https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/juli/fremtidens-sexliv-prim.jpg
Kærlighed og sex

Sexolog: Sådan ser fremtidens sexliv ud

5. juli 2013
af Malene Fich Weischer
foto: All Over og PR
Når der bliver hygget i sengen om 20-30 år fra nu – hvad sker der så? Findes Hr. og Fru Danmark stadig? Og hvad med kernefamilien? Læs med, når sexolog Jakob Olrik kommer med sit bud på den seksuelle fremtid…

Ungdommen er ikke, hvad den har været. Det er den aldrig. Men når det kommer til sex og seksualitet, så ændrer vi os som samfund med en fart, vi ikke før har set. Det (sex)liv, som de, der er unge nu, lever, adskiller sig på mange måder fra dét, som vi omkring de 40-50 år lever - eller dét, som vores forældre og bedsteforældre lever og levede.

KVINDE, KEND DIN MAND!

  • Jakob Olrik er bl.a. forfatter til bogen "Kvinde, kend din mand", hvor han i et let og underholdende sprog - krydret med masse af egne oplevelser - guider os kvinder igennem det underlige fænomen, der kaldes mænd.
  • Hen over hele sommeren kan du hver fredag læse en ny artikel med Jakob Olrik og hans erfaringer og gode råd om sex, seksualitet og parforhold.
  • KØB JAKOB OLRIKS BOG HER

"Vores bedsteforældre voksede op i det klassiske patriarkalske samfund, hvor en alene-kvinde blev udstødt af samfundet. Man blev jo ikke skilt. Det kan så godt være, at man var utro, men normen var, at man blev sammen med sig familie", fortæller sexolog Jakob Olrik, der selv er 40 år gammel. Han fortsætter:
"Vores forældre er den første genration, som blev skilt. I løbet af 70'erne og 80'erne blev det meget mere tilladt, og det betyder, at alle os på min alder er de første, der er vokset op med skilte forældre. Næsten halvdelen af os er vokset op på den måde - og hertil skal det lige siges, at mange af de skilsmisser var rigtig dårlige."

Vi zapper rundt i kærligheden
"Det betyder, at vi er vokset op i en opbrudstid, og opbruddet har fæstnet sig i os. Vi mødes - og vi skilles igen, og det er okay. Samtidig er vi blevet meget bedre til at håndtere skilsmissen, fordi så mange af os har oplevet den dårlige af slagsen. Vi er stadig gode venner med vores eksmænd og -koner, men vi har også fundet en ny. Måske endda flere gange. Vi er seriemonogame. Vi zapper rundt i kærligheden", siger Jakob Olrik videre. Men hvad sker der så med næste generation - og generationerne efter dem?

"Mit bud er, at den kommende generation- dem, der er helt unge nu - de har oplevet endnu mere opbrud, end vi har. De har ikke nogen regler eller faste traditioner omkring parforhold. De har oplevet, at idéen om "til døden os skiller" er en illusion for de fleste, og de tror ikke på samme måde på parforhold og ægteskab. For dem er sex og kærlighed to separate ting."

Flere åbne forhold
Ifølge Jakob Olrik begynder vi allerede at kunne se opfattelsen af kærlighed og sex som to forskellige ting sprede sig. Hvis man f.eks ser Paradise Hotel, er især de unge kvinder meget bevidste om, at de har sex, fordi de har behov for det. Men det har ikke noget at gøre med, at de også vil være kæreste, endsige giftes med den fyr (eller de fyre), de vælger at være sammen med.

"I takt med at sex og kærlighed bliver adskilt vil vi også opleve nogle helt nye konstruktioner indenfor den sfære. Det kan være i form af åbne parforhold. Eller modeller, hvor man vælger ikke at bo sammen, selvom man er gift. Eller man har sin mand eller kone, som man elsker - men man har sex med alle mulige andre ved siden af, fordi én person ikke kan opfylde alle ens seksuelle behov."

Sex og kærlighed er som salt og peber
Selvom det måske umiddelbart lyder meget følelseskoldt, så er dét, vi er på vej hen imod, faktisk den mest fornuftige måde at håndtere sex- og kærlighedslivet på. I hvert fald set med Jakob Olriks øjne:

"Sex og kærlighed er som salt og peber. Det hænger jo ikke sammen - og det kan sagtens fungere hver for sig. Det glemmer man bare. Men dét der med, at man ikke kan have god sex uden kærlighed, er jo ikke rigtigt. Ligesom det heller ikke er rigtigt, at man kun kan elske en anden person, hvis man har fantastisk sex. Det er jo ikke sådan, vi er skabt som mennesker.", slår han fast.


Læs også