Selvudvikling

Julia Lahme: Luk hjertet og julefælden op

Mens hele året handler om forandringsvillighed, mod og åbenhed, så kommer det, som netop burde være en kærlighedsfest, til at handle om at lukke sig inde i de mindste enheder. At gentage en repetition af sidste år

Har du nogensinde prøvet at sidde i julefælden? Sådan godt og grundigt fastspændt mellem børnenes glæde og forventning og egne højtidstrætte tanker? Mens en grangren fra værtindens perfekte juledekoration i dette års julepasteller ubarmhjertigt presser sig ind i sjælen på dig? Har du prøvet at have det med julen, som man kan have det med en længe frygtet samtale: Man véd, den er uundgåelig, man véd, man skal tage sig sammen, man véd, at det i princippet er en god idé, men man kan ikke finde lametta nok i sine årer til at kunne komme igennem.
 
Julen er nemlig hjerternes pest, og den pest, den svier. For ikke nok med, at det lange, lange opløb til juleaften og juledagene handler om, at man skal glæde sig, om at stille velstand, krystalglas og konfektskåle til skue – netop denne højtid er efterhånden den eneste, der forener os bare nogenlunde på tværs af samfundet (og ”nogenlunde” skal tages med et gran salt, for der er jo faktisk store befolkningsgrupper, som ikke tager del i helligholdelsen af gavefesten).
 
LÆS OGSÅ: Ræk hånden ud, før det er for sent
 
Og det betyder, at julen på besynderligste vis bliver målbar. Vi måler på den, hvor mange julefrokoster vi skal til, hvor mange vi skal give gaver til, hvor mange børn der er med til festen, og hvor mange (og hvor kostbare) gaver vi har mulighed for at give – og få. Forberedelserne til højtiden burde i virkeligheden handle om at forventningsafstemme, om at aftale, hvordan vi i vores lille regnbue- eller kernefamilie holder jul; hvordan vi ønsker at holde ærlighedsfesten – men i virkeligheden ender julen med at gøre os alle ens.
 
Måden, vi som familier, som venner og som kollegaer fejrer denne tid på, er nemlig foreskrevet af det grangrensbesatte korset, vi kalder for traditioner. Det handler ikke bare om at holde jul, men om at holde ”rigtig” jul – det handler om, at alles forventninger består testen, og at ingen bliver skuffede: At svigermor får lov til at bage klejnerne, at din veninde får lov til at komme med julebuketten, at far skærer stegen for – og at stegen ledsages af en gås – kun med den eneste begrundelse, at det er tradition. Vi er angste for at ændre noget, angste for, at dette anker i vores år ryster sig bare en lillebitte smule. Jo hurtigere verden går, jo langsommere går julen nemlig.
 
Så mens hele året handler om forandringsvillighed, mod og åbenhed, så kommer det, som netop burde være en kærlighedsfest, til at handle om at lukke sig inde i de mindste enheder. At gentage en repetition af sidste år, og at bruge fridagene på at fastholde lillesøster i sin rolle som lillesøster og mor i sin rolle som servicemonster. Også selv om julen faktisk kunne bruges til at tage de store konflikter, de store spring og de store samtaler – for hvornår er vi ellers sammen i så mange dage? Og hvorfor er julen hjerternes fest, når de slet ikke åbner sig? Hvorfor er julen den højtid, hvor vi ikke inviterer nye indenfor, hvor vi nægter at åbne hjerter og hjem, og hvor vi gør, som vi plejer? Hvorfor handler julen om de dårlige vaner og de gamle mønstre, når vi tror, den handler om sammenhold og kærlighed? Det gør nemlig også julen målbar, og hvis den er målbar, er den sårbar.
 
Derfor: Julen er hjerternes fest. Så luk dem op. Luk de uventede gæster ind, og tag det store skænderi, der ulmer. Ellers sidder du bare i den samme julefælde til næste år.
 
LÆS OGSÅ: Er vi blevet nærige med opmærksomheden?
 
 
Læs mere om: