"Minder fra et liv som mor"

Hvad skal vi nu, lille du? Kunne sagtens have været overskriften på den kronik, jeg læste forleden, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder. Og havde det været overskriften, havde den været til hende selv ... og lidt til mig ... og måske lidt til dig?

For Pernille Thorup, der havde skrevet kronikken i Politiken, havde skrevet om det, som de fleste kvinder skal opleve på et tidspunkt. At sige farvel til rollen som mor og goddag til alt det, der kommer bagefter. Hun havde givet kronikken overskriften "Minder fra et liv som mor", og hun var i færd med at sige farvel til den sidste af sine fire drenge, der var på vej på efterskole. Han gik, som hun skrev, ud ad døren uden at se sig tilbage en eneste gang. Det var selvfølgelig, som det skulle være, men det var samtidig uendelig vemodigt.

Alle minderne væltede pludselig ind over hende. Billeder i tonsvis fra et langt og levet liv med børn. Minder om kroppen, der udvider sig, kroppen, der giver liv, småbitte barnehænder, gråd og smil, bleer og sutter. Træthed og glæde, der pludselig blev svær at skille ad. De første ord, søskende og fodboldstøvler i alle størrelser. Optræden i børnehaven, lerfigurer, perleplader og små tasker med madpakker. Den første cykel, de første rigtige venskaber, Turtels, hjelme, sværd og soldater i alle potteplanterne. Huler, regntøj, våde strømper og tøjvask fra morgen til aften. Lejrture, skoleopgaver, vaccinationer, børnesår, lus, feber, vorter og mellemørebetændelse. Køleskabet plastret til med sedler, endeløse forældrearrangementer, juleafslutninger, kørselsordninger og turneringer. Musikinstrumenter, dybe stemmer, der synger om kærlighed og længslen efter nærhed og kontakt. Snakke hen over middagsbordet om politik og filosofi og afslørende postkort fra det andet køn på ukendte strande et sted i verden. Skælshampoo, barberskum, parfume, kondomer, p-piller og bumsecreme. Og pludselig er de vokset dig over hovedet, og før du ved af det, skal du sige farvel.

Det, der slog mig, da jeg læste hendes ord, var, at alle hendes minder også var mine minder. De billeder, hun beskrev, var mine billeder, de følelser, hun havde, var også mine følelser. På en eller anden måde var netop det, at vi var fælles om alle de minder, næsten det smukkeste ved den kronik. Det at sidde ved mit køkkenbord og være fælles om noget så eksistentielt betydningsfuldt med en anden kvinde, jeg slet ikke kender, og samtidig med tusindvis af andre kvinder, jeg aldrig skal møde.

Kærlig hilsen
Renée