Renée Toft Simonsen
Selvudvikling

Slangen i ferie-paradiset

5. januar 2011
af Renée Toft Simonsen
Jeg blev noget ærgerlig over mig selv, for hvorfor kunne jeg ikke bare ryge den cigaret og lade mig selv være i fred?

Så blev det ferietid igen, og det er der en del af, når man er så heldig at kunne følge børnenes skoleferier. Ferietiden er noget særligt for de fleste, hvem vil ikke gerne vinke farvel til hverdag og stress og sige goddag til afslapning.
For mig er det sådan, at jeg må det meste, når jeg har ferie: Alt, hvad jeg ikke synes jeg må til daglig. Jeg må drikke vin, selv om det er en hverdag, og jeg må droppe min løbetur, hvis det er det, jeg har lyst til. Jeg må sove længe og spise snold. Jeg må læse bøger det halve af natten, og ikke mindst må jeg ryge cigaretter. Ferietid er en fantastisk tid - disciplin og selvkontrol lægges på hylden, og for en stund sættes dovenskab og nydelse øverst på dagsordenen.

Men - der er jo altid plads til en lille slange i paradiset. En af mine er mit overjeg, som generer mig, hver gang jeg giver slip. Her til morgen stak den sit grimme fjæs frem og ødelagde min morgenkaffe. Jeg havde ikke mere end lige sat mig foran computeren med en kop kaffe, og så fik jeg jo lyst til en cigaret - old habits die hard. Jeg fik bakset én ud af pakken, fik ild på og inhalerede med stor fornøjelse, og haps! så var den der: "Det er ikke nogen god idé at ryge fra morgenstunden! Hvis du absolut skal ryge i dine ferier, kunne du så ikke i det mindste vente til om eftermiddagen? Så ville du også ryge mindre. Selv om det kun er en uge, er det jo ikke sundt, vel? Det vil også ødelægge din gode kondi, og du vil kunne mærke det på mandag, når du skal ud at løbe. Desuden er du et dårligt forbillede for dine børn, og det dér gør intet som helst godt for din krop overhovedet!"

Den blev bare ved og ved, den slange. Ødelagde udsigten over bjergene, hvor cypresserne vajede majestætisk, og vandfaldets rislen langt væk og min stille morgenfred med fri kreativitet foran skærmen, før børnene vågnede. Jeg blev noget ærgerlig over mig selv, for hvorfor kunne jeg ikke bare ryge den cigaret og lade mig selv være i fred?
Jeg kom til at tænke på min kloge meditationslærers ord om, at hvis jeg endelig vil ryge en cigaret, så er det en god idé at gøre det med hjertet. Det har jeg tolket derhen, at skal du endelig synde (og jeg synder med smøger), så gør det ordentligt, og nyd det, mens du gør det. Kloge ord, og slangen fik kamp til stregen - og det var jeg i grunden godt tilfreds med.

Kærlig hilsen
Renée

Læs også