Lise Mühlhausen
Selvudvikling

Lise Mühlhausen: Elskede børn ryger også ud i lort

For Lise Mühlhausen har det været en erkendelsesrejse, at hendes søn Julius for 10 år siden havnede i et stofmisbrug. Et åbent hjem og nærværende forældre er ingen garanti for, at éns teenager ikke vælger forkert, er budskabet i bogen ”Mit barn tager ikke stoffer – jeg har spurgt …”.

Forældre kan blive drevet så langt ud, at de finder på at lyve for deres børn – for at få DEM til at fortælle sandheden. Lise Mühlhausen og Peter Mygind stod i lige præcis den situation for 10 års tid siden. Deres 15-årige søn Julius røg hash. Det vil sige: De havde det på fornemmelsen og var dybt bekymrede, men han ville ikke indrømme det. Så fandt de i afmagt på en løgn: At Peter i forbindelse med, at han øvede sig til en TV-rolle ville få besøg af en hashhund hjemme i huset i Charlottenlund dagen efter. Forventningen var, at Julius ville mærke jorden brænde under sig og sige sandheden. Tal lige om fletninger i postkassen og forældre-skam. Han var da fuldstændig ligeglad. Og Lise og Peter blev så flove, at de vækkede Julius midt om natten og sagde, at de havde løjet for ham. Hvilket han heller ikke reagerede synderligt på. Og hvad skulle de SÅ gøre? 

Lise fortæller om den svære periode i det køkken, som dengang dannede rammen for mange frustrerede samtaler mellem hende og Peter, når Julius sad bag låst dør på sit værelse, og lillebror Valdemar var gået i seng. Julius kom ud af misbruget. Men det krævede et langt, sejt træk. 

Lise Mühlhausen og Julius Mygind Mühlhausen har sammen med Stine Trampe og hendes søn Magnus Trampe Broch skrevet bogen ”Mit barn tager ikke stoffer – jeg har spurgt …”. Meget sigende titel for, hvordan forældre kan stikke sig selv blår i øjnene, sådan noget sker jo kun i skrøbelige familier, ikke? Not!

 

Overfaldet

Julius blev totalt umotiveret overfaldet af andre unge hele to gange med to måneders mellemrum, lige inden han fyldte 15. På det tidspunkt havde han prøvet at ryge hash. Lise mener, at overfaldene var medvirkende årsag til, at han mistede grebet om rygningen.

– Første gang han blev overfaldet, var det ikke så slemt. Anden gang foregik det klokken halv fire om eftermiddagen hernede på hjørnet af vejen. De var fulgt efter ham i toget og gennemsparkede ham for at få hans tørklæde. De kunne bare havde sagt det, så havde han givet dem det. Vi var heldigvis hjemme. Jeg kan stadig høre hans skrig. Jeg var i bad og kom ud og så min søn med blod løbende ned ad ansigtet ...

Dér indtrådte, set fra Lise og Peters perspektiv, en stor forandring. Julius havde været udadvendt og glad og haft højt hår. Pludselig var han kronraget og indadvendt og gik med hætte over hovedet.

LÆS OGSÅ: Julius Muhlhausen: Tvang hjælper ikke

– Julius syntes ikke selv, han var så påvirket af de to overfald. Jeg oplevede noget andet. Han blev langsomt mere og mere indelukket, og han gad os ikke. Men det er vel også en normal reaktion for en teenager, og han passede sin skole, spillede basket på eliteplan og spiste sammen med os hver aften som altid. Så er det altså svært at gennemskue, hvad der foregår. Det tog lang tid. Allerførste gang Lise fik mistanke om, hvad det i virkeligheden handlede om, kom Julius en søndag hjem fra biografen sammen med en ny ven – han havde også skiftet omgangskreds.

– De havde begge to knaldrøde øjne. ”I har røget hash!”, sagde jeg. ”Nej, nej, vi har bare set en langtidsforestilling i biografen”. Dér begyndte jeg at blive sporhund. En meget ucharmerende og grænseoverskridende sporhund, for jeg gik i ALLE hans ting. Det var forfærdeligt. Det er ulovligt at gå i andres private ting, og det er ikke en fed side at opdage i sig selv, men jeg blev NØDT til at gøre det, for jeg var bange for hans liv. Jeg gik også i hans telefon, jeg gjorde ALT. Dér helligede målet midlet. Jeg ledte, jeg kendte alle hjørner af hans værelse, det var helt vanvittigt, det var lige før, jeg sprættede hans ting op. Til sidst fandt jeg en klump hash gemt helt inde bag i ryggen på en rygsæk. Det gav mig en blanding af lettelse og forklaring. Indtil da havde det været en uvished og en afmagt. Pludselig var der et stykke tid bagud, der gav mening. Jeg var ret bevidst om, at det ikke bare var en enkelt klump. Og vi var jo i chok.

Hvorfor?

– Han var vores barn, og vi vidste ikke, hvor voldsomt det var, hvor meget det var. Man bliver dybt bekymret: Hvordan skal vi gå til det? Guud, hvor langt er han ude? Hvad med vores lille dreng?

Hvornår fandt du den klump?

– Da han var … 15-16 år. Jeg tror, han gik i 9. klasse.

Han gjorde mere end at ryge hash?

– Ja, men det kom så senere. Måske da han var 16-17 år.

Kokain?

– Ja, han har prøvet det. Det var ikke dagligt, det var sådan en fest-ting en gang imellem. Han fandt ud af, at hash var dejligt, det dulmede en masse ting, men så fandt han siden ud af, at til fester var det fedt at gøre noget, der gjorde det modsatte – så man får selvtillid og er udadvendt og kan det hele.

Tvang

I bogen skriver Lise: ”Vi har en god og kærlig familiestruktur”, og deri ligger et spørgsmål: Hvordan kan sådan noget så ske i min familie? Svaret er en erkendelse:

– Elskede børn ryger også ud i lort. Og bogens store drivkraft er, at vi blev ramt af skyld og skam. Vi vendte pilen mod os selv og tænkte: HVAD har vi gjort forkert? Men det kan man ikke bruge til noget. Selvfølgelig begår vi alle sammen fejl og kommunikerer skidt, men jeg bliver bare nødt til at sige: Vi har været der, vi har været synlige, vi er ikke et par forældre, der har været fraværende. Så på spørgsmålet: ”HVORDAN kunne det ske?”, svarer vi: ”Det kan ske for alle”. Og man kan ikke bure sine børn inde, når de bliver teenagere.

LÆS OGSÅ: Forfatter Lotte Kirkeby om at nå den alder, hvor børnene flytter hjemmefra: "Jeg har en fornemmelse af, at verden som jeg kender den, forsvinder"

Det går galt, hvis man sætter sig på dem?

– Præcis. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det vigtigste arbejde med vores børn er at lære dem, at de skal tage ansvar for sig selv. Det var også det, vi opdagede i den proces med Julius. Vi prøvede jo alt. Først med fakta om, hvor farligt det var. Så med: ”Har du ikke lyst til at komme til en psykolog?”. Vi kunne mærke, at han var virkelig langt væk og langt ude med lav selvtillid, ensomhed og depression og følte sig så skidt tilpas. Vi prøvede også med pres. Og vi prøvede med tvang.

Lise og Peter sendte ham – uden at have fortalt ham om det forinden – på Camp True North, der tilbyder unge en slags livsstyrkende højskoleophold.

– Og han har ALDRIG før eller siden været så vred på os. Dér må vi bare sige: Tvang skaber afstand. Tvang gør, at de vender os ryggen, og så mister vi dem. Vi har ikke en så-skal-du-bare-gøre-sådan- og-sådan-løsning. Desværre. Men forhåbentlig viser vi med bogen, at det eneste, man kan gøre, er at blive ved og ved. Det er, når vores børn er allermest uelskelige og allermest rædselsfulde, de har allermest brug for kærlighed. Den er svær, og den må vi tage, det er vores ansvar som forældre. Vi opnår ALDRIG det, vi gerne vil, hvis vi går til angreb eller bliver vrede eller tvinger. Vi opnår det ved at få dem til at opdage, at vi som forældre kan være der og kan støtte, men at livet er deres eget ansvar. Der er ingen andre i verden, der kan tage det. DEN er hård. Jeg må så også sige, at nogle af de unge, jeg dengang så – hvor forældrene tvang og bare råbte og skreg dem ind i hovedet – de er i et misbrug i dag. Og jeg ved godt, det er firkantet sagt.

