Selvudvikling

Jeg var tæt på at bortadoptere mit barn

Anette Marcher var en kvinde i kontrol – men så blev hun gravid! Hun røg langt ned i en fødselsdepression og ville give sit barn væk

Anette Marcher i dag står i dag på den anden side af en fødselsdepression, der udviklede sig så alvorligt, at hun var tæt på at tage sit eget liv. Anette husker tydeligt det første anfald, da Elias var 10 dage gammel.
- Indtil da havde han nærmest sovet konstant. Alt var fryd og gammen, men så var det, som om han vågnede for alvor. Han græd. Hylede. Bagefter var jeg så flov, for jeg plejer jo at kunne klare alt, og så kunne jeg ikke klare mit eget barn, der græd, fortæller Anette.

Læs også: Ond eller omsorgsfuld? En tigermors kærlighed

Ikke-planlagt graviditet
Før Elias kom ind i hendes verden, boede Anette med sin franske kæreste Franck i Bourgogne. Børn havde aldrig været en del af parrets planer.
- Vi var enige om, at vi ikke ville have børn, så da jeg blev gravid, troede Franck, at jeg havde gjort det med vilje. Graviditeten var en fejl, men jeg følte mig straks knyttet til barnet. Franck derimod var modvillig og ville ikke engang røre ved min mave, fortæller hun og mener selv, at kimen til fødselsdepressionen måske ligger her - i uenigheden om det kommende forældreskab.

"Du er en dårlig mor"
For Anette lød gråden som en anklage. Et udtryk for, hvor elendig en mor hun var. Første gang hun brød sammen, blev Franc sur. Selvbebrejdelserne blev en nedadgående spiral. Da hun havde det værst, kom anfaldene flere gange om dagen.
- Franck kunne godt se, at det var mere end hysteri, så han kom da på banen efter en måneds tid. Det var bare for lidt og for sent, for på det tidspunkt havde jeg nedbrudt min selvtillid som mor. Jeg brød mig ikke om at være sammen med Elias, for han mindede mig jo konstant om, hvor dårlig en mor jeg var, siger hun.

En fødselsdepression
Anette betroede sig til en veninde på et tidspunkt, da hun virkelig havde det skidt. Veninden tog det alvorligt, og Anette indså, at hun nok havde en fødselsdepression.
- Jeg ville til Danmark, og det holdt mig gående, at når jeg kom hjem, ville jeg få hjælp, siger Anette, der dog ikke fik megen hjælp hos lægen. "Du har det lidt hårdt og er træt. Gå hjem til dit barn." sagde hun.
- Det ramte mig meget hårdt. Jeg følte, at hun sagde, at jeg skulle tage mig sammen, siger Anette.

Læs også: Syv tips til overskud i familien

Sundhedsplejersken blev redning
Anette følte på det tidspunkt, at det eneste rigtige var at bortadoptere Elias. Men heldigvis blev Anettes kontakt til en sundhedsplejerske et vendepunkt.
- Hvis det ikke havde været for hende, så havde Elias og jeg ikke været, som vi er i dag. Det er heller ikke sikkert, at jeg havde været her. Hun hørte på mig og sagde: "Du har en fødselsdepression, og nu vil jeg se, hvad jeg kan gøre.", siger Anette, som kom til psykolog og kom i en samtalegruppe for mødre med fødselsdepressioner.

En god-nokmor
Hun begyndte at arbejde igen og fik endnu et skub i den rigtige retning, da hun så en video af sig selv og Elias.
- I min verden var jeg en ond mor, og Elias var en dreng med et frygteligt liv. Da jeg så videoen, så jeg noget andet: En kompetent mor sammen med sit glade barn. Det lærte mig, at jeg ikke skal være perfekt - jeg går efter at være en "god-nokmor". Sådan en, der gør, hvad hun kan, men som også er et menneske, der indimellem kommer til at råbe.

Foredrag og bog
Dét budskab er en af pointerne, når Anette Marcher i dag tager ud og holder foredrag om fødselsdepression. Hun er også i gang med en bog, hvor hun fortæller sin personlige historie.
- Jeg er nødt til at bruge det og fortælle om det. På den måde får min egen vej gennem helvede en mening. Hvis jeg kan hjælpe andre, så føles det ikke helt så meningsløst.

Se også: Hvordan finder man lykken? Køb selvudviklings bogen "Eventyret om lykken" i feminashoppen.dk

Læs mere om: