Tine Bendixen: Kan man eje børn?

Muligvis er der nogen, der bliver sure nu, men jeg skriver det alligevel: Jeg forstår ikke, hvorfor nogle skilte forældre ikke er voksne nok til at lade være med at slås om deres børn. Hvorfor det, der engang startede som en kærlighedshistorie, kan ende i beskyldninger og krig og af og til desværre også det, der er værre. For nylig fik en morfar ”livstid” for at have skudt og såret sin tidligere svigersøn og myrdet hans advokat i Fogedretten i København. Hvad kampen mellem forældrene egentlig handler om, er ikke til at finde ud af. Andet end at begge forældre tilsyneladende vil have drengen. Kan man eje børn? Hvordan forklarer man sig selv, at man har mere ret til barnet end barnets anden forælder? Jeg er selv skilsmissebarn. Tre år var jeg, og så skete det: Farvel, far! For efterfølgende så jeg ham så sporadisk, at han blev en fremmed. I 1960’erne var det tit bare sådan, det var. Den ene forælder forsvandt ud af billedet, nogle gange helt ud af fotoalbummet, for antagelsen var, at det var ”bedst” for skilsmissebørn ikke at se den af forældrene, de ikke længere boede under samme tag med. Som regel var den forælder lig med faderen. Det var ”ude af øje, ude af sind”-modellen, som selvfølgelig ikke fungerede i virkeligheden. Med nutidsøjne ved vi det jo godt: At det ikke var spor ”bedst” for barnet. For mit eget vedkommende var det forbundet med tab, sorg, usikkerhed og undren: Hvor blev han af? Hvornår kommer han tilbage? Hvorfor gør han ikke det? LÆS OGSÅ: Skilsmisse: 10 gode råd til dig der har børn Siden dengang er der sket en del, hvad skilsmisser angår. På positivsiden: At rigtig mange skilte forældrepar heldigvis godt er klar over, at børn har to forældre, og forsøger sig med deleordninger af alle slags for at få livet til at gå videre på bedst mulig måde for både børn, voksne, nye partnere, bonusfamilier og halløj. På negativsiden er der øget kamp. I 2014 blev der afgjort 2.546 forældremyndighedssager i fogedretterne, fordi forældrene ikke kunne blive enige om at dele tiden med deres egne børn med hinanden. Det er en stigning på over 50 procent i domsafsigelser, siden forældremyndighedsloven blev afløst af forældreansvarsloven i 2007. Det tyder ikke ligefrem på, at det er blevet lettere at gå fra hinanden og gennemføre den nogenlunde gnidningsløse skilsmisse. Jeg tør godt vædde: Du kender garanteret også ekspar, der er blevet skilt på en måde, der uundgåeligt er gået ud over børnene, og de voksne har haft oceaner af gode forklaringer på, hvorfor det måtte være sådan. Bare ikke altid den rigtige: At de burde have taget sig sammen. Været voksne. Hvorfor er det i mange tilfælde så svært at sætte sig i barnets sted og sætte barnet i fokus i stedet for at sætte sig selv i fokus? Så umuligt at lade barnets indlysende behov for at have to forældre komme i første række i stedet for at bekæmpe og straffe hinanden? Jeg ved godt, at der kan være vægtige grunde til at kæmpe for forældremyndigheden, f.eks. mod en voldelig forælder. Og nej, jeg har ikke selv prøvet at blive skilt og skulle dele et eller flere børn, jeg er gift og har en datter, så hvad ved jeg overhovedet om smertelige skilsmisser og sårede følelser? Nok. Fordi jeg selv har set det med barnets øjne. Og det burde være indlysende i 2015: At det er børnene, der betaler den højeste pris, når forældrene slås, og at kampen kun efterlader tabere. Derfor er mit budskab til fri afbenyttelse: Hokuspokus, sæt ungerne i fokus. Hvem ved – muligvis bliver bonuseffekten en nærmest lykkelig skilsmisse ... LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Det handler ikke om, hvis skyld det er, men om barnets behov