døden
Selvudvikling

Hospicesygeplejersken: Det er relationerne til andre, de døende siger, betyder allermest

9. juli 2018
af Susanne Cordes, redigeret til web af redaktionen
Foto: Panthermedia
Vi taler om, at døden er det sidste store tabu. I virkeligheden kan døden lære os meget om, hvad der er vigtigt i livet, mener Rita Nielsen, der i 20 år arbejdede som sygeplejerske på et hospice. Få om hendes erfaringer, og hvorfor hun ikke synes, den sidste tid skal bruges på at tale ud om familiehemmeligheder og stridigheder.

Egentlig er vi levende, moderne mennesker ret optagede af døden. Vi køber aviser, når vi kan læse om forfærdelige drab. Vi samles foran fjernsynsskærmene, når en ny sæson af ”Broen” eller ”Forbrydelsen” går i luften, og døden sætter handlingen og plottet i gang.

Men når døden nærmer sig i vores eget liv, enten fordi vi står over for at miste en, vi elsker, eller fordi sygdom eller tab minder os om vores egen dødelighed, ved vi ofte ikke, hvad vi skal gøre. Hvad vi skal sige. Heller ikke selv om den eneste ting, vi kan være absolut sikre på ved livet, er, at det ender med døden.

At vi har svært ved at forholde os til døden, når den rykker tæt på os selv, er noget, Rita Nielsen ved noget om. Rita har i over 20 år været hospicesygeplejerske. I dag skriver hun bøger og holder foredrag om sine erfaringer. Om døden, men især om, hvad døden kan lære os om livet.

– Døden er noget ukendt for os og derfor angstprovokerende. Vi har aldrig prøvet at dø og dem, der har, kan ikke fortælle os om, hvordan det var. Når du står over for at skulle føde dit første barn, ved du heller ikke, hvad du går ind til, men du kan i det mindste læne dig op ad andres erfaringer og fortællinger. Men i døden er du alene. Det er svært at forholde sig til.

BANGE FOR DET UKENDTE

Et af de mennesker, der gjorde et stort indtryk på Rita Nielsen i hendes lange virke som hospicesygeplejerske, var Jacob. Jacob var kun 37 år, da han blev indlagt på hospice for at dø. Han havde en kone og et lille barn.

LÆS OGSÅ: Filosoffen Svend Brinkmann: "Jeg er rædselsslagen for døden"

Rita endte med at skrive bogen ”Venteværelset” om sine mange samtaler med Jacob om livet og den død, han var på vej ind i. For Jacob så netop sin tid på hospice som en ventetid inden den sidste rejse.

– Vi kan gå ud på perronen sammen, sagde Jacob til mig engang, men jeg skal alene op i toget, og jeg ved ikke, hvor det kører hen. Jeg har stået på den perron mange gange sammen med mennesker, og de er ofte bange. De er bange for det ukendte forude, eller de er bange for, hvordan deres efterladte skal klare sig. Deres angst kan tage mange forskellige former.

– Filosoffen Søren Kierkegaard har engang skrevet, at der er forskel på angst og frygt. Vi er angste for det ukendte, mens det, vi frygter, er konkret. Jeg kan ikke tage andre menneskers angst væk, men jeg har ofte kunne gøre den mere konkret. Spørge, hvad de er bekymrede for. Det kan ofte lindre at tale om det og gennem samtalen gøre angsten konkret, fortæller Rita Nielsen, og hun tilføjer, at døden for langt de fleste mennesker er meget fredfyldt og udramatisk, når de ånder ud. Den dramatiske død spiller som regel kun en rolle på TV.

DEN NØDVENDIGE SAMTALE

”Fik du sagt det, der skulle siges?”, er ofte det spørgsmål, man møder, når man lige har mistet et nært familiemedlem. Men hvad er det, der skal siges? Skal vrangen vendes ud på alle familiehemmeligheder, og skal alle sandheder på bordet i livets sidste time? Kan man forvente at få forløsning for et helt livs kærlighedssavn fra en følelseskold forælder? Spørger man Rita Nielsen, svarer hun, at alt det er emner, det er bedre at tale om, inden nogen står over for døden. Brug livet til at tale sammen om skyld og fortrydelser.

– Det andet kan hurtigt blive så forkrampet. Tænk mere over, hvad du har brug for at tale om, og hvad den døende kan have brug for at tale om. Det handler ikke om at få alle sandhederne på bordet, men om at være nærværende over for hinanden. Måske skal man sige noget så enkelt, som: Jeg elsker dig. Man kan også sige tak, men det skal man egentlig sige, hver gang man skilles gennem livet. Man kan spørge den døende, hvad de har brug for at tale om.

LÆS OGSÅ: Anders mistede sin datter: "Man er meget ensom i sin sorg"

Af samme grund bryder hun sig ikke om udtrykket den svære samtale. For Rita Nielsen klinger den nødvendige samtale bedre. En samtale, hvor man får taget god afsked med hinanden.

– Det kan være lettere at dø, hvis du har talt om det, der er vigtigt for dig. Og lettere at leve videre, hvis der ikke er for meget usagt imellem jer. For nogle vil det være forløsende at sige ordentligt farvel og tak. For andre kan det være vigtigt at få talt ønsker til bisættelse eller begravelse igennem.

DØDEN GIVER NÆRVÆR

”I ethvert liv er der kun to dage med færre end 24 timer, og de står som bogstøtter i hver ende af livet: Den ene fejres hvert år, selv om det er den anden, der får os til at opfatte livet som dyrebart”. Sådan skriver den britiske læge Kathryn Mannix om døden i sin bestseller ”At gå døden i møde”.

På samme måde understreger Rita Nielsen, at det er den døende, der kan lære os meget om det at leve.

– Livet bliver meget intenst og nærværende, når man véd, der er en grænse. Så er det nu, der gælder. Ofte er det de små ting, der får en betydning. At se bøgetræerne springe ud og vide, at det er sidste gang, man skal se det. Som filosoffen Villy Sørensen siger, så er der mest liv i livet, når døden er indeholdt i det.

– Det, mange tænker tilbage på, er de relationer, de har haft til andre mennesker. Det er dem, der i sidste ende betyder noget. Hvis nogen fortryder noget på dødslejet er det ikke at have levet; at livet ikke blev som de ønskede. Hvis de f.eks. har oplevet, at de har ofret sig for andre og derigennem selv er blevet ofre.

Det, døden kan lære os levende om livet, er med Rita Nielsens ord at leve det, mens vi kan. Gøre de ting, vi føler, vi skal. Vi behøver ikke at rejse om på den anden side af jorden eller leve det perfekte liv. Om opvasken bliver taget, er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at vi giver slip på smålighederne og skaber et godt liv for os selv og dem, vi holder af.

– Det er relationerne til andre, de døende siger betyder allermest. Det, at vi kan gøre noget godt for dem, vi holder af. Det ved vi som regel godt som mennesker, men det skal ind under huden på os. Det er det, der er livets mening.

RITA NIELSENS 6 GODE RÅD TIL DEN NØDVENDIGE SIDSTE SAMTALE:

1. Spørg de døende, hvordan det er at være dem lige nu.

2. Spørg dem, hvad de kunne ønske sig eller håber på. Ofte er det en lille ting som at komme ud i haven en sidste gang.

3. Spørg, hvad der bekymrer dem. Det kan lindre deres angst, at angsten bliver gjort konkret.

4. Forvent ikke altid, at gamle regnskaber bliver gjort op.

5. Sig pænt farvel og tak – og måske på gensyn.

6. Lad være med at vente med at tale om alt det vigtige til dødslejet. Tag samtalen nu.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også