moderskab
Selvudvikling

"Moderskabet er et enormt ansvar og en gigantisk gave. Nyd det, så længe jobbet er dit!"

20. juni 2018
af Sara Skaarup
Foto: Bo Lynge
For både små piger og små drenge er mor den første kvinde i deres liv. Også når de bliver større. Begge roller kræver en del af dig, men din indflydelse på dem er forskellig.

Har du en datter? Jeg har ikke. Jeg har to sønner. Jeg elsker dem, og det er også sandt, at jeg gerne ville have haft en pige – også.

Når man er gravid, er det eneste, man kan tænke på, som regel fødslen. Det, som ingen fortæller én om, er tiden efter – rettere sagt, hvad det rent faktisk indebærer at være mor.

Det er jo enormt omfattende! Her tænker jeg ikke på bleer, opdragelse, tidsforbrug. Jeg tænker på det kæmpe ansvar, det er at blive nogens altdominerende rollemodel. Et forgyldt forbillede.

Når du bliver nogens mor, er du den første kvinde i deres liv. For små drenge vil det sige, at det grundlæggende er med dig, de grundlægger deres relationsmønstre til kvinder. For en søn vil det sige, at det først og fremmest er dig, der viser dem, hvad det vil sige at være det andet køn. Du bliver KVINDEN, som deres fremtidige kærester bliver målt op imod, om de vil være ved det eller ej: Er denne her pige eller kvinde lige så kærlig som min mor?

LÆS OGSÅ: Psykologen: Dette er din største opgave som forælder

Får du en pige, vil du være hendes forbillede i bogstaveligste forstand. Hun ser på dig i lige linje, når hun skal forstå sig selv. Du lærer hende – direkte og indirekte – hvad det vil sige at være kvinde. Hvordan en kvinde bevæger sig, elsker, udtrykker vrede, håndterer afsavn. Du giver hende en form at vokse ind i.

Som mødre til både piger og drenge påvirker vi vores børn så grundlæggende, at vores måde at gøre tingene på i mange år fremefter være den rigtige måde at gøre tingene på, simpelthen fordi barnet ikke kender andre.

De første indtryk varer ved og danner udgangspunkt for alle de følgende. Og er vi ikke blevet ordentligt voksne, før vi bliver mødre, så giver dit barn dig alle tiders gode grund til at få styr på dit indre rod hurtigst muligt.

Det har altid været sådan, og det er så smukt, som det næsten kan være: Tænk at få lov at være nogens primære menneske! Det er ikke løgn, når nogle siger, at mor-barn-båndet er det eneste, der kan slå to elskendes bånd i tæthed. For her er pludselig et rigtigt lille menneske, der nu ser på dig for at lære at være – at leve som netop – et rigtigt menneske. Moderskabet er et enormt ansvar og en gigantisk gave. Nyd det, så længe jobbet er dit! Ingen af os kan gøre det perfekt, men vi kan alle gøre vores bedste.

Sara Skaarup er journalist og sexolog.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også