Isabella Hindkjær: "Hvorfor er det blevet negativt at være dygtig?"

Engang var vi ridepiger, drengepiger, poptøser og flittigliser. Indtil vi fik bryster og blev til vilde piger, pæne piger, skanks og duller. Så er vi karrierekvinder, der forsømmer vores børn og mænd, eller husmødre, der også forsømmer vores mænd, men på grund af vores børn. Vi er ravnemødre, pylremødre og skrigeskinker (karrierekvinder med meninger om ting + fungerende stemmebånd), eller også ender vi som kattedamer (karrierekvinder, nu pensionerede, som aldrig fik børn) og rejekællinger (skrigeskinker, som har mistet stemmen efter 40 grønne Cecil dagligt gange 40 år).

Tag det roligt, kvinde. Uanset hvor du er i dit liv, og hvor original du tror, du er, findes der også en kliché til dig. Tidens største kvinde-kliché: ”12-talspigen”. I en artikel på Broadly, VICEs kvindekanal, bragte vi i begyndelsen af året artiklen ”Medierne har begået det perfekte karaktermord på 12-talspigerne”. Den tager udgangspunkt i en undersøgelse, hvor forskerne fandt frem til, at umiddelbart positive ord bliver brugt om 12-talspiger. Men ved nærmere eftersyn bliver de brugt til at bidrage til en negativ forståelse. ”Pigerne er perfekte, men syge. Pigerne er ambitiøse, men i en sådan grad, at det er usundt. Pigerne er dygtige, men kan gå psykisk ned. Modsætningerne gør, at det positive, pigernes præstation, sættes i baggrunden, mens det negative sættes i forgrunden”, lyder en konklusion. Eller som 25-årige Sidsel siger i artiklen: ”Jeg har næsten lyst til at kalde det den sorte boks, fordi de putter en masse dårlige ting derned, og derfor bliver boksen bare dårligere og dårligere”. LÆS OGSÅ: Kvindelige forbilleder giver stress Det er ikke for at underkende, at det postmoderne præstationssamfund findes og er farligt. Det er pissefarligt. Især for kvinder. Undersøgelse efter undersøgelse viser, at især unge kvinder i dag mistrives eller har decideret dårligt mentalt helbred. Problemet er, at et begreb som 12-talspige bare gør det værre. For syv år siden, da jeg var praktikant på det her blad, skrev jeg artiklen ”Er du også en præstationsprinsesse?”. Jeg var 20 år og for stresset, tynd og træt. Praktik-halløjet gik vist o.k. – gid jeg bare kunne have fokuseret på det. Men alt det svære var noget andet end uddannelse og karakterer. Kort sagt handlede det vel om, at man i den alder bare utrolig gerne vil være rigtig. Som formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt sagde til Politiken i marts: ”De (unge kvinder) skal mestre mange ting på én gang. De skal være dygtige, de skal have gode sociale kompetencer, og samtidig bliver de allerede som små piger eksponeret for en overdreven kvindelighed”. Samfundet fortæller os, at det ikke er nok at finde noget, vi kan lide og blive gode til det og lande et godt arbejde og møde op om morgenen og sparke røv. Samfundet fortæller os, at vi først bør bruge en fugtighedsmaske, lægge et lag neglelak, putte olie i spaltede spidser, lægge et lag neglelak mere, exfoliere, eliminere al kropsbehåring og suge maven ind, før vi går hjemmefra.

Og så er vi tilbage ved klichéerne. For præstationssamfundet vil bilde os ind, at vi skal have 12 i det hele. 12 i Instagram, 12 i kæreste, 12 i veninde. 12 i alt det, man ikke kan sætte tal på, og hvor meget af det har rod i ældgamle, dybt latterlige (cis)normer om, hvad ”en rigtig kvinde” er. Men hun findes ikke, og 12-talspigen findes ikke. Dullen, ravnemoren og skrigeskinken findes ikke. De er stereotyper, for verden er så dejligt enkel at navigere i, hvis man(d) kan arrangere den i kasser. Karaktermordet på 12-talspigen er, uanset hvor velmenende hensigter man har, bare endnu et forsøg på at reducere kvinder til endimensionelle karakterer, der skal reddes fra sig selv. Vi er i gang med at putte en fantastisk talentfuld og ambitiøs generation af piger ned i en fucking sort boks, der fratager dem magten og retten til at styre deres egen narrativ. For når andre har puttet én ned i en kasse længe nok, begynder man på et tidspunkt at putte sig selv ned i den. Der er mange ting, vi kan gøre for at hjælpe piger og kvinder (indsæt her 17 sider om legetøjsindustrien, kropsidealer, hverdagssexisme, barselslovgivning, arbejdsmarkedskultur etc., etc.). At fremstille enhver dygtig kvinde som psykisk skrøbelig og ude af stand til at improvisere eller tænke en selvstændig, kreativ tanke, er ikke en af de ting. Slip nu 12-talspigen fri. For hun er ikke din kliché, hun er sin egen, og hun har ikke brug for medlidenhed. Og lige om lidt er hun kvinde. Og så er det gudskelov hendes tur til at definere, hvad det så skal betyde. Isabella A. de Vera Hindkjær 27 år og nordisk chefredaktør på Vice. Tidligere journalistpraktikant på femina, skribent på Zetland og journalist på Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Kvinder på toppen skal helst være mænd – men ikke for meget!