sexlyst
Kærlighed og sex

Har du (for) meget sexlyst?

23. marts 2018
af Sara Skaarup, redigeret af redaktionen
Der er stadig så meget, pæne piger ikke må. Eller tillader sig. Men ingen skal skamme sig over sin lyst, heller ikke hvis den er stor, mener sexologen.

Hun er single og i sine 30’ere, kvinden, som sidder over for mig i samtalerummet og virker lidt beklemt. Hun fortæller, at hun har et stort sexdrive. Hun er bange for at skræmme en potentiel kæreste væk, hvis hun ikke dæmper sig selv og sin lyst. Hun siger, hun nok vil ka­strere og skræmme mænd, hvis hun viser, hvor dyb hendes seksualitet i virkeligheden er. Derfor spiller hun lidt kostbar og knibsk. For en kvinde skal helst have lyst, men ikke mere end manden. Eller hvad?

På den ene side lever vi i et ret frigjort samfund: Der kom­mer flere singlekvinder i swingerklubberne, og alle véd, at kvinder kan få mange slags orgasmer. Men det betyder ikke, at den enkelte har frikendt lysten inde i sig selv.Det er ret ofte sket, at jeg som sexolog møder kvinder, der ikke er dus med deres liderlighed – nogle er endda lidt bange for deres lyst. Kvinder, der undlader at tage initiativ og fedt­spiller, når de er single. Som har affundet sig med det fak­tum, at de måske nok ikke er abnorme, men bare ikke passer ret godt til verden med deres insisterende seksualitet.

Nogle af kvinderne er primært oppe imod deres egne normer om, hvad der er ”acceptabelt”. De er ret nemme at tale til rette og får det tit hurtigt bedre med sig selv. Andre kvinder bærer på oplevelser med mænd, der har fordømt dem eller trykket sig, når hun har vist sig i al sin kraft. Den slags oplevelser sidder dybere.

Til alle kvinderne er budskabet: Du må gerne have meget lyst. Du må også gerne vise den. Lyst er en længsel, ikke et krav. Det står andre frit for at stå af, hvis dine behov er uspiselige for dem. En kvinde med fuldt knald på libidoen KAN virke frygtindgy­dende. Det gør ondt at blive afvist, hvis man er glad for man­den, ja. Det er klart, der er noget på spil, når man indleder et forhold med en anden. Man kan altid blive såret. Det er klogt at gå roligt frem. Men hvis du ikke før eller siden giver dig til kende som den, du er, også seksuelt, bliver du elsket for mindre, end du er.

Ligesom kvinder stadig ligger under for idéen om, at en kæmpe lyst er ufeminin, er mænd stadig påvirket af den norm, at han er mest mand, hvis han er viril og har et stort sexdrive. De normer er hæmmende for begge parter.

Det modigste, du kan gøre, er at fortælle det menneske, du er bange for at skræmme med din lyst, om din frygt. På den måde gør du dig sårbar, og dermed skrumper den potentiel­le trussel for ham. Du viser, at du, samtidig med at du bærer på stor kraft, også er sårbar. Fra det sted kan du senere tage initiativ uden at chokere, eller du kan lade ham lokke seksualiteten frem.

Har du det modsat? Og har ikke lyst til sex? Bare rolig, det er lige så normalt som det modsatte, viser en stor undersøgelse, som femina igangsatte i 2016. "Det handler om kvinder - Danmarks største vidensprojekt 2016/2017.

https://imgix.femina.dk/1811-har-du-for-meget-sexlyst-sara_0.jpg

Sara Skaarup er sexolog, forfatter og journalist

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_5.png

Læs også