Tine Bendixen: Og hvad kan vi så lære af dét?

Min mand er begyndt at gå til sang. Da han kom hjem og sagde, at han havde mødt en sanglærer, der mente, at hun da sagtens kunne lære ham at synge, var jeg ærlig talt skeptisk. Det var han også selv. Han elsker godt nok musik, men i de 22 år vi har været sammen, kan jeg ikke huske, at han nogensinde har ramt tonerne rent, når vi har danset syngende rundt om juletræet, sunget fødselsdagssange eller har siddet på en kirkebænk og forsøgt at finde det rigtige nummer i salmebogen – og det rigtige toneleje. Det har nærmest lydt, som om han har valgt tonerne sådan lidt tilfældigt undervejs. Vi kan jo kalde det – dogmesang. Og jeg ved ikke med dig, men jeg har altså altid tænkt, at enten kunne man synge, eller også kunne man ikke.

Så købte han et klippekort til sangundervisning hos sanglæreren, der instruerede ham i at sige mærkelige bjørneagtige halslyde, fortalte, at det hele gik ud på, at han skulle finde ”sin stemme”, bad ham træne ”Your Song” hjemme – og gav ham et sugerør med hjem til at puste i. Det var lyseblåt. Efter tre undervisningssessioner skete det magiske: Han kunne synge. Det lød godt. Rigtig godt faktisk. Han har stadig syv sessioner til gode. Det ender med, at jeg bor sammen med en rockstjerne … Jeg ved selvfølgelig godt, at vores hjerner ikke ligefrem står af undervejs – at vi kan lære hele livet. Finde helt nye sider af os selv. Men spørgsmålet er, hvor meget vi egentlig gør det. Hvor meget vanemennesker vi er. For når vi som voksne lærer noget nyt, er det som regel noget, vi har brug for at lære (teknik, suk …), eller noget, der ligger lidt i forlængelse af os som mennesker (italiensk for begyndere, så vi kan bestille to øl på den næste tur til Rom: ”Due birre per favore!”). Vi lægger lidt til. Forlænger os selv lidt som personer. Men det, vi lærer, er sjældent noget helt og aldeles nyt, vel? Det er sjældent noget, der føjer en helt ny dimension til os som voksne mennesker. LÆS OGSÅ: Er du klar til, chefen læser dine tanker? Men der er noget meget livsbekræftende i at sætte sig for at lære noget, man egentlig havde troet var umuligt, og så faktisk lære det. Som at lære at synge, når man i 55 år har troet, at man ikke havde en tone i livet. Men har drømt om, at man havde. Min mands eksempel viser mig nemlig, at det ukendte terræn, man går i gang med at erobre, skal være noget, man SELV ønsker sig. Ellers dur det ikke. Personligt har jeg flere gange oplevet velmenende mennesker, der til fester liiige har booket en ulideligt overfrisk salsadanser, som skal undervise samtlige gæster i dansetrin og hoftevrid samtidig. Har vi det ikke sjovt? Nej! For det kommer der som regel nogle pinagtige situationer ud af for dem, der ALDRIG har ønsket sig at lære at danse salsa. Som mig. Til gengæld: Jeg har i årevis tænkt, at jeg gerne ville lære swahili. Det er bare aldrig blevet til noget. Jeg har også i årevis tænkt, at jeg gerne ville lære at køre bil. Det er heller aldrig blevet til noget. Det er vel ikke uopnåeligt? Muligvis kunne jeg lære at køre bil – i Afrika? To fluer, du ved. Bil hedder ”gari” på swahili. Og motorcykel ”pikipiki”. Jeg er allerede godt i gang! Min skrivebords-kollega vil gerne have grønne fingre. Hun er træt af at slå planter ihjel i sin kolonihave, hun vil se dem GRO. Det er vel heller ikke uopnåeligt?

Små og halvstore drømme. Kan man faktisk godt identificere. Og gøre til virkelighed. Det er luksus på et meget eksistentielt plan: Hele livet kan man give gaver til éns indre jeg. Min mand går rundt og synger derhjemme og minder mig om lige præcis dét.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her