Selvudvikling

Kællingen er en gave

Alle de mennesker, du tænder af på, er en gave: En mulighed for at komme til at holde af alle de sider af dig selv, som du i al hemmelighed håber, ingen andre opdager.

Du har måske hørt det før. Når du tænder af på andet menneske, er det, fordi det menneske afspejler noget i dig, som du ikke har det godt med. Imidlertid handler det ikke om hende: Det handler om dig!

Det kan være, du er ved at gå til at raseri i selskab med "den dumme (og i øvrigt sexede) blondine", fordi du i bund og grund har brug for at have en lidt mere naiv tilgang til verden. Eller måske har du brug for at være mere tilgængelig, slippe din indre sexkilling løs eller noget helt tredje. Når du har lyst til at råbe, rive eller skubbe et andet menneske, så er det en god idé at se på dig selv. Hvis vi skal tage den et nøk længere ud, så kan man faktisk sige, at alle de "kællinger", du møder i dit liv, er en gave: De kan hjælpe dig med at udvikle dig selv.

- Skyggearbejde er at arbejde med de sider af dig selv, som du dybest set ikke kan holde ud. De sider, du har fået at vide, du ikke må være, og som du er fuld af skyld og skam over, siger Mette Holm, psykolog hos Mette Holm Psykologerne. - Hver gang du som menneske er i ubalance, så er der en skygge, der står i vejen.

Sådan arbejder du selv med skygger

1. Hvad er dit udgangspunkt?
Du kan enten tage fat på en enkelt episode eller lave en helt liste over de mennesker, der gør noget eller er på en måde, som vækker negative følelser i dig.

2. Hvad reagerer du på?
Spørg først dig selv, hvad du reagerer på, når du tænder af på et andet menneske. I første omgang er det måske, at hun går i Føtextøj eller har nedringet bluse på. Eller måske har du besluttet dig for, at du ikke kan lide hende den "kolde" karrierekvinde. Og gå så et spadestik dybere. Spørg dig selv, hvad det er for en måde at være på, hun repræsenterer. Handler Føtextøj om, at du synes, hun er ligeglad - ikke tager sig selv alvorligt - eller måske er useriøs? Synes du, karrierekvinden er ambitiøs og egoistisk?

3. Kender du det fra dig selv?
Når du har fundet frem til, hvad det er for en egenskab, du tænder af på, skal du finde ud af, hvor i dit liv du selv er sådan. Det kan godt være, du hverken er "kold" eller "ambitiøs", når det kommer til karriere. Men måske er du det i køkkenet over for din mand eller dine børn? Du reagerer ikke på andres måder at være på, hvis du ikke selv har en flig af det. Det kan være, du skal skrue op for den egenskab et andet sted i dit liv. Det, du er allermest bange for at være, er det, du har brug for at være mere af.

4. Find gaven!
Find frem til, hvad gaven i den egenskab, du frygter/ikke bryder dig om, er. Alle mennesker indeholder lidt af det hele. Og vi har brug for at have adgang til alle sider. Nogle gange har du også brug for at være ond eller udspekuleret eller doven eller inkompetent. Det er for eksempel ret svært at lære noget nyt, hvis du ikke er villig til at være uvidende og "dum". Du kan ikke opleve den store kærlighed, før du har følt jalousi eller had.

5. Øv dig!
Selvfølgelig er det skræmmende at være det, du dybest set frygter, og det er derfor, du skal øve dig. Du kan faktisk træne dig op til at være mere ambitiøs i din karriere, mere udadvendt, bedre til at være tilgængelig, tage dig selv mere eller mindre højtideligt - alt efter hvor du har skygger. Sæt dig konkrete og realistiske mål. Hvis du for eksempel har tendens til at være hurtig på aftrækkeren, når nogen spørger om din mening eller hjælp til en opgave, så øv dig i at sige: "Det vil jeg tænke over - jeg kommer tilbage med et svar i morgen!" Har du derimod sværere ved at udtrykke dig, så øv dig i det ved at melde dig til ting, du ikke plejer. For eksempel ved at gå til dans - f.eks. er zumba fantastisk fremmende for selvudtrykket. Det samme gælder boksning. Har du tendens til at sige ja til for meget, så praktisér en leg med dig selv, som går ud på at sige nej minimum tre gange om dagen til folk, du plejer at sige ja til.

Kilde: Nina Frank, coach og partner i Coachinghuset Mind Juice.


10 veje til at nå dit mål

Julie Bertelsen: Jeg blev træt af at være en pleaser

Min kollega dræner mig for energi

Læs mere om: