikke selv noget i sexisme-afdelingen, men jeg så og registrerede ting. Jeg tror, jeg italesatte nogle af dem – og grinede med på nogle andre.

- Så sexismedebatten handler for mig også om, at jeg har erkendt, at jeg skulle have været en bedre hjælper for dem, der var yngre end mig og blev udsat for ting. Og have set mere, når det var mine venner eller bekendte, der var dem, der gjorde de dumme ting. Så det er også en øjenåbner.

Sisse er kæreste med tv-vært Esben Bjerre Hansen, så de har begge deres gang i den mediebranche, hvor hele sexismedebatten og anden bølge af #MeToo eksploderede.

– Vi har haft mange snakke herhjemme. Om vi selv havde kendskab til problematiske situationer. Og om vi reagerede på dem, som vi i dag gerne ville have, at vi havde gjort. Jeg ved, at Esben er så tilpas akavet, at jeg ikke bekymrer mig om, om han chikanerer andre. Men jeg er selv vokset op i den struktur, som vi i dag råber højt om.

- Har jeg selv været en del af problemet? Jeg kan ikke se mig fri for at have spillet med på legen for enten at bevare den gode stemning eller den lillebitte smule magt, jeg kunne have skrabet sammen. Og har jeg selv sagt sexistiske ting til yngre mænd? Det spørger jeg mig selv om. Jeg prøver at se indad. Det bør vi alle sammen gøre.

https://imgix.femina.dk/b_61528.jpg

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald: "Jeg har været ude i nogle ekstremer, hvor jeg ikke har passet på mig selv"

Uheld

Sisse og Esben bor på første sal i en ejendom på Nørrebro med deres datter Elly. Nedenunder bor politikeren Pernille Skipper med mand og barn.

De to familier har købt ejendommen sammen. De har fælles tagterrasse, gæsteværelse, kontor, værksted og have.

– Det er hyggeligt at bo sådan. Der er en ro i at have nogle venner, hvis man keder sig en aften. At kunne åbne en flaske vin. Igen. Dejligt, at der er en anden unge i huset. Rart, at man kan gå en aftentur, hvis man vil – og så lige smide en babyalarm ind til de andre.

Det var faktisk ikke meningen, at Sisse og Esben skulle være forældre, da de blev det.

– Men det største uheld ved, at jeg blev gravid ved et uheld, var, at jeg efterfølgende gik ud i medierne og fortalte, hvordan jeg havde det. Jeg blev ramt af en shitstorm uden lige, fordi jeg sagde, at jeg havde svært ved at lande i det.

- Vi var unge, ikke? Esben var 27, jeg var 31. Og jeg havde altid været påpasselig med p-pillerne, men af en eller anden mærkelig årsag var jeg det bare ikke der. Så det var … en blanding af skyld over ikke at passe nok på og samtidig være nyforelsket og sådan … Så må du fandeme også betale ”bøden”.

- Det er fandeme en vild bøde at betale. Jeg elsker hver en lille celle af den bøde.

– Men bagefter gik jeg ud og fortalte om, at hun var et uheld, og vi skulle lige indfinde os med det, og jeg blev faktisk mest forbavset over, hvor mange kvinder der syntes, at det, jeg gjorde, var forfærdeligt. Jeg forventer dumme mænd, men jeg bliver faktisk altid forbavset over, hvor hårde og dømmende kvinder er på internettet.

- For nogle måneder siden var der en, der skrev til mig: ”Jeg vil gerne sige undskyld for, at jeg skrev noget grimt til dig på nettet dengang. Jeg er selv blevet mor siden. Derudover er jeg også psykolog …”

- Så jeg VED godt, at mange af dem, der skældte mig ud over, at jeg ødelagde den perfekte drøm om, hvordan det er at få et barn, nu har oplevet det selv. Nogle af dem er – og kæmpe hurra for det – lykkelige mennesker, der har haft en fødsel, hvor de smuttede barnet som en mandel, der var ingen, der skulle sys, alt var godt, de kom hjem, far var bare en drøm, familien bakkede op, og de fik lov til at ligge på et leje med 17 dyner under sig …

Og amningen fungerede …

– Præcis. Og så er der alle os andre, som pludselig får det der boldbat af et barn i hoved.

Og Sisse nævner forfatteren Olga Ravn, der lige har skrevet bogen fødselsdepressionsromanen ”Mit arbejde” og siger: ”Jeg elsker hende.”

Så taler vi om forestillingen om den ”rigtige” fødsel: ”Det der urtehelvede!” om den systemisk manglende omsorg for gravide, fødende og nybagte mødre, der ”bare skal tage sig sammen” og om moderskabet som – politisk.

