Kærlighed og parforhold

Mette Line valgte sin syge mand fra: Jeg føler, jeg har svigtet big time

En omfattende hjerneskade ødelagde følelsescentret hos Mette Lines mand, Kristian. Han blev initiativløs, aggressiv og emotionelt hæmmet. Tilbage stod Mette Line med to små børn, et stort renoveringsprojekt og en plejekrævende mand, som hun ikke længere vidste hvem var.

De var netop rykket ud af den trange toværelsers og havde købt et stort hus i Kgs. Lyngby, der lige skulle fikses. Skuldrene var kommet ned, og frisk luft var begyndt at strømme ind i familien Boserups tilværelse.

– Alt var ved at løsne op. Vi havde økonomisk råderum, og børnene var blevet nemmere. Vi havde mange drømme og forestillinger om, at nu skulle det blive fedt, fortæller 43-årige Mette Line Boserup.

I begyndelsen af 2014, mens håndværkerne rumsterede ovenpå, og børnene legede i haven, faldt Kristian om.

 – Pludselig sad jeg dér med en mand og vidste ikke, om han skulle dø mellem hænderne på mig. Han lå bare og rallede. Jeg var rædselsslagen, men samtidig fuldstændig klar og fokuseret, siger Mette Line, der prompte diagnosticerede Kristian over for alarmcentralen:

– ”Det er en blodprop i hjernen”, sagde jeg. Hvor vidste jeg egentlig det fra?

Børnene befandt sig lige ved siden af, da blodproppen ætsede en tredjedel af deres fars hjerne. Den dengang fireårige Cyron tissede i bukserne, og storesøster Celeste tog ham med ovenpå og hjalp ham med at få skiftet, mens ambulancen kørte væk med deres far.

En mand med et tomt blik

Da Kristian – efter 17 dage på Rigshospitalet – kom ud af sin koma, sad han og stirrede ind i en væg på Herlev Hospital, som han var blevet overflyttet til. Mette Line besøgte ham hver dag, mens børnene ikke kunne kapere at være så meget på hospitalet. Nætterne brugte hun på at læse alt om hjerneskader. Ingen skulle løbe om hjørner med hendes mand.

– Jeg sov ikke, men fik tyret hele den ”neurologiske håndbog” igennem. Allerede dér tænkte jeg: Det kan få et rigtig grimt udfald, det her, og jeg blev fuldstændig alert i forhold til ikke at svigte ham, fortæller Mette Line, hvis krop var pumpet med stresshormoner. Hun fik sovepiller af sin læge, men turde ikke tage dem.

Filminstruktøren Per Fly var i sit livs krise for nogle år siden

– Tænk, hvis børnene havde brug for mig, og jeg var helt væk. Jeg sov nærmest ikke i en uge, det bliver man jo også lidt skør af.

Et arsenal af forskellige fagpersoner afløste hinanden som professionelle nøglepersoner i familiens liv. Mette Line lod sig sygemelde fra sit arbejde som folkeskolelærer og tunede sin tilværelse ind på at hjælpe Kristian og sine børn. Med sit studie af hjerneskader og en mand med et uudgrundeligt blik, som ikke afslørede det mindste om, hvad han følte, vidste hun, at hjerneskaden havde taget den gamle Kristian fra dem.

– Det var ubehageligt, især for børnene. Han sad og kiggede tomt og havde underlige hallucinationer. Når man sagde: Hej Kristian!, var der meget lang reaktionstid, husker Mette Line.

Vennerne stoppede med at ringe

Kristian indledte nu en sej og indædt kamp for at komme tilbage til sit eget jeg. Efter nogle uger var han hovedsagelig indlagt på Hvidovre Hospitals klinik for traumatisk hjerneskade, hvor de lærte ham at synke og gå ved hjælp af en gangrobot. Efter fem måneders indlæggelse kom han i genoptræningsforløb. Først på et kurhus og senere på kommunens genoptræningscenter. Mette Line blev det kit, der holdt sammen på alt: Behandlingsforløbet, børnene, det halvfærdige hus, tilværelsen. Hun brugte timer på at tale med myndigheder, neurologer, fysioterapeuter og andre fagpersoner. Hun var en årvågen og bidsk terrier, der konstant var i alarmberedskab.

– Kristian var uden egen kraft og fuldstændig manipulérbar, og jeg havde det bare sådan, at ingen skulle ødelægge noget for ham. Så skulle jeg fandeme nok komme og bide dem i struben. Sådan har jeg det stadig, siger Mette Line.

I den første tid trådte familie og venner til og hjalp med praktiske ting. Flere af Kristians venner besøgte ham i starten, men det ebbede ud med hjælpen og opmærksomheden.

– Kristian har altid fisket meget. Han havde et helt fiske-crew omkring sig, men de holdt op med at ringe. Der er kun én tilbage i dag. Der er åbenbart ikke meget ved at være venner med en hjerneskadet, konstaterer Mette Line.

Lægerne sagde, at Kristian havde ”en meget stor hjerneskade”, og forklarede, hvordan han var ramt i følelsescentret. Men meget mere sagde de ikke. De svar, Mette Line forsøgte at pumpe dem for, kom ikke, og uvisheden blev et gespenst, der konstant svævede over hende.

– Et år var ligesom den store deadline, så ville de måske kunne se retningen. Så – efter et år var det to år. De ville hele tiden se tingene an, men jeg havde så meget brug for svar.

”Velkommen hjem, far”

Et halvt års tid efter at blodproppen havde ramt, skulle Kristian for første gang hjem på besøg i nogle få timer. Men Mette Line syntes ikke, den idé var særlig fremragende. For selv om hendes mand langsomt var blevet i stand til mere, var hun bange for at stå med ansvaret for så sygt et menneske.

Før besøget havde Mette Line og børnene pyntet op som til en fødselsdag. Fine tegnede skilte med teksten ”Velkommen hjem, far” og farverige balloner modtog Kristian. Men under hele besøget var det svært at spore glæde hos ham. ”Hvordan er det at være hjemme? Hvordan har du det?” spurgte Mette Line, som higede efter en følelsesmæssig reaktion.

– Jeg ville så gerne mærke ham. Jeg ledte efter ham, men kunne ikke finde ham. Der var ligesom ikke noget, han syntes om. Kristians hjerneskade havde bedøvet hans følelser. Han var blevet ligeglad, uengageret, indifferent. Til gengæld var han begyndt at få raserianfald og kunne blive meget vred og deprimeret. Det forgiftede familiens samvær. Den aggressive adfærd ramte især Mette Line, som blev overfuset både på genoptræningscentret, og når Kristian var hjemme på besøg. Han var urimelig og grov. Han ringede og sagde, at han ville hoppe ud foran et tog, eller at han ville rejse til Asien og bo. Han udfordrede skæbnen, udsatte sig selv for fare og spredte en angst, som også åd sig ind på børnene og gjorde familiens samvær kaotisk og febrilsk.

– Jeg har nogle gange måttet tage børnene og køre væk, fordi vi ikke vidste, hvordan han reagerede. Ville han sætte ild til huset? Eller tage sit eget liv? Flere gange måtte jeg ringe til hans moster og bede hende tjekke op på ham, fordi jeg var bange for, hvad vi ville finde, når vi kom hjem.

Det kræver også meget at være i et parforhold, hvis den ene par lider af svær psykisk sygdom

Føler skyld hver dag

En knude af angst voksede sig stor hos Mette Line. Endemålet for behandlingssystemet og Kristian selv var, at han skulle hjem og bo. Men for Mette Line var han en plejekrævende og fremmed mand. Det ligeværdige forhold, de havde haft, var forsvundet.

– En dag, da jeg kørte ham til behandling, følte jeg mig som en mor, der kører sin teenager på efterskole. Mit højeste ønske var at blive en familie igen, men jeg kunne ikke få øje på, hvordan der skulle blive plads til mig og børnene. Folk går fra hinanden, fordi de forandrer sig over tid. Kristian forandrede sig ved et trylleslag, siger Mette Line.

Kristian flyttede fra kommunens genoptræningscenter og hjem igen, præcis et år efter at katastrofen havde ramt. Men det blev på lånt tid, for Mette Line måtte give op. To stemmer rivaliserede i hendes hoved. Den ene sagde: ”Man går ikke fra en, der er syg. Man frasiger sig ikke sin ægtefælle på den måde”.

