https://imgix.femina.dk/media/article/1508-klumme_tine-bendixen_0.jpg
Selvudvikling

Tine Bendixen: Dårlig kvalitet, til fuld pris

20. oktober 2015
af Tine Bendixen
Hold nu op hvor hører man mange grumme historier, når man kommer med i ombygningsklubben. Er den muligvis gal med den faglige stolthed? Respekten for andres penge, tid og omgivelser?
Prøv lige for sjov at forestille dig tre situationer, hvor du, ligesom når det gælder hyring af håndværkere, siger ja til en vare, der ikke er færdig, når du køber den. Du har bare en AFTALE om, hvordan resultatet skal være. Hos frisøren: Du sætter dig i stolen for at blive brunette. Når du rejser dig, er du blondine. Og frisøren siger: ”Nå, det havde jeg lige glemt. Men blegningen er faktisk dyrere, så du får det bare til samme pris.” Hos tandlægen: Du lægger dig for at få en enkelt fyldning. Når du rejser dig, har du fået 24 sølvfyldninger, fordi tandlægen talte i mobil og glemte boret. Og tandlægen siger: ”Man kan ikke se det, hvis du lukker munden.” Hos plastikkirurgen: Du skal have nye bryster. Når du vågner efter operationen, opdager du, at du har en A-skål og en F-skål. Plastikkirurgen siger: ”Jamen, det var de to implantater, der lå i æsken.” Medmindre det ligefrem blev moderne at have to forskellige bryster, ville kirurgen formentlig ikke have mange kunder i længden. Frisøren og tandlægen heller ikke. Hvorfor accepterer vi så den ”går den, så går den”-holdning fra håndværkere? Det er jo ikke, fordi det er billigt, vel? Danske håndværkere koster kassen. Jeg ved det, jeg har selv lige haft besøg af dem i noget, der strakte sig til fire opslidende måneder. Dobbelt så længe som planlagt. Der gik en del galt undervejs, og du får lige et par highlights ... Det var f.eks. umuligt for håndværkerne at: Bygge en væg LIGE. Sætte et armatur rigtigt ned i køkkenbordet, så bordpladen måtte skiftes til en ny, som søreme ikke passede, da den ankom halvanden måned efter. Lægge kakler plant og med ens fuger, og undgå at slaske beskidt fugevand ud over nyt, ubehandlet parketgulv. Huske at sætte lukkefilter i udsugningen, så naboens fiskefrikadellelugt ikke ender i mit køkken. Undgå at bore 24 huller med flossede kanter inde i køkkenskabene, selv om de ikke skal være der. Levere hylder i den bestilte farve og stil. Lade være med at male dørhåndtagene over. Og så videre og så videre og så videre og så videre. Jeg har billeder, hvis du vil se dem. Der er MANGE. Og det er ikke kønt. Og en del af brølerne må jeg bare leve med. En skæv væg er og bliver en skæv væg. Entreprenørens forklaring lød: ”Jamen, det er ikke til at få ordentlige håndværkere herhjemme.” Som var det et faktum, man selvfølgelig måtte acceptere. Det ville jeg gerne have vidst, INDEN de gik i krig med mit hjem. Jeg forstår det ikke. Jeg har selv været selvstændig journalist, og hvis jeg i de år havde ment, at det var helt okay at levere dårlig kvalitet til fuld pris, havde jeg da ikke haft nogen kunder i længden. Mange danske håndværkere har samtidig med bortforklaringerne vældig travlt med at fortælle, at det er noget skidt at bruge håndværkere, der ikke er danske, for de får for lidt i løn og lever ikke op til dansk håndværkerstandard. Oh well, det sidste er vist ikke så svært at leve op til. Hvad det med lønnen angår, mødte jeg i forbindelse med min ombygning en maler, der sagde, at en maler koster 4.000 kr. om dagen. Om dagen??? Ku’ det muligvis være lidt for meget? Jeg ved godt, det her er sat på spidsen, for håndværkere er selvfølgelig ikke generelt ligeglade med det, de laver. Men hold nu op hvor hører man mange grumme historier, når man kommer med i ombygningsklubben. Er den muligvis gal med den faglige stolthed? Respekten for andres penge, tid og omgivelser? Den æstetiske sans? Ville sløsede håndværkere selv bo med det arbejde, de leverer til andre? Hvis ja – suk. Hvis nej – også suk. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst. LÆS OGSÅ: Tine Bendixen: Husk lige ørelægen - ellers vanker der bøde

Læs også