– At få børn er blevet politisk. Hvis man får et barn, gør man det mod bedrevidende. Vi får hele tiden at vide, at Jorden er ved at gå under, ikke? Et nyt menneske er det værste, du kan gøre mod denne jord, allerede dér er du politisk, ikke?

- Og hvem skal have barslen? Gør du det på den ene måde, stemmer du til den ene side, gør du det på den anden måde, stemmer du til den anden side.

- Så er der hele ligestillingsdebatten: Hvem binder sig mest? Derudover: Ammer du, eller ammer du ikke? ALT i det her bliver politisk, der er ikke længere plads til bare at være nybagt mor.

Nyresten

Oven i alt det samfundsstrukturelle havde Sisse en ”supertraumatisk” rædselsfødsel første gang.

Siden hun var 18 år, har hun lidt af tilbagevendende nyresten. Mens hun var gravid, blev nyrerne så presset, at hun var indlagt ”sygt mange gange”.

Et par uger inden Ellys fødsel blev Sisse indlagt igen.

– Jeg havde en overlæge på hospitalet, som altså … fejlede eklatant. Hun nægtede at høre på mig. Der var den der aura af ”du skal bare tage dig sammen”. Jeg blev ved med at sige til hende: ”Jeg har IKKE veer, jeg ved, hvordan veer føles, for jeg har haft plukveer mange gange, det her er nyresten.” Hun blev ved med at sige ”Shyysh, shyysh, der er ikke noget.”

- Hun nægtede at lytte til mig. Hun ville til gengæld gerne lytte til Esben, hun sagde endda til ham, at han da bare skulle tage af sted og sende noget radio, mens jeg lå og kastede op af smerter.

Sisse sad i to dage med nyresten:

– De smerter er noget af det værste. Selv da de satte fødslen i gang, kunne jeg ikke mærke veerne, jeg kunne KUN mærke mine nyrer.

Og Elly kom ud ved kejsersnit:

– Hun blev revet ud. Dér var jeg simpelthen så syg, fordi mine nyrer havde lukket for alt. Jeg kastede op og kastede op, jeg kunne ikke indtage noget, kunne ikke få noget igennem systemet, samtidig skulle jeg have hende og kunne ikke få de der bryster til at virke, de var så store og gjorde så ondt, og det gjorde så ondt i nyren … ALT gjorde ondt, jeg kunne ingenting. Jeg sagde: ”Jeg har STADIG nyresten,” men overlægen sagde: ”Naarh, men jeg tror ikke …” Hun blev VED.

Redningen kom i form af en reservelæge, der havde vagt, mens den anden læge var væk et par dage.

– Hun kommer ind til mig en tidlig morgen, hvor jeg har ringet for 20. gang i løbet af natten, fordi jeg ikke kan trække vejret. Aiih… jeg får helt ondt nu …

Sisses stemme mister balancen, knækker.

– Aiih, undskyld. Hold kæft, det var lort altså. Det er stadig et traume, ikke? Reservelægen spørger, hvorfor jeg har så ondt. ”Jeg har nyresten, jeg har sagt det så mange gange …” ”Hvorfor fanden er der ikke nogen, der har gjort noget ved det? Jeg bestiller en CT-scanning til dig,” siger hun. Jeg var sådan: TAK! Scanningen viser totalt tilstoppede nyrer.

Sisse ryger fra Hvidovre til Rigshospitalet og bliver opereret samme dag.

Overlægen?

– Hun gav mig en undskyldning, Jeg blev inviteret ud til en samtale om forløbet, men jeg var bare for PAF altså. For forvirret til at tage imod den, for vred. Jeg vil ikke ønske det, der skete for mig, for NOGEN altså, det var så forfærdeligt.

Sisse græder og siger:

– Guuud, jeg har ikke snakket om det her i årevis … Jeg følte mig simpelthen også så pisse taberen. Men nu ved jeg i det mindste, hvordan man råber op.

- Nyrerne er stadig lort, og det er en kalkuleret del af min næste graviditet, at det kommer til at gøre ondt, men jeg forventer altså en anden behandling nu – efter den eklatante fejlbehandling, der kostede mig 14 dages smertehelvede på hospitalet. Jeg stoler mere på min egen stemme nu, og jeg har tænkt mig at bruge den. Fordi jeg har en stemme, og fordi de altså bare kan prøve, de kan bare komme an!

https://imgix.femina.dk/b_61477.jpg

LÆS OGSÅ: Ditte Giese om døden: Den får os til at mærke, hvor fantastisk livet er.

