Selvudvikling

Kvindeliv i 3 generationer: Mød Karen på 100 år, Mette på 75 år og Maren på 50 år

Kan viljestyrke, værdighed og vitalitet dryppe fra den ene generation og videre ned på den næste? Ja, det er der vist ikke meget tvivl om hos Karen på 100, Mette på 75 og Maren på 50, henholdsvis mor, datter og barnebarn. Tag med til formiddagskaffe i et fynsk familiedynasti med et unikt sammenhold på tværs af generationerne.

Må jeg byde dig på en Fernet-Branca – eller du vil måske hellere have en whisky? Med en stok i hånden styrer Karen Buhl målbevidst over mod rullebordet med spiritus, der står midt i hendes rummelige stue. Det er tidlig formiddag, og feminas journalist er stadig lidt forpustet efter at have forceret de 15 kampestenstrin, der leder op til lejligheden.

 

Karen Buhl har i sine yngre år været en af Danmarks allerførste kvindelige ejendomsmæglere. Om få dage fylder hun 100 år – og hun ligner en kvinde, der kunne spankulere rundt på den franske riviera. Solbrun kulør i ansigtet, tætsiddende leoparddragt, lange lyserøde fingernegle og masser af glimtende halskæder.

LÆS OGSÅ: Fik du set det, du ville? Nini gjorde

Vi befinder os dog ikke ved rivieraen, men ved havnefronten i den mondæne del af Middelfart. Et stenkast fra de berømte gamle fiskerhuse med de hængende haver og en kort gåtur fra halvøen Hindsgavl, som Troels Kløvedal i sin erindringsbog har udnævnt som et af de smukkeste steder i verden. Og her ER kønt denne solrige formiddag, hvor vi har udsigt til Lillebæltsbroen fra den herskabeligt indrettede lejlighed.

– Ja, mormor, det har krævet noget viljestyrke af dig flytte op i denne her lejlighed som 98-årig. Man kan jo ikke ligefrem kalde det en ældrebolig, griner 50-årige Maren og kigger beundrende på sin mormor. Maren har taget en fridag fra sit arbejde som politisk lobbyist på friskole-området og står nu i sin mormors stue med en pose friskbagte croissanter. Hun bor få kilometer herfra sammen med sin mand og sine tre døtre. Marens mor Mette er her også. Hun er 75 år, pensioneret kunsthandler – med knaldrød læbestift og matchende skjorte i batik.

Trekløver af gejst

Karen, Maren og Mette – som i den gamle børneremse. Et trekløver af livsgejst og gåpåmod, der er kendt af gud og hvermand i Middelfart og omegn for deres stærke familiebånd. Nu sidder de her, samlet omkring et fint dækket kaffebord. Fernet-Branca’en springer vi over – for det gælder om at holde hovedet klart, når man skal følge med i den samtale om kvindeliv på tværs af generationer, der hurtigt begynder at folde sig ud.

– Vi er et familiedynasti, og det specielle er nok, at vi lever i øjenhøjde – selv om den ene er 100, den anden 75 og den tredje 50. Vi siger tingene direkte til hinanden, og en gang imellem får man en på låget af de andre – og andre gange griner vi, til vi er lige ved at tisse i bukserne, fortæller Maren, mens hun hælder kaffe op til sin mormor.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

De tre generationer af kvinder bor inden for en radius af seks kilometer og er flettet dybt ind i hinandens hverdag. Familiens fyrtårn er Karen på næsten 100 år, og her i den lyse stue i Middelfart står det hurtigt klart, at det er hende, der sætter barren for niveauet af kvindelig vitalitet. Og barren er sat højt – rigtig højt.

– Man skal virkelig op på lakridserne for ikke at blive overshinet af sin 100-årige mormor. Jeg har da oplevet at få elevatorblikket af dig, hvis jeg er troppet op her og har set lidt for afslappet ud, griner Maren og kigger på sin mormor.

– Ja, jeg er FØDT pæn, og det vil jeg gerne holde ved lige. Så i morgen skal jeg hen og have frisket mine negle op, fortæller Karen og rækker sin rynkede hånd med de lange lakerede negle frem. Alt ved hende stråler – og kun høreapparatet og den let dirrende stemme afslører, at hun ikke er helt ung længere.

– Det her med at gøre noget ud af sin påklædning og fremtoning handler jo også om at blive ved med at have en VÆRDI. Man giver jo et vist indtryk, og det er vigtigt for mig altid at være velklædt, vasket og friseret. Og så har jeg ALTID læbestift på, fortæller Karen.

– Ja, mor – dér har du sat standarden for os andre. Jeg kunne aldrig drømme om at gå til bageren uden læbestift på, griner Mette.

– Ja, men du har nu også en dejlig mund til læbestift, siger Karen og smiler til sin datter.

Ingen aldersfascisme!

Det er ikke svært at fornemme, at Karen, Maren og Mette er forbundet på en helt særlig måde. Aldersforskellen mellem dem bliver på forunderlig vis ophævet, mens anekdoterne flyver hen over kaffestellet.

– Kan du huske min 40-års fødselsdagsfest, mormor … dér har du været 90 år, og du dansede rundt med en af mine venner. Pludselig hev du op i kjolen og sagde: ”Har du set de her flotte lår?”.

– Åh nej, det var dog skrækkeligt, griner Karen.

– Ja, og dengang du løj dig yngre, så du kunne blive kærester med en 14 år yngre mand. Men så nærmede din 80-års fødselsdag sig, og så var det pludselig lidt svært at holde din alder hemmelig, fortsætter Mette.

– Ja, og så var det forhold slut. Men for nylig kom han forbi her og ville gerne drikke kaffe med mig igen. Men jeg skal ikke have en ”ven” nu – han er jo blevet ALT for gammel til mig, siger Karen og får os alle til at grine.

Hvad tænker du om, at du nu fylder 100 år?

– Jeg synes, det er rædselsfuldt, det kan jeg lige love dig for. For jeg kan ikke holde UD, at folk hele tiden taler om min alder. Det eneste, jeg ønsker, er jo bare at blive ved med at være Karen Buhl.

– Ja, og man behøver jo ikke at føle sig betydningsløs, bare fordi man bliver ældre. Vi har nok en tendens til at tænke, at der kommer et tidspunkt, hvor de yngre generationer skal tage over. Men det er jo en form for aldersfascisme, indskyder Maren.

– Ja, det er nemlig det, det er. Folk må gerne sige, at jeg ser pæn ud. Men jeg er begyndt at sige: ”Er det Karen Buhl, du ønsker at tale med, eller vil du bare tale om, hvor gammel jeg er?”.

Firstmover

Som ejendomsmægler nåede Karen Buhl at sælge 110 huse om året, inden hun gik på pension som 80-årig, og hun er stadig et kendt navn i Middelfart og omegn. Oven i det har hun været aktiv i politik og siddet i byrådet i Fredericia – og samtidig haft overskud til at hjælpe udsatte unge.

– Ja, din plejesøn Ib endte jo med at blive rocker. Men du troppede da bare op på rockerborgen i din minkpels for at ønske ham god jul. Du har på alle måder været lidt af en firstmover for din tid, mormor. Jeg kan huske, at du har fortalt, at min morfar blev præsenteret som Fru ejendomsmægler Karen Buhls mand, siger Maren og kigger på sin mormor.

– Ja, min mor har været en aktiv, udearbejdende og samfundsengageret kvinde i en tid, hvor de fleste andre kvinder var hjemmegående. En kvinde, der altid lyste op i gadebilledet – og stadig gør det, fortsætter Mette.

LÆS OGSÅ: Det siger din alder om dit liv

Karen smiler. Rampelyset er hendes denne formiddag – og den velklædte dame er da også både et forbillede og et spejlbillede for børn, børnebørn og oldebørn, fortæller Maren.

