Det er ikke kun temperaturerne, der stiger om sommeren. Det gør kønshormonerne også. Læs hvorfor her, hvor du også får ekspertens tip til at udnytte din naturlige seksuelle energi til at dyrke hed sex i det fri.
Kærlighed og sex

Derfor skal vi dyrke (sommer)sex i det fri!

1. juli 2015
af Pernille Lewinsky Kofoed
foto: Panthermedia
Det er ikke kun temperaturerne, der stiger om sommeren. Det gør kønshormonerne også. Læs hvorfor her, hvor du også får ekspertens tip til at udnytte din naturlige seksuelle energi til at dyrke hed sex i det fri.

Dyrk sex i det fri

Det er ikke kun temperaturerne, der stiger, når sommeren nærmer sig. De varme dage og lange lune aftener fyrer også op under hormonerne. Skiftet fra den mørke til den lyse tid har nemlig en stor effekt både på kroppen og sindet.

– Lyset påvirker produktionen af en række hormoner i dig, herunder serotonin og dopamin, som hver især er kendt for at styre humøret og give en følelse af glæde og velbehag. Dermed stiger også glæden ved dig selv og din krop. Samtidig falder produktionen af melatonin, der gør dig søvnig, og så får du automatisk mere overskud til sex, forklarer sexolog Rikke Thuesen.

Sex i det fri hitter blandt Danskerne

Sådan bliver I ved med at dyrke god sex – få de bedste råd her

De tynde sommerkjoler og den lettere påklædning med udsigt til bar og brun hud er også med til at sætte skub i drifterne.

– Følelsen af det løse, lette tøj mod kroppen, bare tæer i græsset og varmen fra solen mod vores hud virker pirrende og stimulerende og giver en meget større sanselighed, og dermed bliver der skruet op for sexappetitten.

Derfor skal du sige ja til sex, selvom du ikke har lyst

Mere sextillid

Sex og lyst handler i høj grad også om selvtillid og glæden ved din egen krop. I takt med at du bliver mere solbrun, vil du sandsynligvis også føle dig mere veltilpas.

– Om sommeren nyder de fleste af os i højere grad vores eget spejlbillede, udstråler mere selvtillid og bliver typisk mødt med større opmærksomhed fra det modsatte køn, alt sammen noget, der understøtter, at vi føler os lækre, og gør, at vi åbner os for vores seksualitet. Og så er der også den tekniske detalje, forklarer Rikke Thuesen, at de lange dage og lyse aftener giver dig mulighed for at tilbringe mere tid sammen med din partner.

– Det er oplagt at holde mere fri og komme lidt ned i tempo om sommeren. Dermed kommer vi væk fra hovedet og ned i kroppen og sanseligheden, og det lukker op for lysterne.

Sådan opdaterer i missionærstillingen – og får mere ud af den!

Her er fem tips til sex i det fri

Sex under åben himmel er noget helt særligt. Når vi har sex i det fri, bruger vi nemlig alle sanserne. Vi mærker brisen på den nøgne hud, græsset under tæerne og fornemmer duftene og lydene omkring os. Det er lidt farligt og lidt forbudt, og det er pirrende at slippe hæmningerne løs og nyde hinanden i naturen. Og så er det kun fantasien, der sætter grænser. Her guider Rikke Thuesen:

1. I haven

Find et afsides sted i haven eller på terrassen, hvor I kan lægge jer nøgne med tæpper og puder. Kærtegn hinanden med græsstrå eller en fjer, eller lav en dekoration på hinandens maver, nyd synet og indtag hinanden. Havetrampolinen er også et godt sted at have sex, da følelsen af den varme plasticdug mod huden giver en helt anden sanselighed, samtidig med at det bevægelige underlag gør samlejet mere gyngende og skaber en naturlig opdrift, så I ikke behøver at arbejde så meget for det selv.

2. På stranden

Find en god klit, gerne med højt græs omkring, hvor I kan være i fred. Lyden af havet, duften af saltvand og følelsen af vinden mod den nøgne hud er med til at give en boblende følelse af frihed og pirre sanserne. Det kan være en god idé at tage et tæppe med, så I kan holde kroppene rene. Sand og halmstrå skaber friktion på og i kønsdelene og kan lægge en dæmper på fornøjelsen!

3. I tusmørket

Der er ikke noget som at have sex under en klar stjernehimmel på en lun sommeraften. At ligge sammen under et tæppe eller en dyne og mærke hinandens nøgne kroppe, mens I lytter til folk, der går forbi, uden at blive set eller hørt er både hemmelighedsfuldt og erotisk. At dyrke sex, mens I ser på stjernerne og himlen, er en utrolig smuk og romantisk oplevelse.

4. I skoven

Gå væk fra stierne og find en lysning med krat eller tæt buskads, hvor I kan være alene. Lav en lækker picnickurv, og mad hinanden med lækkerier eller spis af hinandens kroppe. Solen smelter hurtigt et stykke chokolade, og det er lækkert at slikke af. Nyd at kigge op i trætoppene og himlen, mens I mærker vinden, lytter til fuglene og fornemmer duftene fra skovbunden. Dyrk sex op ad et træ, eller brug naturens eget legetøj – en fjer til at kilde med eller en lille gren til et kærligt svirp bagi.

5. I havet

Havet er fantastisk, da vandet skaber opdrift og får kroppen til at føles lettere. Tag fat omkring din partners nakke og slå benene omkring ham. At dyrke sex i denne stilling vil fra land blot ligne en hed omfavnelse. I behøver ikke nødvendigvis at få orgasme, for bare det at være nøgne og tætte er pirrende og fungerer som et dejligt forspil.

Læs også