Renée: Er der noget at være bange for?

Vi er lige landet i Danmark efter den skønneste juleferie på en lille muslimsk ø midt i Thailand. I Kastrups ankomsthal melder behovet sig pludselig for et toilet, og jeg finder en elevator. Jeg har lige trykket på knappen, da to unge drenge med mellemøstligt udseende kommer løbende ind. Det er et par usædvanligt kønne og velklædte knægte i højt humør. Den ene spørger ud i elevatoren: ”Hvor trykker man for toilettet?”. Jeg smiler og fortæller, at jeg allerede har trykket. Han griner lettet: ”Det er godt, for min blære har det som ISIS, den er ved at sprænge sig i luften ...” Knægten ler ad sin egen vittighed, mens hans kammerat irettesætter ham. Det får den første dreng til at smile forsonende til mig: ”Bare rolig, jeg er medborger her i Danmark ..!”. Men hans kammerat insisterer på, at han ikke skal sige den slags alligevel. ”Årh mand, vi kan da godt joke lidt med det?” forsøger den første. Pludselig mærker jeg en uro. Der er ingen andre på etagen end os. Hvad nu hvis de var ballademagere? Det var de selvfølgelig ikke. De var bare to unge, danske drenge, der er vokset op i en tid, hvor deres hudfarve hver eneste dag bliver gjort til et problem i de fleste danske medier. LÆS OGSÅ: Er problemet med flytgninge så stort? I stedet blev min uro afløst af et blødende hjerte. For hvordan må det ikke føles, når man bliver nødt til at supplere en harmløs toilet-joke med en beroligende forsikring om, at man skam er dansk medborger? Og jeg blev overrasket over, at jeg overhovedet havde nået at blive urolig. Når jeg endda lige var landet fra et sted, hvor kvinderne bærer tørklæde, og vores morgener hver dag havde været fyldt med den smukkeste kalden til bøn. En ø, hvor turister i badetøj blandede sig med mænd på vej til moskéen med turban og i lændeklæder. På vej hjem i toget læste jeg nogle fine ord fra Lise Nørgaard i Ud&Se: ”I dag fylder terror så meget i folks bevidsthed, men det er jo ikke første gang, vi er bange. Jeg blev født under første verdenskrig, og al den tid jeg har levet, har der været noget at være bange for. Først hørte vi om den russiske revolution, uha. Og så kom nazismen, endnu mere uha. (...) Da muren faldt, var der håb, juhuuu, og inden man fik set sig om, havde de fået et mildest talt anstrengt forhold til hinanden igen. Der vil altid være konflikter, men jeg er blevet for gammel til at lade mig kyse”. Jeg tror, jeg i fremtiden vil vælge at have det med terror ligesom Lise Nørgaard. Så kan de føre deres skræmmekampagner eller lade være – jeg vil ikke lade mig kyse til at mene, tænke og sige grimme ting om andre mennesker. Uanset hudfarve eller religion. Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.