jomfruhinden
Selvudvikling

Jomfruhinden er ikke en kønsdel, men en fantasi

14. februar 2018
af Johanne Klindt Gahrn. Redigeret til web af redaktionen
Foto: Panthermedia
Der er mange myter om jomfruhinden. Men i bund og grund er den en fantasi. Det er det budskab, forfatterne til bogen ”Mødommen” håber, vi nu endelig kan få slået fast.

Myten om jomfruhinden

De fleste af os er vokset op med fortællingen om jomfruhinden. En lille hinde, der sidder oppe i skeden, og som springer, første gang man har sex – eller måske tidligere, hvis man går til ridning eller bruger tampon. Vi får fortalt, at det gør ondt, og at det nok kommer til at bløde. Men jomfruhinden findes ikke, og det har den aldrig gjort!

– Helt grundlæggende mener jeg, alle har ret til at vide, hvordan deres krop ser ud og fungerer. Det er jo helt grotesk, at der er så stor uvidenhed om vores egen krop, samtidig med at vi ser os selv som oplyste og seksuelt frigjorte, siger jordemor Gry Stevens Senderovitz, der sammen med retsmediciner Jørgen Lange Thomsen har skrevet bogen ”Mødommen”, der dykker ned i kvindens køn.

De går helt tæt på det, alle kvinder har, men kun få af os kender til: Kønskransen – tidligere beskrevet som jomfruhinden.

I bogen beskriver forfatterne kønskransen som strukturen rundt om skedens åbning, når vi er blevet kønsmodne. Hvis man tager de indre kønslæber til side, kan man se en struktur, der af udseende minder lidt om en krans. Hos nyfødte er kønskransen, også kaldet hymnalranden, mere lukket, men i løbet af barndommen bløder den op, bliver tykkere og svulmer op.

LÆS OGSÅ: Myter om kvindens underliv: Jomfruhinden og klitoris

En fantasi

Gry Stevens Senderovitz har gennem sin praksis oplevet, at mange kvinder er i tvivl om, hvorvidt deres køn ser rigtigt ud, simpelthen fordi tegningerne i bøgerne ikke matcher det, de selv oplever. Det fik hende til at hive et spejl frem under gynækologiske undersøgelser, så kvinderne kunne se, hvordan de reelt så ud. Det medførte mange spørgsmål hos kvinderne, men særligt spørgsmålet: ”Hvor er min jomfruhinde?”, satte tankerne i gang hos Gry.

– Det kom faktisk bag på mig, at jeg ikke kunne svare på det. Jeg gik til en kollega, der er gynækolog, og spurgte ham, hvad der var med den jomfruhinde, men han grinede bare og sagde: ”Den er der slet ikke”. Dér faldt dét på plads. Jomfruhinden er ikke en kønsdel, men en fantasi.

Derefter meldte det næste spørgsmål sig hurtigt.

– Hvorfor har vi alle sammen accepteret den påstand, at der findes en hinde, der afgør, om du er jomfru eller ej? Vi burde jo alle sammen kunne se, der ikke er noget!

Et vendepunkt

Gry Stevens Senderovitz har brugt flere år på at undersøge, hvad der er i stedet for den berygtede jomfruhinde, og fandt ud af, at de svenske jordemødre allerede i næsten 10 år har talt om kønskransen, men af uransagelige grunde er den viden ikke nået over sundet.

– Det tager åbenbart rigtig mange år at få ryddet op i misforståelser og myter. Hvis man gentager den samme fortælling med lukkede øjne, kræver det et bevidst opgør at ændre den fortælling. Og dét opgør kræver viden.

– Samtidig kræver det også nogle erkendelser. Lægerne bliver nødt til at indrømme, at de ikke ved, at jomfruhinden ikke eksisterer, før vi kan komme videre. Og det er ikke en naturlighed i sundhedsvæsenet at sige: ”Det ved jeg ikke”.

Fremmedgjorte for vores krop

Umiddelbart kan fortællingen om en lille hinde i skeden lyde uskyldig. Men for Gry er der ingen tvivl om, hvorfor det er vigtigt at få gjort op med myten.

– I nogle kulturer betyder det meget, om en pige er jomfru, når hun bliver gift, og fortællingen om, at man kan se og mærke på hendes krop, hvorvidt hun er jomfru eller ej, er med til at fastholde mange piger i frygt. Frygt for ikke at bløde på bryllupsnatten eller frygt for, at manden ikke kan mærke, at der er en hinde, der springer. Der ligger en enorm kontrol i det, og det kan i værste tilfælde betyde liv eller død for pigerne, siger hun.

Men også i vores vestlige kultur er vi i fare for at miste noget.

– Vi er på mange måder fremmedgjorte for vores krop, og det kan gøre, at mange piger og kvinder føler sig forkerte. Hvis man ikke kan genkende de fortællinger og billeder, man bliver præsenteret for, har mange kvinder en tendens til at vende det indad og tænke, at det er dem, den er gal med. Det er meget få, der tør stå ved sig selv og sige: Det er ikke mig, men bøgerne, der er forkerte!

LÆS OGSÅ: Kvinders underliv: Sådan ser det ud

At bløde eller ej

Ifølge bogen ”Mødommen” er det kun under halvdelen af kvinder, der bløder, første gang de har sex. Og hvis det sker, er det ikke, fordi en hinde springer. Det kan skyldes en række andre ting, f.eks. nervøsitet. Hvis man er nervøs inden samleje, spænder kroppen automatisk, og så lukker skedens åbning i. Det kan give nogle små rifter i slimhinden og kønskransen, som kan give en lille blødning.

Ny jomfruhinde tak!

I nogle kulturer betyder myten om mødommen mere end i andre. Muslimske piger og kvinder forventes at være jomfruer indtil deres bryllupsdag, og det kan få store konsekvenser for dem, hvis de ikke kan ”bevise” deres uskyld – for eksempel i form af blod på lagenet. Det har fået flere unge kvinder til at opsøge læger og gynækologer for at få rekonstrueret deres jomfruhinde af frygt for, hvad der vil ske på bryllupsnatten.

Eftersom der ikke findes nogen jomfruhinde, kan det virke modstridende, at man kan ”rekonstruere” den. Men operationen foregår ved, at man snitter i skeden, og syr sammen så kønskransen bliver mindre. Det kan betyde, at samlejet bliver mere smertefuldt næste gang, men det er stadig ingen garanti for blødning.

Der har været meget kritik af denne procedure de seneste år, men i Danmark er det stadig muligt at få foretaget en såkaldt rekonstruktion af jomfruhinden. Der er dog ingen officielle tal på, hvor mange der får gennemført operationen årligt.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også