– Jeg kan mærke, at mine tre døtre helt klart samler nogle værdier op fra de ældre generationer, samtidig med at de jo også finder deres egen vej. Det er lidt som at have et indre kompas – en selvtillid og en styrke, der drypper ned gennem generationerne. Og jeg føler mig så stolt, når jeg har både min mor og mormor med ud i byen – der er noget særligt over at være så tætte og også at have en hverdag sammen.L

Hverdag med høje forventninger

– Men samtidig skaber det jo også en afhængighed – det må vi være ærlige og sige, lyder det fra Mette.

– Forventningerne stiger, fordi vi bor så tæt på hinanden, og man skal jo forholde sig til ALLE mulige ting hele tiden. For eksempel kan min mor sagtens finde på at ringe til mig og sige, at hun ikke har mere rugbrød.

– Ja, og ved du hvad – det skal man gribe sig selv i, siger Karen eftertænksomt.

– Men jeg har ingen veninder – de er døde alle sammen. Så jeg er lykkelig over at have nogle børn, børnebørn og oldebørn, der er så gode ved mig, hjælper mig og tager mig med til en masse ting. Forrige weekend var vi til stor gallafest på mit oldebarns gymnasium – og hun kom løbende hen og ville præsentere mig for alle sine venner. Så jeg synes virkelig, vi i vores familie hæver hinanden op. Og at de yngre generationer hæver mig op, smiler Karen.

– Ja, og det går vist begge veje, siger Maren og giver sin mormors hånd et lille klem.

Når man som jer er så tæt viklet ind i hinandens hverdag, kan man så ikke også savne lidt albuerum?

– Ja, sådan kan jeg godt få det. Og det her siger jeg i dyb respekt, for jeg elsker både min mor og min mormor. Men nogle gange kan jeg virkelig godt tage mig selv i at tænke: Nu flytter jeg til Grønland, siger Maren ærligt.

–Ja, sådan tænker jeg dæl’me også, fortsætter Mette.

– Og jeg tror det handler om, at man kommer lidt i klemme mellem generationerne. Jeg er 75 år og er en aktiv mormor med et tæt forhold til Marens børn. Og samtidig har jeg stadig min mor, og éns forældre har jo kæmpestor indflydelse på én. Sådan er det stadigvæk – og på en måde er jeg aldrig rigtig flyttet hjemmefra, siger Mette.

– Ja, du ER jo min datter, og det kan du ikke lige rende fra, lyder det fra Karen.

I en gummibåd

Mens Karen valgte at gå op imod tidens normer og blive en udearbejdende kvinde, blev hendes datter Mette født ind i ungdomsoprøret.

– Ja, jeg er prototypen på en rigtig 68’er, siger Mette og retter lidt på sine solbriller.

– Jeg gik til demonstrationer mod Vietnamkrigen og blev skilt fra Marens far, da hun var fire år gammel. Min nye mand blev kulturrådmand i Odense, og vi boede i et utraditionelt hus – et stort hus med indendørs swimmingpool – der også blev lidt af en kulturel banegård. Thorbjørn Egner og Benny Andersen var venner af huset, og vi mødte også Indira Ghandi. Jeg kan stadig huske hendes udstråling – hun havde øjne som laserstråler. Gennem årene kom hendes ambassadør og besøgte os flere gange, og vi havde sikkerhedsvagter siddende i æbletræerne.

– Ja, der kom mange spændende mennesker i vores hus, fortsætter Maren.

– Blandt andet kan jeg huske, at jeg vågnede en morgen – jeg har vel været en 10-11 år gammel – og jeg stod dér i nattøj og kunne se en mand ligge i en gummibåd ude i swimmingpoolen. Det var Poul Dissing, der lå dér og sov sin brandert ud.

– Haha – ja, den historie kan jeg godt huske, griner Karen.

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard: Jeg undrer mig over, jeg er i live

Anekdoten hænger lidt i luften, indtil Maren siger:

– Ja, og det interessante er jo, at hver generation jo nok er en god blanding af, hvad man har fået med sig hjemmefra – og samtidig et oprør mod netop dét. På mange måder var 68’erne jo også en sindssygt selvoptaget generation. Jeg måtte pendle på tværs af landet som skilsmissebarn, og der er nok også derfor, jeg selv gik kernefamilievejen i en ung alder. Min mand og jeg mødte hinanden allerede som 19-årige – og vi har begge strakt os langt for ikke at komme til at gentage 68’ernes mønstre med skilsmisser og opdelte familier.

Tre generationer af kvinder med tre forskellige livsbaner – og tre skarpe hjørner, der rundes i år. Det skal fejres med en stor fælles familiefest for 100 mennesker.

– Ja, JEG synes altså heller ikke, det er fedt at blive ældre. Men det kan jeg jo ikke rigtig tillade mig at sige, når der sidder en her, der er dobbelt så gammel som mig, siger Maren, der fylder 50.

– Ja, jeg må også sige, at jeg ikke kan se de store fordele ved at blive ældre, tilføjer Mette, der fylder 75.

– Det kropslige forfald – aijj, det skal man lige vænne sig til. Men det kan holde min optimisme i kog at kigge på min mor og huske på, hvad HUN kunne dengang. Mor, var du ikke 75, dengang du rejste til Oman i miniskørt?

– Jo, den anekdote må du vist hellere fortælle, griner Karen. Og Mette fortæller:

– Jo, min mor har gennem sit liv rejst rigtig meget. Og som 75-årig rejser hun så til Oman for at besøge sin søn. Iført kort nederdel og sylespidse hæle kører hun af sted i sin bil, men bilen går i stå midt på en øde landevej med kaktusser i det fjerne. Min mor stiller sig ved vejkanten og venter – og omsider kommer en stor limousine rullende forbi, med en oliesheik ved rattet og tre koner på bagsædet. Min mor beder ham om at lukke motorhjelmen op, så hun kan sætte startkablerne til. Det kan han ikke finde ud af, så hun møver sig ned mellem benene på ham og får selv klikket motorhjelmen op, så hun kan få noget strøm på sin bil. Oliesheiken tror ikke sine egne øjne – og vender sig flere gange om i forbløffelse over den handlekraftige dame.

– Ja, det er vist en værre historie. Men det er nok det, der er med os tre. Vi KAN for meget, vi VIL for meget – og vi kan GØRE for meget, griner Karen.

 

Karen Buhl, 100, har været firstmover på en række områder – hun var en af de første kvindelige ejendomsmæglere i Danmark, i en tid, hvor det stadig var ret usædvanligt, at kvinder fik sig et erhverv. Hun har siddet i byrådet for de konservative i Fredericia Kommune og været præsident for den internationale ejendomsmægler-sammenslutning – et job, der har bragt hende på mange udlandsrejser. Hun har spillet golf i hele verden og vundet utallige turneringer. Desuden har hendes hjerte banket for udsatte unge, og hun har haft en plejesøn og også taget en ensom japansk mand ind i familien.

 

Mette Buhl, 75, er uddannet lærer og var i en længere årrække gift med den tidligere kulturrådmand i Odense. De to havde et livligt hjem, hvor mange store kulturpersonligheder lagde vejen forbi. Mette har stået i spidsen for Danmarks største skulpturpark, Augustiana i Sønderborg, og handlet med kunst gennem mange år. Hun har haft to plejebørn fra Albanien.

 

Maren Skotte, 50. Mødte sin mand som 19-årig og har tre piger på 22, 19 og 17 år. Hun er uddannet cand.mag. i kommunikation og har senere taget en masteruddannelse i innovationsledelse. Hun arbejder med friskoler som politisk lobbyist, er valgt som næstformand i TV 2 Fyn og har været fast klummeskribent for JP og Vores Børn Junior. Samtidig er hun stærkt engageret i at gøre en forskel og har blandt andet taget en sudanesisk familie under sine vinger.

 

Læs mere om: