Har naboen et mere spændende sexliv? Nej, naboen dyrker ikke nødvendigvis meget mere sex, end I gør hjemme hos jer. Men vi hører desværre sjældent om den helt almindelige seksualitet med dens opture og nedture, siger en professor i sexologi
Kærlighed og sex

Professor i sexologi: Vi tror tit, naboen har et mere spændende sexliv

25. marts 2015
webversioneret af redaktionen
foto: Panthermedia
Har naboen et mere spændende sexliv? Nej, naboen dyrker ikke nødvendigvis meget mere sex, end I gør hjemme hos jer. Men vi hører desværre sjældent om den helt almindelige seksualitet med dens opture og nedture, siger en professor i sexologi

Et godt sexliv

Hvor man før i tiden ikke mente, at seksualitet betød særlig meget for kvinder, forholder det sig anderledes i dag. Men det øgede fokus på seksualitet – også i samfundet i det hele taget – betyder ikke nødvendigvis, at alle kvinder har fået en bedre seksualitet. Efter kvindefrigørelsen har vi fået en forventning til vores seksualitet - den er blevet noget vigtigt i vores liv og hverdag. Det fortæller nyudnævnt professor i sexologi ved Københavns Universitet, Annamaria Giraldi og forklarer, hvad det også har medført:

- I dag er det en del af et godt liv at have et godt sexliv … det vil sige, at der stilles nogle andre krav til det. Og det kan godt gøre, at man faktisk bliver lidt mere utilfreds end tidligere.

- Vi tror jo tit, at naboen har et meget mere spændende sexliv end os selv, fordi sex fylder så meget i det offentlige rum – vi bliver bombarderet med, at folk afprøver en masse spændende ting; de går i swingerklubber og bytter ægtefæller osv. På den ene side er det godt, at vi har en forventning om, at vores sexliv skal være spændende. På den anden side kan man også få et urealistisk billede af, hvor meget sex skal betyde i et forhold.

Læs også: 6 ting, der forbedrer dit sexliv

Både mænd og kvinder lever under et lystdiktatur i dag, mener en professor i sexologi

Men HAR alle andre så et mere spændende sexliv?

- Nej, det har de sjældent. Erfaringen er, at de fleste mennesker har nogenlunde de samme behov og gør nogenlunde de samme ting under dynerne. Folk eksperimenterer så mere eller mindre, men vi hører jo meget om dem, der udlever nogle af de ting, vi andre kun tænker på. Vi hører sjældent om den helt almindelige seksualitet med dens opture og nedture. Vi kender det jo fra forelskelsen, hvor vi har lyst hele tiden, og det hele fungerer, til den almindelige hverdag, hvor der skal lidt mere til, før vi kaster os over hinanden. Men hverdagsagtig sex er også okay. Bare man ikke selv synes, det er kedeligt, siger Annamaria Giraldi.

Hvad er et godt knald? Læs Renée Toft Simonsens tanker om det her

Den ”rigtige” lyst findes ikke

Vi hører ofte, at kvinders nedsatte sexlyst er et problem, men ifølge Annamaria Giraldi, findes der ikke en formel på, hvor meget sexlyst man egentlig bør have.

- Der er lavet rigtig mange undersøgelser i hele verden, der viser, at to ting er påfaldende: Hvis man spørger, hvor tit kvinder har lyst til sex, siger de altid, at de har mindre lyst end mænd. Det er her, et af problemerne opstår, for meget tit bliver det et spørgsmål om, at den ene har mere lyst end den anden. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er noget, der er rigtigt og forkert her, men at der forskellen i lyst, der giver problemer.

- Den anden undersøgelse viser, at jo ældre kvinder bliver, jo mere falder deres lyst. Kvinder i overgangsalderen oplever ofte, at det seksuelle drive forsvinder lidt, men at lysten kommer, når de vælger at gå ind i seksualiteten. Hvis man er stresset over det, savner noget, bliver ked af det, synes, at der er noget, der ikke fungerer – først dér går vi ind og kalder det en dysfunktion. Og man skal passe rigtig meget på med at lægge et normalitetsbegreb ned over sexlysten, understreger Annamaria Giraldi.

Læs, hvad der er kendetegnende for dit sexliv i 20’erne, 30’erne, 40’erne og 50’erne

Og det nytter slet ikke noget at sammenligne med den første fase, hvor man lige havde mødt sin partner, for det er ikke sammenligneligt, siger hun.

- Vi har jo alle sammen opfattelsen af, at den seksualitet, man har, når man er nyforelsket, er målet. Det varer kun omkring tre måneder, så aftager det, men alligevel er det dét, som vi husker som det ”rigtige”. Oven i det har mænd jo det her hormon testosteron, der GIVER dem det drive, så det ligesom er dét, der er blevet sat som normen. Men der er kommet en del ny forskning, der viser, at det ikke nødvendigvis er det seksuelle drive, som er den rigtige lyst – fordi der findes så meget andet end lyst.

- I dag er kvinden ikke afhængig af, at manden forsørger hende, så ud over børnene er dét, der er tilbage i et forhold, sex. Og hvis DET ikke fungerer, tænker vi: Gud! Fungerer vi så overhovedet sammen? Men det er altså meget normalt, at sexlivet bliver et andet, når forelskelsen har lagt sig. Så man behøver ikke blive helt desperat og tro, at man er vokset fra hinanden, siger Annamaria Giraldi til FEMINA.

Læs også