Den anden svarede: ”Jeg og børnene må faktisk også godt være her og leve vores liv. Jeg kan ikke retfærdiggøre sådan en tilværelse”. Så hun sagde til Kristian, at de måtte sælge huset, at hun ikke kunne mere. Han rasede. Hun græd, og nogle af de nærmeste dømte hende. For er det ikke noget af det værste, man kan gøre? At gå fra børnenes syge far?

– Jeg føler skyld hver dag, men jeg kunne heller ingen anden løsning se. Jeg hader at skulle give op. Jeg kan jo se, at andre bliver og kæmper, og for mig er det her et nederlag. Jeg føler, jeg har svigtet big time.

Stadig kærlighed

Efter et halvt år blev det store hus solgt. I dag er børnene og Mette Line rykket ind i et lille rækkehus i Virum, som ”var så grimt indvendig, at det næsten ikke var til at holde ud”, som Mette Line siger. Hun er derfor gået i gang med at rive ned for igen at bygge op, så hun kan sætte sit præg og gøre huset til hendes og børnenes.

– Jeg har det bedst, når jeg hele tiden laver noget, siger hun.

Hun taler om børnenes reaktioner. Om, hvordan en ergoterapeut en dag havde en hjerne med, hvor hun viste Celeste det område, der er brændt væk hos hendes far. Hun fortalte den 11-årige pige, at det er hjerneskaden og ikke hendes far, der taler, når han nogle gange kan være dum og egoistisk.

– Det har hjulpet hende, siger Mette Line.

Hun fortæller om Cyrons separationsangst, og hvor svært det er, når éns børn spørger, hvad der sker med dem, hvis hun også bliver syg eller dør. Sin nu tidligere ægtefælle har hun lige om hjørnet. Kristian bor 500 meter væk i en plejebolig, og de taler sammen flere gange om dagen og ses ofte. Hans raserianfald er ebbet ud, og han taler normalt. Celeste hygger sig alene med sin far nogle timer hver uge, og familien holder jul sammen. Kristian sender Mette Line links til ”sjove ting på nettet”, hun ikke kan grine ad, og som ikke passer til den sofistikerede humor, han havde engang. Mette Line ved stadig ikke, hvad han føler. Han har ikke grædt meget over deres forliste ægteskab, men siger: ”Jeg har det som en bold i en å, der bare må flyde med strømmen.” Indimellem får hun et kram.

– Det er et slags tak for hjælpen-kram, tror jeg. Der er stadig meget omsorg. Det er jo også kærlighed, bare i en anden form.

Står begge frem i dokumentar

Mette Line og Kristians historie fortælles i dokumentarfilmen ”Dem vi var”, som har premiere den 20. april i 50 biografer landet over. Instruktøren af filmen, Sine Skibsholt, vil vise, hvordan det er pludselig at skulle leve sammen med et meget sygt menneske og blotlægge en virkelighed, som indeholder vanskelige følelsesmæssige og etiske dilemmaer. ”Dem vi var” vises i Danmarks biografklub for dokumentarfilm, DOXBIO.

 

Om familien Boserup

Mette Line Boserup er 43 år og arbejder som folkeskolelærer. Christian Tolstrup Boserup er 41 år og var tidligere partner i produktionsselskabet Frame by Frame, som han nu er købt ud af. Sammen har de børnene Celeste på 11 år og Cyron på seks. Mette Line bor i et rækkehus i Virum, og Kristian bor i en handicapvenlig bolig i nærheden.

Hjerneskaden

Kristians blodprop er opstået i halsen og har lagt et alvorligt tryk på hjernen og stoppet blodtilførslen. Hjerneceller tåler ikke at være uden ilt i flere minutter, og en tredjedel af Kristians hjerne nåede at dø, før han kom på operationsbordet. Det døde område er det, hvor bl.a. følelsesregisteret sidder. Derfor er Kristians evne til at føle empati og tage initiativ ødelagt. Andre konsekvenser er risikobetonet adfærd, vrede og irritabilitet. Der er mulighed for fremskridt. Kristian har lært at gå igen, kommunikerer i dag normalt og får ikke længere raserianfald.

Læs mere om: