Christina Bidstrup Lauritzen
Selvudvikling

Tabubryder: Christina er psykiater - og har selv lidt af angst

Alt for mange med angst bliver mødt med tavshed og nedslåede øjne, når de begynder at fortælle om den. Det oplever psykiater Christina Bidstrup Lauritzen, der gerne vil ophæve tabuet. Derfor har hun besluttet sig for selv at stå frem og fortælle om sin angst.

Christina Bidstrup Lauritzen er 41 år, tidligere overlæge og nu psykiater med egen praksis, hvor hun primært behandler mennesker med angst, depression og stress. Og ja, så har hun selv kæmpet med angst, siden hun var omkring 10 år. Det er der bare ikke nogen af hendes kolleger, der har vidst, for som hun siger, så er angst ofte noget, man ikke taler om. Og slet ikke i lægeverdenen. Men det har hun altså besluttet sig for at lave om på nu.

 

– Da jeg mærkede angsten første gang, var det noget med, at jeg ikke turde sige noget i skolen, tale med fremmede eller ringe op til folk. Det var angsten for andre folks vurdering. Senere, i gymnasiet, fik jeg panikangst med vejrtrækningsproblemer, kvalme og uvirkelighedsfornemmelse. Dengang vidste jeg ikke, hvad det var. Jeg skulle bare væk fra det, så jeg løb hjem fra skole. Angsten kom aldrig, når jeg var hjemme. Derhjemme havde jeg helle. Dér var trygt, fortæller Christina, der aldrig kom i behandling for sin angst.

– Mine forældre var selvfølgelig bekymrede, men de vidste ikke, hvad der var på spil. Angst var ikke noget, man kendte til dengang. Og for mig handlede det om at undgå det, der føltes ubehageligt. Så jeg holdt f.eks. op med at gå på Strøget, hvor der var mange mennesker, og trak mig fra andre, selv om jeg ellers var social, havde venner og elskede at feste. I 3.g var jeg hjemme i flere måneder, uden at jeg forstod, hvad det drejede sig om, siger hun, der på det tidspunkt var i tvivl om, om hun overhovedet ville få sin studentereksamen.

Men den fik hun. Takket være naboens søn. Vi var venner, og han kom og sagde, at han nok skulle få mig igennem og ville komme og læse med mig hver dag. Det blev ligesom et vendepunkt: Det, at der var nogen, der ville hjælpe mig igennem det, der var så svært, og som troede på, at det kunne lade sig gøre. Det var også der, at jeg besluttede mig for, at jeg ville være læge, altså den der tror på, at det kan blive bedre, og som kan bære håbet for andre, indtil de selv får det tilbage.

LÆS OGSÅ: Anne Lise Marstrand Jørgensen: Angst er værst, når man er bange for den

Det er det, jeg har!

Christina Bidstrup Lauritzen blev student takket være naboens søn, og som 22-årig begyndte hun på medicinstudiet, og som 38-årig var hun færdig som speciallæge i psykiatri. Det var under sin uddannelse, at hun blev klar over, at det, hun havde, var angst.

– Jeg begyndte at læse om det og fik det sådan: ”Det er det, jeg har”, og så blev angsten noget håndgribeligt.

Men ud over sine nærmeste delte hun det ikke med nogen.

– I lægeverdenen taler vi ikke meget om, hvordan vi selv har det. Selvfølgelig har jeg talt med mine veninder, der også er læger, om det, men jeg har aldrig sagt det til kolleger. Men da jeg sidste år åbnede min egen praksis, begyndte jeg at være mere åben omkring det. Faktisk overvejede jeg også at skrive det på min hjemmeside, men kunne ikke rigtige finde en måde at skrive det på, hvor det gav mening. Men jeg begyndte at fortælle det til folk, som ikke var mine nærmeste, siger Christina.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Men hvorfor overhovedet stå frem og fortælle om det?

– Jeg vil gerne være talerør for mine klienter. Mange af dem er high performance-mennesker, ressourcestærke mennesker, der leverer ude i verdenen, men som samtidig døjer med angst, og jeg vil gerne have, at de kan få lov til at tale om det uden at skulle skamme sig. At de kan sige, at de har det, som de har det, og bede om det, de har brug for.

– For selv om der er sket en masse inden for de seneste 10 år, når det kommer til angst, er der stadig mange, der mangler et sprog for det. De ved ikke, hvad de skal sige. Da jeg f.eks. selv begyndte at fortælle om det til folk, som ikke var mine nærmeste, var reaktionen for det meste tavshed. Og jeg kunne godt tænke mig, at flere fik et sprog for det, så der kan komme mere åbenhed omkring det, og folk ikke længere bliver mødt med tavshed.

