Sabina, 20 år
Selvudvikling

Sabina, 20 år: "Jeg får tit at vide, at jeg er for hård mod mig selv"

Den unge generation får konstant at vide, at de har alle muligheder, og alligevel føler de sig ikke altid tilpas. Her kan du møde 20-årige Sabina, der fortæller, hvordan det er at være ung kvinde anno 2019.

Sabina har lige afleveret sin bachelor og vil gerne tage sin uddannelse seriøst, men hun oplever, at universiteterne går mere op i at få folk hurtigt igennem end at lære dem noget. 
 
Du afleverede bachelor i januar, ikke? Hvad har du lavet her det sidste halve år? 
 
– Jeg har simpelthen været nødt til at trække mig i det her halve år, fordi jeg kunne ikke mere, jeg gad ikke mere – og så skulle jeg finde den rigtige kandidatuddannelse. Du er en del af et kæmpe løb, når du træder ind på et universitet, og universitetet er ligeglade med dig – de kigger på dig som en pose penge, og du skal bare igennem. Det er ikke for sjov, vi stiger i angst, stress, pis og papir. 
 
Har du selv oplevet det pres?  
 
– Ja! Jeg kan sige, at i min dejlige bachelorgruppe græd alle pigerne på skift. Administrationen havde lagt tre eksaminer oveni bachelorskrivningen. Ud over bacheloren skulle vi op til tre eksaminer. Det betød, at vi kun havde fem dage til at skrive vores bacheloropgave. Det var så vanvittigt presset. Jeg måtte skære ALT socialt fra i flere måneder, og det var svært at undgå, at privatlivet sejlede. 
 
– Det handler ikke kun om at være en god studerende. Du skal også være en god veninde, en god kæreste, en god kollega og så skal du også få sovet, spist, opdatere sociale medier, og jeg kunne blive ved. Jeg arbejder meget med ikke at lade mig stresse af at skulle være den bedste på alle parametre, og selv om jeg synes, jeg er god til det, kan det stadig være svært. 
 
 
Hvordan kom du igennem det? 
 
– Jeg aner det ikke. I det ene fag sagde min forelæser: jeg ved, I er under meget pres, fordi jeres venner i Tyskland har dobbelt så lang tid til at komme igennem pensum som jer. Jeg endte med at bruge 7.000 kroner på at hyre en privatlærer i det fag, og selv om jeg havde alle resultater rigtige til eksamen bortset fra ét, fik jeg kun 4.
 
Hvordan kan det lade sig gøre? 
 
- Det ved jeg ikke, for da jeg skrev til ham, der havde rettet den, sagde han, at der ikke var ressourcer til at kigge på det. Jeg heller kunne ikke klage, fordi vi først fik vores karakterer så sent, at klagefristen var overskredet. Jeg var rasende. Vi skal nå det hele på den halve tid, men vi bliver stadig bedømt, som om vi har haft al tiden. Og selv hvis man knokler sig halvt ihjel og læser alle sine lektier, så er det ikke ensbetydende med en god karakter. 
 
Påvirker det dig?
 
 – Jeg har enormt høje forventninger til mig selv. Fordi kravene er så høje, bliver man også nødt til at sætte sin egen barre højere, og jeg tror, mange unge har svært ved at finde ud af, hvor højt man skal sætte den. Hvad er realistisk, og hvad er ikke? Jeg får tit at vide, at jeg er for hård mod mig selv, og det er jeg jo ked af, fordi det er jo ikke meningen. Det er bare ikke sådan, det skal være. Jeg er træt af, det ikke handler om at lære, men at det bare handler om at komme igennem et pensum hurtigst muligt. 
 
Hvor meget betyder karaktererne? 
 
– Om du vil det eller ej, betyder karakterer meget, for i sidste ende er det dem, som er adgangsbilletten til drømmestudiet. Det er et drænende spil at være en del af. Jeg er stolt over og taknemmelig for at bo i et land, hvor vores uddannelse er gratis – jeg ved, vi er privilegerede, men jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er tid til at lære noget. 
 
LÆS OGSÅ:
 
 
 

 

Læs mere om: