Selvudvikling

Man bliver da klogere med alderen ..?

For 15 år siden havde jeg intet tilovers for sådan én som mig - sådan én af de dér sure gamle koner der ligner sure citroner

Det er nu mærkeligt, hvordan man ikke helt forstår følelser eller situationer, før man lige pludselig står midt i det selv.

Det er lørdag, og min veninde og jeg er kommet lidt sent af sted til vores fitnesstræning. Det betyder, at klokken er knap middagstid, og omklædningsrummet derfor er fyldt med unger. Vi klæder om i svømmehallens omklædning, så der er sådan set ikke noget mærkeligt i det. Børn elsker at komme i svømmehallen i weekenden, og det er en skøn ting at gøre sammen som familie.

Nå, men jeg mærker såmænd en let irritation. De larmer og råber og snakker højt og løber og griner og, og, og ... hmm, ja, de er faktisk sådan, som børn nu engang er. Jeg klager lidt til min veninde, der absolut giver mig ret. Ingen af os tænker på, at de fire, jeg har produceret, og de tre, hun er ophavskvinde til, også rigtig gerne ville i svømmehallen i weekenden for ikke så mange år siden. Næ - de her børn er nogle andres møgunger, og det er slet ikke det samme.

Renées klumme i sidste uge: Vi har da ytringsfrihed ... eller? >>

Vi får klædt om og skynder os ned i fitnesslokalet, og da vi hopper på crosstraineren kommer der guddød'me tre drenge løbende og skal prøve motionscyklerne. Igen bliver der uro, larm og barnestemmer, og jeg kigger bistert på min veninde - hun nikker, hun er nonverbalt enig - det er godt nok irriterende med alle de unger alle vegne.

På vej tilbage til omklædningsrummet bliver vi næsten løbet over ende af en flok piger, der skal skynde sig helt vildt, for der skal bare klædes om og svømmes NU. Igen sender vi hinanden blikke, og pludselig går det op for mig, at vi helt enkelt er blevet til de dér sure gamle koner, vi selv engang sendte de mest foragtelige blikke. I ved - de dér kvinder, der lignede sure citroner, bare et barn hujede en smule eller begyndte at græde over noget meget vigtigt ... såsom at et par gule svømmebriller var blevet pist væk.

Og i grunden er det sjovt, måske endda en smule sødt, at vi ligesom bare slet ikke gider det dér med børn lige nu. For vi står lige midt imellem en flok, der flytter hjemmefra og rollen som mormor om føje år - lige dér i midten af livet, hvor kvinder IKKE har små børn. Så det er jo bare så naturligt, og fuldstændig som det skal være ... vi gider det ikke, for det er ikke vores liv lige nu - og det er jo sådan set i orden.

Det, der måske er lidt kuriøst, når jeg i dag synes, det er helt o.k. at irriteres en smule over andres børn, er, at for 15 år siden havde jeg intet tilovers for sådan én som mig ... pyha, hvor er det altså godt, man bliver klogere med alderen, er det ikke?

Kærlig hilsen
Renée