Selvudvikling

Jeg vil ikke se mine forældre

Man behøver ikke at forsvare sin beslutning over for andre, hvis det er en nødvendig beslutning ikke at se sine forældre

Kære Renée
Jeg er 42 år og besluttede for knap et år siden, at jeg ikke længere vil have kontakt til mine forældre. De blev skilt, da jeg var lille, og ingen af dem var der efterfølgende for mig. Min far, som har en høj stilling og masser af penge, så jeg kun i sommerferien og hver anden jul, hvor han aldrig talte med mig, men kun til mig. Min mor og min far talte heller ikke sammen, og min mor var mest optaget af sin nye mand og deres fælles barn.

Jeg har altid følt mig overset og uønsket, men jeg gider ikke være offer, og for at kæmpe mig ud af al den dårlige bagage har jeg valgt, at jeg ikke vil se mine forældre. Men det er en beslutning, som undrer og forarger mange. Men jeg hverken kan eller vil tilgive dem, men har blot brug for at komme videre. Er det ikke o.k., og behøver jeg at forsvare min beslutning hele tiden? Bare fordi de nu er gamle, kan de ikke forvente omsorg fra mig, når de aldrig har givet mig deres omsorg, vel?

Den beslutsomme


Kære beslutsomme
Den beslutning, du har taget, kan ingen tage fra dig. Du må gøre, som du må, og jeg synes sådan set ikke, du behøver at forsvare din beslutning over for andre. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en overvældende stor beslutning, du har taget, og at den er taget ud fra et meget såret hjerte. Derfor kunne det tænkes, at hvis det sårede hjerte blev mere helt, mindre såret, fik den kærlighed, det aldrig har følt, det fik, jamen så ville der måske blive plads til tilgivelsen også.

For det er sådan, tænker jeg i alt fald, at tilgivelse også er en gave, man giver sig selv, det er ikke kun noget, man giver dem, man tilgiver. Når man tilgiver, har man en større chance for at finde fred med sig selv, og fred med sig selv er da en gave? Den kærlighed, du aldrig fik fra dine forældre, i lige netop de år du havde sådan brug for den, kan du ikke gå tilbage og få, det gjorte kan ikke gøres ugjort, men derfor kan du stadig give dig selv den kærlighed, det er aldrig for sent.

Og måske er en måde at gøre det på, at du for en stund siger farvel til dine forældre. Måske ligger der i det farvel en anerkendelse af al den smerte, du har haft, og den anerkendelse har du måske brug for. Svært at sige. I alt fald, så behøver det farvel jo ikke at vare evigt, det synes jeg, du skal have med dig videre.

Kærlig hilsen
Renée

Læs også:
Drikker min mand for meget?
Jeg føler min mislykket

Læs mere om: