TV-mediets magt

Indimellem, når jeg overgiver mig til remotekontrollen, kan jeg stadig blive ganske overrasket over, hvad folk i grunden vil gøre, det øjeblik de kommer i fjernsynet. Man skulle næsten ikke tro, det er muligt at blive overrasket længere i forhold til TV-station-ernes konceptprogrammer - og så skete det alligevel forleden.

Jeg stoppede min TV-vandring på DR's Ramasjang, idet jeg altid har syntes, det er lidt spændende og sjovt at se, hvad der rører sig på børne-TV. Jeg aner ikke, hvad det er for et program, jeg så. Og ærlig talt - jeg har heller ikke brug for at vide det.

Det, jeg nåede at se, var virkelig rigeligt. I programmet er der to børn, der hver især har taget deres familie med, og nu skal DR's indkaldte smagsdommer, i form af Basim, vælge, hvilket barns familie der er "ugens funky familie". Der er tre kategorier, han skal vælge ugens funky familie ud fra: musik, styling og performance. Han begynder med at spørge lidt ind til barnets familie, der består af mor, far og søskende, som alle er troppet op i udklædning og nu står og hopper og hepper på deres søster/barn.
F.eks. spørger han en af pigernes bror, om han spiller noget musik, og da han spiller saxofon i sin fritid, får familien en bunke point for den bedrift, fordi Basim synes, saxofon er sådan et sejt instrument.

Renées klumme i sidste uge: Fagre nye (digitale) verden >>

I alle kategorier bliver Basims helt egen personlige smag således det afgørende for, hvad familien får af point i konkurrencen. Jeg tabte faktisk underkæben, for med hvilken ekspertise dømmer denne unge mand hele familier? Hvem har givet ham den autoritet? Og hvorfor er der mennesker, der stiller op og bruger deres sparsomme fritid på at blive bedømt/dømt på den her måde? (No offence i forhold til Basim, han er garanteret hamrende sød).
Men gennem TV-mediet får han en magt og en autoritet, som han efter min bedste overbevisning slet ikke har kvalifikationer til (hvem har egentlig det?).

Hele setuppet er en kunstigt skabt virkelighed uden hold i noget som helst ... og så var det, det slog mig, at det i grunden var et super skræmmende program. For vi ER jo virkelig begyndt at tro på TV-mediet, når vi igennem det lader os selv og hele vores familie dømme af en ung mand som Basim - eller overreagerer jeg her? Det korte af det lange er, at det på en måde også var lidt sørgeligt ... jeg mener, det her foregik på DR, vores gamle hæderkronede kanal, der engang lavede noget af verdens bedste børne-TV ... snøft.

Kærlig hilsen
Renée