LÆS OGSÅ: Psykologens råd: Sådan tackler du det, hvis din teenager...

I nåede selv derud, hvor i løj for at få ham til at sige sandheden: Hashhunden kommer!

– Præcis. Hvor latterligt er det? Haha, hold da kæft … Det var rigtig dumt ...

Fordi han var ligeglad med den narkohund?

– Jamen han tænkte da bare: Så går jeg da bare ud, pfyff! Han vidste godt, hvad han skulle gøre for, at det ikke havde nogen konsekvenser. Han sagde bare: ”Ja, jeg ryger en gang imellem, og det skal I overhovedet ikke være bekymrede for, det har jeg fuldstændig styr på”. ”JAMEN JULIUS, DET ER FARLIGT”. ”Prøv at høre: Jeg har styr på det!”. Hvad fanden gør man så? ”Jamen det MÅ du ikke!”. Vi forældre talte hebraisk, og han talte færøsk …

Har Peter og dig været enige hele vejen?

– Jeg synes, vi har været gode til hele tiden at diskutere det og ikke blive fjender i det. Nu er jeg også virkelig god til at fortrænge, jeg kan ikke huske, hvis jeg har haft en konflikt ... Men vi kan jo spørge Peter, om han husker noget andet.

Privatliv

Og her kommer Peter sørme ud i køkkenet. Han siger:

– Jeg synes, vi har været enormt enige. Vi har været lige bekymrede, og vi har reageret ret samtidigt. Lise har haft næse for nogle ting, som jeg ikke har set. Hun sagde: ”Han er skæv”, jeg sagde: ”Nej, han er bare teenager”. Selv om man tror, man kender sit barn godt, kan det være enormt svært at se.

Lise: – Han hoppede ud ad vinduet, når han var gået i seng, og mødtes med nogen og røg. Hvordan fanden opdager man det?

Peter: – Og han fik sat lås på indersiden af døren til sit værelse, fordi han sagde, at hans lillebror hele tiden chikanerede ham. Det syntes vi også var normalt, han skulle også have et privatliv.

Mange par ville opleve sådan en proces som et pres på ægteskabet?

Peter: – Det har jeg aldrig oplevet. I den slags situationer føler jeg, Lise og jeg er et team. Det kan godt være, vi har budt forskelligt ind på, hvad der skulle gøres, men jeg har ikke oplevet, at vi ikke har støttet hinanden. Vi har været superfrustrerede og ulykkelige og desperate. Da vi kørte ham til Camp True North, hvor han var så vred på os, erkendte vi, at selv om vi syntes, vi var kloge og empatiske og verdens bedste forældre, var vi nødt til at indse, at der var nogle andre voksne autoriteter, der skulle kigge på Julius og åbne hans øjne. Uanset hvor meget kærlighed vi havde til vores barn.

I er gode til at løfte hinanden, hvis den ene græder, og den anden er vred?

Lise: – Præcis.

Peter: – Vi er også gode til at holde fast – og gode til at sige, at nu kan vi ikke holde fast mere. Vi har grædt. Men hvis man vil undgå, at skuden synker, kan man ikke bare lade alle følelser flyde hele tiden. Man må prøve at bevare roen. Men indimellem har bekymringen været så stor, at vi har siddet i sofaen og holdt i hånd og tænkt: Shit, mand! Hvorfor? Hvad fanden sker der?

LÆS OGSÅ: L.O.C. om livet som rapper: Jeg har været på en rutchebanetur

Er det forbundet med skam, når man opfatter sin familie som velfungerende?

Peter: – Nej.

Lise: – Det har jeg følt. Jeg har været skamfuld. Over, at vores søn kom så langt ud. Skyld og skam.

Peter: – Sådan har jeg slet ikke haft det, for jeg har ikke følt, at vi har gjort noget forkert. Man kan ikke kontrollere sine børn. Man kan give dem nogle værktøjer til at deale med det, og det er det, Julius i sidste ende har gjort. Han har taget ansvar for sit liv.

