Giver vi kropsskam videre til vores børn?

Mor står foran spejlet og siger, at det vist er tid til at gå på kur. Igen. Hun synes, hendes lår er for tykke, maven slasket og armene grimme. Sådan kan et kompliceret forhold til vores egen krop starte, når vi er helt små. Det føles normalt, men pludselig har vi vendt de tanker indad, for hvis mor er forkert, så er vi vel også. På den måde kan man nedarve kropsskam – helt uden at opdage det.

DE SMÅ SER DET

Hensigten med denne artikel er ikke at skabe dårlig samvittighed – vi gør alle ting, der ikke nødvendigvis er de mest hensigtsmæssige. Det vigtige er at opdage det og snakke om det, så vi kan komme det til livs. Alt for mange mennesker kender til udfordringerne med selvbilledet, for om man er tyk eller tynd, er ikke afgørende for, om man kan have det svært med sin krop. – I mange tilfælde er det en interaktion med forældrene. Det kan bare være det at overvære for eksempel mor, der går rundt og siger til sig selv, at hun er for tyk. Så barnet tænker, hvis du er for tyk, så er jeg også for tyk. Det er ikke nødvendigvis, fordi forældrene har sagt det direkte til deres børn. Og så er der hele skønhedsindustrien. Al markedsføringen, der siger, at man ikke er god nok – du skal lige købe det her produkt, for så bliver du lidt bedre, siger sociolog med speciale i krop og skam Maia Norstved Skøtt. I mange tilfælde begynder udviklingen af skammen over kroppen tidligt. Børnepsykolog og familierådgiver Charlotte Diamant har klienter helt ned i otteårsalderen, der har det svært med deres kroppe. – Det starter dér, hvor de bliver bevidste om tøj og udseende og sammenligner sig med andre. For lige så snart du går ud og gør meget ud af det ydre, så vil kroppen være en del af det. LÆS OGSÅ: 5 kvinder om kropsskam: Sådan sniger det sig ind

STILHED = SKAM

Charlotte Diamant genkender også flere situationer, hvor negativ selvsnak påvirker børn. Det kan være barnet, der kopierer mors måde at tale om sig selv på. Når hun siger til veninderne, at hun ikke skal have mere mad, eller at nu skal hun også til træning. Når børnene overhører det, kan det skabe det her billede hos dem. Men når vi prøver at bekræfte dem i, at der ikke er grund til de dårlige tanker, ved at fortælle dem, at det ikke er sådan i virkeligheden, kan det ende med at styrke skammen. – Børn, som ER skønne, smukke og dejlige, og ligesom de skal være, kan sagtens begynde at give udtryk for utilfredshed med deres krop. Hvis de voksne så svarer: ”Nej nej, du er jo fin og smuk” – får de egentlig sagt: Nej nej, vi hører dig ikke, vi anerkender dig ikke, vi gider ikke snakke med dig om det. Sådan lyder det for barnet, som så vil skamme sig. Det medfører skam, hvis ikke vi får lov at snakke om det, siger Charlotte Diamant. Dog udspringer skammen ikke altid af noget i hjemmet – det kan komme fra mobning i skolen, sundhedsplejersker, tv, reklamer, andre familiemedlemmer og fremmede mennesker.

HVAD SÅ NU?

Det er normalt, at vi tænker grimt om os selv. Men hvad kan vi så gøre for at afhjælpe de følelser? Så vi, uanset hvordan vi ser ud, kan leve vores liv med fuld kraft? Et liv med mindre selvkritik? – Noget af det vigtigste er at få arbejdet med det, jeg kalder den indre negative stemme. Det er den, der siger, du ikke er god nok, og alt det her er galt med dig. Og det er også den, der er med til at sige, at man er for tyk. Og dén skal man ligesom prøve at slå i hovedet, så den ikke slår en selv i hovedet. Det kan være rigtig svært at gøre for sig selv, så ofte kan det være lettere, hvis man hjælper hinanden med det. Så det er med at huske at sige højt: ”Jeg har ikke lyst til, at du siger dét der om dig selv.” Fordi ofte kan man godt sige foran sine veninder: ”Jeg synes, jeg er rigtig dum i dag, fordi jeg ser sådan her ud,” og problemet er, at vi gør det uden at være opmærksomme på det. Så man skal faktisk sige: ”Hey! Ved du godt, hvad du gør ved dig selv? Det er ikke særlig fedt.” Det er en af de mere håndgribelige ting, man som individ kan gøre, siger Maia Norstved Skøtt. Hvis man har et barn i sin familie, der kæmper med sit udseende, har Charlotte Diamant et simpelt råd. – Giv det lov. Hvis dit tynde barn siger, at hun er tyk, så spørg: ”Hvor er det henne, du er tyk? Hvad er det, du ikke kan lide ved din krop?” – giv det lyd, giv det plads, giv det lov at være der. Simpelt hen. Eller man kan fokusere på det, man godt kan lide ved sin egen krop: – Prøv at hylde det, der er fedt og lækkert, i stedet for at fokusere på den ene ting, man ikke kan lide. For man kan altid finde et eller andet, man ikke bryder sig om. Det burde ikke ødelægge alt det andet, der er herregodt. Det bliver også meget filosofisk, men det er også det, der er problemet – det er alt sammen følelser. Det er ikke særlig målbart – det er derfor, man skal arbejde på sit hoved, siger Maia Norstved Skøtt. LÆS OGSÅ: Helene Thyrsted fra Fat Front-bevægelsen: "Jeg håber, at folk ser, at tykke mennesker er mere end bare tykke"

HVAD ER DET MED SUNDHED OG UDSEENDE?

En anden udfordring med at være menneske og have en krop er, at det er svært at skelne mellem sundhed og udseende. Mellem hvordan kroppen rent faktisk har det, og de vedtagne normer om, hvordan en sund krop ser ud. De to ting er koblet sammen for os, selv om definitionen på sundhed ikke er så snæver, som vi har gjort den til. – Der er en voksende sundhedsindustri og fokus på at være sund. Og selvfølgelig skal vi være sunde, men indimellem bliver dele af det fokus på sundhed også gjort til, at man så ikke er god nok, hvis man ikke er idealet af sundhed. Som om man kun kan være enten rigtig eller forkert. Man burde sige: ”Det går egentlig ret godt. Så kan det godt være, at der er lidt mave, men det betyder jo ikke, at du ikke får dine grøntsager og vitaminer og dyrker din motion, og hvad ved jeg. Alt muligt, der gør, at man er sund,” siger Maia Norstved Skøtt. Mange af kvinderne, som Maia Norstved Skøtt interviewede til sit speciale, var meget ængstelige omkring sundhed. Hvis de ikke kunne leve op til idealet om sundhed, var de tænkte konsekvenser uoverskuelige. – Fordi man har følelsen af, at hvis ikke jeg er god nok til, at jeg kan kontrollere min krop, så kan jeg nok heller ikke finde ud af mit arbejde, eller så er jeg sikkert også dum, eller så er der faktisk ingen, der kan lide min personlighed. Selv om intet af det er rigtigt, så er det den logik, som de fleste giver udtryk for. At det føles sådan. Hvorfor er det så svært for os at adskille krop og sundhed? – Fordi skønhedsbilledet er at være tynd, og måden, man opfatter sundhed, er ved ikke at være overvægtig – ergo at være tynd. Så det at se billedet for sig i sit hoved af en sund person og en smuk person – de er ofte rimelig ens. Også selv om det ikke er det, der afgør, om der så er fedt om deres indre organer, eller om de faktisk har jernmangel eller noget andet, som ikke kan ses, men som beskriver en sundhed. Eller om man i hemmelighed gemmer alle de snitsår, man har på sine inderlår, fordi man faktisk har det elendigt, men ser ud, som man burde.