Der er ingen grund til at lægge sexlivet på hylden blot fordi maven er i vejen. Sex under graviditeten skader ikke barnet, men kan til gengæld give flere orgasmer
Kærlighed og sex

Få fremragende sex under graviditeten

17. juli 2013
af Gitte Holm, Tidens Kvinder
Der er ingen grund til at lægge sexlivet på hylden blot fordi maven er i vejen. Sex under graviditeten skader ikke barnet, men kan til gengæld give flere orgasmer

Alt om sex under graviditeten

En graviditet kan sætte mange tanker i gang - ikke mindst når det kommer til sex. Kan sex skade barnet? Kan man risikere at sætte fødslen i gang før tid? Eller er det bare helt upassende at dyrke sex, når barnet nærmest bliver en del af sexakten? Både mænd og kvinder kan opleve denne form for bekymringer, men er man sund og rask, er der intet i vejen for at dyrke lagengymnastikken mens babyen er i maven.

- Har man en helt normal graviditet uden blødning eller vandafgang, og har hun i øvrigt ikke tidligere haft komplikationer som abort eller for tidlig fødsel, er der ikke noget til hinder for, at I kan dyrke sex. I kan gøre fuldstændig lige som i plejer og lige så ofte I har lyst. Føler han, at han støder på noget, er det blot livmoderhalsen. Hans penis kommer slet ikke i nærheden af barnet og kan altså ikke skade det, siger jordemoder Hanne Gylche Ørneborg.

Læs også: Det skal du vide om at have sex under graviditeten

Når lysten forsvinder

Mange kvinder mister lysten i løbet af graviditeten, dels pga. kvalme og træthed men også fordi de føler sig mindre attraktive. For mænd handler det ofte om, at de har svært ved at forbinde sex med den gravide krop.

- Det er vigtigt, at man får talt åbent om lysten eller manglen på samme og at man har fokus på at bevare intimiteten. Husk på, at sex er meget mere end samleje, og der findes mange andre måder at være sammen på. Lig nøgne og mærk hinanden - også selv om det ikke fører til sex, siger Hanne Gylche Ørneborg.

Flere orgasmer

Blot fordi man er gravid, behøver man ikke se det som en seksuelt dødsdømt periode, for faktisk er der positive overraskelser i vente, når først maven begynder at vise sig.

- Efter de tre første måneder sker der en øget blodtilførsel til kønsorganerne og brysterne, og de høje koncentrationer af kønshormoner gør dig lettere ophidset og fyrer op under lysten igen. Nogle kvinder oplever endda, at de har lettere ved at få orgasme på grund af den øgede blodtilførsel til kønsorganerne, siger Hanne Gylche Ørneborg.

Vi elsker bryster! Læs det store tema om kvinders attributter her

4 sexstillinger til gravide

Ridestilling:

Kvinden sidder overskrævs manden, hvilket giver en dyb indtrængning og mulighed for at stimulere G-punktet og klitoris.

Doggy-style:

Hun står alle fire med en hovedpude under maven eller læner sig over en sækkepude, hvilket aflaster kroppens tyngde.

Ligge-i-ske-stilling:

I ligger begge på siden - din partner ligger bagerst. I den stilling lettes trykket fra hendes ryg og bækken.

Siddende stilling:

Hun sidder tilbagelænet i en stol eller sofa med benene på gulvet. Han står på knæ mellem hendes ben. I den stilling kan I samtidigt have øjenkontakt og kysse.

Læs også