https://imgix.femina.dk/media/article/1402-oekonomisk-kaos-i-sorgen.jpg
Selvudvikling

Økonomisk kaos midt i sorgen

10. januar 2014
Af Lene Rode
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
Berit Hviid Iversen har som 40-årig mistet to mænd. Første gang stod hun tilbage med parrets tre små børn, som skulle have halvdelen af arven og dermed huset. Kun mandens livsforsikring gjorde, at hun kunne blive boende. Så da Berit giftede sig igen, var hun blevet klogere og tegnede testamente og særeje. Men hun havde ikke drømt om, at hun skulle få brug for det bare tre år senere
Berit Hviid Iversen, 40, føler selv, at hun har opbrugt sin modgangs-kvote. For fem år siden mistede hun sin barndomskæreste, sine børns far, sin mand René, til to års kræftsygdom. – Jeg vidste egentlig godt, at vi burde snakke nogle praktiske ting igennem, men det er ligesom for sent, når man er helt derude. Og vi håbede jo også på, at han blev rask. Men to dage før René døde, sagde jeg faktisk til ham, at der var noget, vi blev nødt til at snakke om, og besluttede mig også for at kontakte en advokat. Jeg nåede det bare ikke, fortæller Berit, som er selvstændig fotograf og grafiker. Og så stod hun pludselig dér med sorgen over at have mistet sin mand, og med tre børn, som hun skulle hjælpe igennem sorgen over tabet af deres far. Og så alt det praktiske. – Jeg havde aldrig taget mig af bank, forsikring og huslån. Jeg vidste ikke engang, hvordan pumpen til huset fungerede, og jeg havde slet ikke sat mig ind i arvereglerne. Men fordi vi ikke havde lavet testamente, skulle børnene arve halvdelen af vores friværdi og al anden værdi. Og det skulle være kontanter, som skulle fastlåses, til børnene var fyldt 18 år. Det var et enormt pres og fuldstændig uoverskueligt for mig. Så jeg kontaktede en advokat, som hjalp mig igennem og fik alt på plads. – Det eneste, der gjorde, at vi kunne blive i huset, var, at René havde tegnet livsforsikring. Den brugte jeg til at købe børnene ud. Papirerne i orden Da der var kommet styr på tingene, så advokat Bodil Ravn fra Advodan i Vejen Berit i øjnene og sagde: – Du er så ung, og en dag finder du en anden mand. Og når det sker, så kommer du ind til mig, og så hjælper jeg dig med at få styr på tingene, så vi sikrer dig og dine børn. Berit kunne slet, slet ikke forestille sig at finde en ny mand på det tidspunkt. Men det gjorde hun alligevel et par år senere. Og i 2010 giftede hun sig med Bjarne. Men først efter at hun havde været hos Bodil og få lavet både testamente, ægtepagt og særeje. LÆS OGSÅ: Få gode råd til, hvad du skal gøre, hvis din mand pludselig dør – Jeg regnede jo ikke med at få brug for det, men det var en enorm lettelse at vide, at det var i orden, siger Berit. Tag hånd om det nu Og hun fik brug for det. For i februar 2013 døde Bjarne i en trafikulykke. Berit gik i chok. Og en uge senere ringede hun til Bodil og sagde: “Nu står vi i det igen”. – Det skal du ikke tænke på. Jeg ordner det, lovede Bodil. Og det gjorde hun. Det betød, at Berit kunne henvise Bjarnes familie til advokaten og slet ikke selv behøvede at tage sig af andet end sig selv, sine børn og sin sorg. Det var særlig heldigt, eftersom Bjarne efterlod sig en temmelig stor gæld, som Berit ville være kommet til at hæfte for, hvis det ikke havde været for hendes særeje. – Jeg havde været nødt til at sælge det hele. Også børnenes barndomshjem, som det betyder rigtig meget for dem vi stadig bor i, forklarer Berit. Og hun har et godt råd til alle os andre: – Tag hånd om det nu og få lavet det testamente. Det er så vigtigt, man ikke skal stå med alt det, når man lige har mistet. LÆS OGSÅ: Eva Jørgensen: Endelig lykkelig igen

Læs også