Efter alt det vil du alligevel gerne have et barn mere?

– Ja. Efter adskillige timer hos psykolog. Og et grundigt parforholdsarbejde.

– Vi gik fra at være fest og ballade til at skulle finde ud af, hvem vi var, samtidig med at der var et lille barn, samtidig med at Esben var i slut-20’erne og var blevet kendt i hele Danmark, og der stod mennesker over det hele og ville have en bid af ham.

- Altså det var et sindssygt tidspunkt at være nybagte forældre på. Og vi kom meget langt væk fra hinanden. Det er først her de sidste to-tre år, tror jeg, at vi er begyndt at nærme os hinanden igen.

Men I valgte hinanden hele vejen?

– Ja. Det her kan jeg vist godt sige: Vi flyttede fra hinanden på et tidspunkt. Og så tror jeg, at vi begge to lærte nogle ting om, hvad et forhold kan være. Jeg tror, vi begge to havde en idé om, at det skulle være os to for evigt.

- Jeg tror også, vi fandt ud af, at vi ikke kunne leve uden hinanden, men vi blev også nødt til at anerkende, at når man elsker et andet menneske, så elsker man det menneske med dets fejl også.

- Esben har været en idiot nogle gange. Jeg har fejl. Jeg er ikke altid god til at række ud, når jeg har brug for hjælp, jeg er ikke god til at sige det, når jeg er skuffet eller ked af det.

Du kommer til at lægge humor oven på?

– ALTID. Jeg er SÅ sjov, når jeg er trist. Det er jo … forfærdeligt. Jamen virkelig! Min weltschmerz har givet mig så mange venner. Folk kommer bare for at komme i audiens for at blive underholdt af mig, når jeg har det skidt, for så er jeg sjov, og det er jo et problem.

- Men det VED Esben nu, det gjorde han ikke før. Omvendt ved jeg også, at han har … ha ha … svært ved at være så feteret, som han har været. Og han har haft svært ved at være blevet far i så ung en alder. Der var mange ting, der lå for hans fødder, som han faktisk var nødt til at sige nej til. Så vi har … taget dele af hinandens frihed. Men vi har hele tiden valgt hinanden til.

Det lyder modent …

– Det er SYGT modent, og jeg er også meget stolt af det. Jeg tror, vi begge er vidende om hinandens værste sider. Vi ved ting, som man ikke har lyst til at vide om det andet menneske.

- Vi har også fået hjælp, vi har fået parterapi i perioder, indtil vi blev så frygtelig trætte af den parterapeut, så vi bondede meget over, hvor irriterende hun var. Men vi lærte nogle ting. Så flyttede vi hertil og startede ligesom … igen, vi valgte hinanden til.

- Så vi vil have et barn til. Og … nu skal vi giftes. Vi har fundet ud af, at det er den vej, vi vil. Om to år. For vi kunne se, at alle vores venner havde linet deres bryllup op, og så kom corona. Så vi venter. Men nu har vi ligesom givet håndslag på det. Det ville vi ikke før. Vi har heller ikke snakket om at få et barn til før inden for de sidste par år.

Millioner

Sisse har sparet op et par år, så hun har tid til at ”finde på noget” arbejdsmæssigt.

Det er selvrealisering anno 2020 – at vælge at arbejde uden for rammer og normer for at forløse sig selv.

– Nu har jeg sagt mit job op, så guderne skal vide, hvad der kommer til at ske. Men jeg tror, at det med at leve sit liv, som man SELV gerne vil, er meget, meget vigtigt. Når jeg ligger på mit dødsleje, vil jeg da ikke sige, at jeg var en dygtig og objektiv journalist, jeg vil kunne sige, at jeg har været med til at forandre noget, fik folk til at tale bedre til hinanden eller til at behandle kvinder ordentligt, eller at jeg fik dumme mennesker til bare en gang imellem at tænke: ”KAN det være, jeg tager fejl?”

- Og jeg vil sige, at jeg havde masser af tid med mit barn, jeg havde så meget tid, at jeg blev TRÆT af hende nogle gange. Jeg vil ligge på det dér dødsleje og sige, at jeg prøvede alle de ting, jeg havde lyst til, og fejlede på rigtig mange punkter, men jeg fik lov til at prøve det hele. Så kan jeg tage herfra med ro i sindet.

- Og så vil jeg gerne skylde millioner af kroner væk, for så ved jeg, at så har jeg snydt systemet. Den, der skylder mest, når man dør, har vundet. Har jeg altid sagt.

Læs også