https://imgix.femina.dk/media/article/1548-tine-bendixen.png
Selvudvikling

Tine Bendixen: Je suis Paris!

17. februar 2016
af Tine Bendixen
Hvis vi begynder at kalkulere risikoen for terrorisme ind i den måde, vi lever vores liv på, har terroristerne allerede vundet en halv sejr. Derfor skal vi rejse til Paris.
Så er rejsen bestilt. Til Paris. Af ren og skær stædighed. Efter sidste års to hæslige terrorangreb i byernes by holder turisterne sig væk. Det er så slemt, at hotellerne dumper deres priser for at gafle nogle af dem, der trods alt stadig besøger Paris. Luksushoteller, der før krævede 3.000-4.000 kr. for en overnatning på Champs-Élysées og fik det, er nu næsten en ren foræring til 900 kr. pr nat. Hvis det bliver ved på den måde, ender det med, at man kan få et helt hotel for sig selv og lege ”Palle alene i verden” i Paris. Jeg var der også sidste år. Det var lige efter den første terrorhandling – angrebet på Charlie Hebdo – og der var allerede da dem, der mente, at man så nok skulle holde sig væk for en sikkerheds skyld. Jeg tog af sted alligevel. Og paradoksalt nok: Lige præcis mens jeg var i Paris, skete terrorangrebet i København. Og hvad kan vi så lære af det? At man, hvis man udelukkende kalkulerer med sin egen frygt, som regel kommer til at regne forkert. Min farmor spillede klaver, og hun var god til det. Som barn sad jeg tit i hendes røde bamsestol og rå-nød, når hun lod tonerne fylde lejligheden på anden sal i Valby. Mit yndlingsnummer var ”Sous Le Ciel De Paris” (”Under Paris’ himmel”). Med lukkede øjne og farmors sprøde toner i ørerne rejste jeg i fantasien til Paris, hvor jeg aldrig havde været. Kan man være romantiker som otteårig? Åbenbart. Siden kom alle de rigtige besøg, i begyndelsen økonomisk flad og med rygsæk, senere lidt mere komfortabelt anlagt (dog aldrig i hotelværelse til 4.000 pr nat!), men fælles for mine besøg var, at de altid var forbundet med savoir-vivre – som vel kan oversættes til: Forståelse for det gode liv. Hvilket lige præcis er, hvad Frankrig repræsenterer for mange af os. Nu har IS-terrorismen så vist sit grimme ansigt i Europa. Flere gange. Og frygten kommer snigende. ”Hvis” terroren kommer, er afløst af et ”når”. Og i min optik står vi ved en slags skillevej. Vi kan vælge frygten: Afbestille vores flybilletter og blive hjemme. Vi kan også vælge livskraften: Leve videre, som vi altid har gjort. LÆS OGSÅ: Sådan guider du dine børn igennem verdens katastrofer Jeg ved ikke, hvad IS-terrorister forstår ved savoir-vivre – muligvis noget med 72 jomfruer i Paradis. Det er temmelig sørgeligt at leve på den slags forventet efterbevilling, hvor livet bare er noget, der skal overstås, og islam er i dén rabiate fortolkning åbenbart kun for mænd, for det forlyder ikke, om der venter 72 lækre mænd i Paradis til kvinderne ... I den vestlige verden forstår vi det gode liv som noget, der skal leves, mens vi faktisk er her. Fri kærlighed, champagne, hedonisme, demokrati og ytringsfrihed inkluderet. IS-terroristerne ønsker at underminere vores adgang til det liv. Og at fjerne selve glæden ved være frie og livsnydende og elskende mennesker i en fri verden. De skal ikke have lov. Det er destruktivt for selve de livsværdier, vi elsker så højt i den vestlige verden, hvis vi giver efter for frygten. Og på det enkelt-menneskelige plan er det destruktivt at begrænse sig og begynde at leve sit liv efter udelukkelsesmetoden. Og det er irrationelt. Sandsynligheden for at blive ramt af et lyn er større end sandsynligheden for at blive ramt af terror. Den lader vi lige stå et øjeblik. Hvis vi begynder at kalkulere risikoen for terrorisme ind i den måde, vi lever vores liv på, har terroristerne allerede vundet en halv sejr. Derfor skal vi rejse til Paris. ”We’ll always have Paris”, siger Humphrey Bogart til Ingrid Bergman i slutscenen i ”Casablanca”. Gud ske tak og lov for det. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser

Læs også