Hvad har været den største angst i det her?

Peter: – At han ikke ville tage imod det.

Lise: – Ja. Som mor kunne jeg mærke hele hans smerte, hans ensomhed og indelukkethed, hvor jeg tænkte: Han står alene med en masse ting, som jeg gerne vil hjælpe ham med. Og det kunne jeg ikke. DET er forfærdeligt at opleve. Den største smerte næst efter at miste sine børn er, at du ikke kan hjælpe dem. Julius har simpelthen været så deprimeret og ensom og ked af det. Og angst. Vi sad til redaktørmøde for nylig, hvor jeg begyndte at hyle igen, fordi jeg røg tilbage i den smerte, han må have følt.

Hvordan fik I ham ud?

Lise: – Det gjorde vi ikke, vi støttede og vi viste ham, at vi var der, og vi blev ved og ved – men i bund og grund var det hans egen beslutning.

Vendepunktet kom først, da Peter i en helt anden sammenhæng mødte en ung SSP-medarbejder på Gentofte Kommune.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Lise: – Så sagde vi til Julius: ”Du SKAL tale med ham én gang, det er et krav, men derefter må du selv vælge”. Og så mødte han en fremmed, som han ikke følte fordømte ham. Han følte heller ikke, at han sad over for et menneske, som var dybt ulykkelig over ham. Julius har også set vores smerte, det er også hårdt. I stedet sad han over for en yngre mand, som spurgte ind til, hvad han ville med sit liv. DET fik Julius ind i en proces.

Utjekket 

Peter lister af igen, så jeg får ikke spurgt ham, om han har røget hash, men jeg spørger Lise. Hun siger:

– Ja, jeg har da prøvet at ryge hash. Det har bare aldrig sagt mig noget. Men vi har masser af venner, der bruger det som at drikke et glas rødvin, og det har jeg ingen problemer med. Vi har venner, der dyrker det, og de véd, hvad de gør, og hvad det kan. Problemet er, at de unge ikke aner, hvad det er, de køber og får. Og så KAN deres hjerne simpelthen ikke tåle det.

Hvad skal vi gøre?

– Vi skal tale højt om det. Stine – den anden mor, der er med i bogen – og jeg har talt meget om skam og skyld. Hun har oplevet det sådan helt tabu-lukket. Det har ikke været helt så svært for os. Og så alligevel … nogle møder har været svære, fordi man kan se i folks øjne: Nå men I er sikkert også en fuldstændig utjekket familie ... Det er selvfølgelig min egen perception, men jeg HAR oplevet folk sige: ”Jamen uuh det sker jo ikke for os. Mit barn går på Sankt Joseph, jeg kan love dig for, at det ikke sker dér ...”. Okay, er du sikker på det? Du kan ikke regne med, at du får sandheden.

Du skriver i bogen om ”en gave i lorten” – var der det?

– Ja, det kan jeg da love dig for! Min egen erkendelse af, hvad der skal til for at få et andet menneske til at åbne øjnene. Jeg KAN ikke tvinge. Og det er nok den største erkendelse omkring det at have børn. Du kan ikke bare lave sort-hvide regler, og du SKAL blive ved med at tale med dit barn. Og samtidig huske, at det er en del af det at være teenager, at man ikke gider sine forældre.

Det er ikke et sundhedstegn, at de sidder på skødet?

– Nej, præcis. Så har de ikke modet til at gå ud og møde verden, og det skal de jo. Og så må vi voksne bare lade være med at falde ud af skoene, hvis de kommer til at gøre noget galt. Hvis vi siger til vores børn, at de ikke må drikke, og vi bliver tossede, hvis de gør, så skal jeg love dig for, at de ikke ringer, hvis de brækker sig og falder om i en snedrive. Vi har altid sagt: ”Lige meget hvad der sker, lige meget hvad du laver af fejl, så ringer du”. Peter har kørt og hentet og bragt. Jeg ku’ ikke vågne op om natten, men Peter kunne. Så der har været taxakørsel, og det har været med stor fornøjelse. Og det gør jo, at man også lige får lidt indsigt i deres liv.

 
Læs mere om: