Selvudvikling

Læserklumme: Say thank you, please

Når det gælder høflighed, når vi ikke amerikanerne til sokkeholderne – på godt og ondt, mener Dorthe Østerlund Larsen, der pt. er bosat i USA.

Som nylig tilflytter til USA har jeg de sidste knap 2 år stiftet bekendtskab med en helt ny og anderledes kultur. Jeg troede, at ”de” ville være næsten ligesom os danskere, men jeg må konstatere at de kulturelle forskelle både får mig til at smile, undres og udfordres.

 

Et par yndede udtryk hos amerikanerne er “thank you“, “please“ og “excuse me“. I virkeligheden er det jo udtryk for stor høflighed og venlighed, men jeg skulle lige vænne mig til at de kom i lind strøm – f.eks. når jeg i supermarkederne målrettet styrer mod mælken med min indkøbsvogn i bedste dansker-stil, mens jeg hører ordene ” excuse me” utallige gange på min vej – måske var det mig der skulle have sagt ”excuse me”! eller når jeg stiller mig lige foran pastahylden og formår at dække for alles udsyn og konstaterer, efter fundet af den rigtige pasta, at en eller flere kunder tålmodigt venter, til jeg finder, hvad jeg skal bruge - uden at sige en lyd! Jeg har nu lært at stille mig i behørig afstand modsat pastahylden, således at alle kunder har mulighed for at se og finde den pasta, de søger. Det skal siges, at pastahylden ikke er en hylde, men nærmere, hvad der svarer til en hel række fyldt med varer fra top til bund nede hos min lokale Netto i Danmark – og i øvrigt er det de samme kunder som i køen ved kassen lige får en snak med de andre ventende kunder eller kassedamen - for det kan man jo lige så godt, mens man venter.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: En stille og rolig feminist

Senest jeg oplevede de amerikanske små fraser var til denne sommers tennis-camp for mine 2 drenge. Siddende på sidelinjen faldt jeg i snak med en amerikansk mor til 5 børn, som var meget stolt af sine velopdragede poder. Hun var meget berettende omkring sin opdragelse, og den mindste på 3 år var lige nu ved at lære at være høflig, fortalte hun mig. Ja, tak, det skal jeg da lige love for – for efter hver ting eller spørgsmål fra ham uden et efterfølgende ”please” fik han besked på at sige dette ord, hver gang han tumlede lidt rundt, fik han besked på at sige ”excuse me”, og hver gang jeg eller andre hjalp ham, skulle ordet ”thank you” siges – det sidste, hvilket med danske øjne er helt efter bogen. Efter 5 dage på tenniscamp, så lad mig bare indrømme, at jeg var lidt træt af at høre høflighedsfraser.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Samtidig overvejede jeg, om vi i Danmark synliggør denne høflighed og venlighed i lige så høj grad, og dertil må jeg desværre svare nej – vi når ikke amerikanerne til sokkeholderne på dette punkt. Og bevares, alt med måde, mit tennis-mor-bekendtskab overdrev hvad jeg vil kalde rimelig meget, men lur mig, om ikke hendes lille søn engang bliver en af kunderne i supermarkedet, der formår at være høflig overfor de andre handlende og chit-chatte ved kassen.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Klimatosse?

Jeg forsøger at lære mine egne børn at være høflige og respektfulde overfor andre mennesker, at smile og kigge folk i øjnene, for det giver så meget mere tilbage, og i vores hverdag i USA er respekten vigtig – også i skolerne, men det er en helt anden historie.

Efter snart 2 år i USA nærmer mine børn sig ikke tennismoderens standard for antal gange på en dag, disse små ord skal siges, men vi lærer dem, at det betaler sig at være venlig og sige TAK, og forhåbentlig bliver de også en gang nogle af de kunder i supermarkedet, der smiler, er tålmodige og formår at holde afstand, så kunden foran har mulighed for at træde bare et enkelt skridt ved siden af.

 

 

Dorthe Østerlund Larsen er 45 år, tidligere controller/bogholder på Herlufsholm Kostskole, men siden oktober 2017 bosat i Florida i USA med sin mand og to drenge på 11 og 14 år. Laver frivilligt arbejde bl.a. gennem udviklingsstudenterorganisationen YFU samt dyrevelfærdsorganisationen SPCA.

 

 

Læs mere om: