https://imgix.femina.dk/media/a76dce6ff187468dbbac6f910b618beb_0.jpg
Selvudvikling

Søskendekonflikter trives i bedste velgående!

7. november 2012
af Renée Toft Simonsen
44 procent af danskere over 50 år har oplevet søskendekonflikter, og det viser sig at det ikke drejer sig om penge eller arvesager, men derimod om vanskeligheder med at rumme hinandens ”nye” familier

Man kunne sagtens tænke, at søskendekonflikter var noget, der hørte barndommen til, og havde man først klaret sig igennem barndommen uden at blive uvenner, så havde man sine søskende som bedste venner resten af livet.

Sådan er det bare ikke. I en interessant artikel omkring søskendekonflikter læste jeg for nylig, at fire ud af 10 voksne danskere har eller har haft en konflikt med deres søskende, efter at de er blevet voksne. Endvidere viste det sig til min overraskelse, at konflikterne har haft afgørende betydning for søskendeforholdet på den måde, at de enten har valgt ikke at se så meget til hinanden eller helt har brudt relationen.

Renée i sidste uge: Allemandsret her i landet

Den hyppigste grund til konflikter mellem søskende viser sig endda ikke at dreje sig om penge eller arvesager, men derimod om vanskeligheder med at rumme hinandens "nye" familier, herunder både søsteren eller broderens partner og børn. Vi er altså som voksne ret hurtige til at bryde med søskende, hvis en svoger er for højrystet, eller en niece er for larmende. Det ser i særlig grad ud til at være de ældre, der lader søskendekonflikter få indflydelse på deres forhold, idet 44 procent af danskere over 50 år har oplevet søskendekonflikter, og knap en tredjedel af dem ikke ser så meget til deres søskende længere, samtidig med at en tredjedel svarer, at de har afbrudt kontakten helt.

Forskerne mener, at årsagen kan findes i, at søskende senere i livet ikke har så meget grund til at holde fast i hinanden, som de har, mens de er yngre. Mens man selv har mindre børn, vil man gerne have, at fætre og kusiner får et forhold, men midt i livet, når éns forældre er væk, synes det at være lettere at tage konsekvensen af et dårligt søskendeforhold og bryde relationen. Flere eksperter mener endda, at de fleste konflikters rod i virkeligheden kan handle om fordeling af kærlighed fra forældrene, da man var lille, eller bare den måde, det blev oplevet på. Med andre ord glemmes gammelt nag mellem søskende fra barndommen ikke sådan lige. I grunden ret tankevækkende - måske man lige skulle have det i baghovedet, før man blander sig, når ungerne er uenige over noget?

Kærlig hilsen
Renée

Læs også