– Vi skal kunne tale om det og vores sårbarhed uden at føle, at vi bliver vejet for tunge eller for lette, siger hun og påpeger, at det er hver femte af os, der på et tidspunkt i livet kommer til at døje med angst.

– Angsten er helt normal. Og alle har en tærskel, der, hvis den bliver overskredet, kan føre til angst. For nogle sker det først, når de er 50 eller 60 år, og for nogle sker det aldrig. Men det er vildt, at vi gør angst til sådan noget mytisk noget, når det sker for så mange og kan ske for alle, siger hun, der mener, at det ville have hjulpet hende, dengang hun var hårdest ramt, hvis angsten var noget, man havde talt åbent om.

– Hvis jeg f.eks. havde vidst, hvorfor jeg lige pludselig fik hjertebanken og begyndte at svede, så kunne jeg have sagt til mig selv, at det var, fordi det hele var lidt for meget lige nu, og så havde jeg kunnet sætte mig ned og trække vejret og tale til fornuftdelen af min hjerne og på den måde falde ned i stedet for at begyndte at droppe koncerterne, festerne og alt det sjove.

LÆS OGSÅ: 6 typiske måder, angst kan vise sig på

Angsten skal ikke gå væk

Hvor meget fylder angsten så i hende i dag?

– I dag er det 10-15 år siden, jeg har haft panikangst, men jeg kan stadig mærke den, og når jeg gør det, er det, fordi jeg er presset og stresset og har haft for meget at se til og har brug for at få restitueret.

I dag har jeg det heller ikke længere sådan, at angsten skal gå helt væk. Hvis den viser sig, er det en påmindelse om, at nu skal jeg lige passe på. På den måde er den en kilde til selvindsigt og en påmindelse om at prioritere anderledes, siger Christina, der ikke har brugt meget energi på at finde ud af, hvorfor hun fik angst til at begynde med.

– Jeg går ikke så meget op i, hvorfor jeg fik angst. For mig har det været mere vigtigt at få den rette hjælp, så angsten ikke kom til at styre mit liv, samt at finde et sprog for det og en måde, hvorpå vi kan tale sammen om det. Og at jeg fik stoppet den der undgåelsesadfærd. Men for mig at se hænger stress og angst meget sammen, så det giver god mening, at det tog til i gymnasiet, hvor man jo er ved at blive voksen, og hvor der sker mange ting, siger hun, der mener, at hun ikke er så meget anderledes end så mange andre mennesker.

–  Alle mennesker har tærskler for alt, og jeg har måske en lavere angsttærskel end andre, men den er alligevel ret almindelig, og hvis den ikke skal overskrides, er det vigtigt, at jeg passer på mig selv. Jeg har lært mine grænser at kende og går ikke på kompromis med dem.

Men kan man hjælpe andre af med deres angst, når man selv har lidt af den og stadig har en rem af huden?

– Ja, man ville jo aldrig sige, at en læge, der har haft brystkræft ikke kan være en god læge, når det kommer til behandling af brystkræft, og det samme er gældende for psykiatere. Jeg mener, at jeg er fagligt kvalificeret til at behandle angst, fordi jeg er psykiater og ikke grundet min personlige erfaring med angst. Men jeg ser det som en klar fordel, at jeg kender til angst. Jeg taler ikke med mine klienter om, at jeg har haft angst, men jeg tror, at de kan mærke en samklang, og det er der brug for, at man kan som klient, hvis man ikke skal lukke ned. Og jeg kan bære håbet for dem, fordi jeg ved, at det bliver bedre. Jeg sidder med håbet, indtil de tager det tilbage, siger hun, der heller ikke er bekymret for, hvad hendes kolleger og alle andre må tænke.

– Der er så meget polering, og "man må ikke vise for meget". Og jeg ved selvfølgelig ikke, hvad mine kolleger vil sige til, at jeg fortæller om det her. Men jeg har det sådan: Jeg vil være på den måde, jeg har lyst til at være.

– At jeg fortæller om min angst, handler også om et opgør med den der perfekthedskultur. At vise andre, at vejen ikke er lige. At livet byder på mange uforudsigelser, mange udfordringer, hvor angst kun er én blandt mange. Og at angst ikke skal være det, der forhindrer en i at realisere de drømme, man har. Og det er ikke sådan, at jeg er bange for ikke at blive taget alvorligt. Det er vildt, hvis vi er nået dertil, hvor man ikke synes, at et menneske er kompetent, hvis det har lidt af noget så almindeligt som angst.

 

 

Læs mere om: