Kræft
Selvudvikling

Simones far døde af kræft: ”Det giver mit liv mening, at han fik den afsked, han fik"

Det vender op og ned på livet, når man pludselig står med en alvorligt syg eller døende forælder. Så da Simone Lykkes far fik konstateret uhelbredelig kræft, var hun ikke i tvivl: Hun ville gøre alt for ham i den sidste tid og gøre den så fed som overhovedet mulig.

Simones far døde af kræft

Det var det, der ikke kunne ske. Den dengang 27-årige Simone havde altid set sin far som den, der altid var der. En ”rigtig mand”, som hun siger. Stor og stærk. Far med stort F. Kun 54 år, gift med Simones mor, sit livs kærlighed, i næsten 30 år og far til fire, hvoraf Simone er den næstældste.

Men da han og moren kom hjem fra lægen en dag i december 2013, blinkede han til sine voksne børn og sagde: ”Jeg har noget, I andre ikke har.” Han havde uhelbredelig kræft i leveren.

– Vi kunne ikke lade være med at smågrine. Det var så typisk min far at sige det på den måde. Men så knækkede vi. Vi græd alle sammen. ”Hold op med det”, sagde min far, men vi svarede, at af alle dage var det netop sådan en dag, man godt måtte græde. Så holdt vi alle sammen om ham, og han gav os lov, selv om det var super svært for ham, fortæller Simone.

Indsamling

Den eneste behandlingsmulighed for Simones far var livsforlængende kemobehandling, der i sig selv er en hård omgang for kroppen. Det havde han ikke lyst til. I stedet fandt Simone og hendes søster ud af, at man i Frankfurt kunne få en alternativ form for kemobehandling, der viste gode resultater. Den kostede bare 40.000 kr. pr. behandling, når transporten var medregnet. De penge havde familien slet ikke.

– Jeg har altid haft en klar regel om, at jeg er personlig på de sociale medier, men aldrig privat. Så det var vildt grænseoverskridende for mig at gå på Facebook og skrive, at min far havde kræft. Men lige dér var jeg bare så ligeglad. Det her handlede om min far. Så jeg satte en indsamling i gang, og på bare 14 dage havde vi fået samlet 45.000 kr. ind. Der var både bidrag fra folk, vi kendte, og folk, vi ikke kendte, og det rørte mig dybt.

Simones far valgte kun at få to behandlinger, men planen var alligevel klar for både Simone og resten af familien. De ville gøre, hvad de kunne, og skaffede ham bl.a. medicinsk cannabis for at tage smerterne og give ro.

For Simone betød det, at hun gik 100 procent ind i at planlægge sin fars kost. I den første tid kom hun hjem hver dag for at blende smoothies og presse saft.

– Jeg så det som min opgave at redde ham. Det var også noget af det, der var hårdt bagefter. Til sidst sagde min mor, at jeg ikke behøvede at komme hver dag. Det havde hun ret i. Det var for hårdt. Jeg måtte finde en balance i min måde at være til stede på.

Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.

Team Daddy

Det er vigtigt for Simone at understrege, at ikke alle familier kan gøre den indsats, hendes gjorde. En af grundene til, at de kunne gøre så meget selv, var, at de var så mange. De kunne skiftes til at gøre en indsats og til at tage en pause.

– Der kom så en dag, hvor det gik op for os, at vi ikke kunne gøre mere. Det var så hårdt, men når man har fået lov at være med i hele processen på den måde, vi var det, kan det punkt også føles naturligt at komme frem til. Min far kom hjem fra hospitalet og spurgte os om lov til at holde op med at kæmpe. Han kunne ikke mere. Det gav vi ham 100 procent lov til. De sidste 14 dage flyttede vi alle sammen hjem. Min lillesøster købte nogle lyserøde heldragter, som vi rendte rundt i og kaldte os Team Daddy. Vi var helt kiksede. Men hans sidste tid skulle bare være fed. Han skulle have det som en konge.

LÆS OGSÅ: 7 kvinders stærke historier om kræft

Simones fik faren installeret på en dobbelt luftmadras i stuen, og dér lå de alle fem omkring ham, den aften han døde. De talte til ham, fik sagt det, der skulle siges, masserede og aede ham, indtil han gav slip.

– Det var en fantastisk oplevelse at kunne sende det menneske, der har betydet allermest for mig, af sted på den måde; så humoristisk, kærlighedsfuldt og ikke bange. Vi gik bagefter ind i mine forældres soveværelse og stod i en rundkreds og sagde tak for kampen. Og så knækkede vi.

Den dag han døde, var præcis den dag, hvor jeg ikke kunne mere. Jeg havde ikke mere at give. De 14 dage var så krævende. Men det giver mit liv mening, at han fik den afsked, han fik.

Begravelsen blev mere fest end gravøl. Hele familien var i hvidt og blomstret tøj. Det skulle ikke være en sort dag.

– Men så kommer savnet jo. Der er så mange ting, jeg havde regnet med, han skulle være en del af. At jeg en dag skal giftes og have børn. Hele min karriere som skuespiller, der tog fart efter hans død. Men det har også givet mig meget. Jeg er ikke længere bange for at gå efter mine drømme. Jeg gider ikke spilde tid på fnidder og konflikter. Døden gør ondt, mere end noget andet. Men når man har gjort alt, så er man også nødt til at rumme, at den kommer. Det er den tanke, der holder mig oppe, når sorgen i perioder rammer mig hårdt.

Læs mere om: