feminist og ... øh, maskulinist?
25. april 2013
Du trænger. Til sex. Så du går i byen og scorer. Hvad mon dit vigtigste kriterium er? Muskler? Social status? Rene tænder? Humor? For det er vel næppe bare puls?
Mit gæt er køn. Når du scanner et lokale for brugbart materiale til sådan en oplevelse, har de fleste allerede sorteret cirka halvdelen fra alene på grund af deres kromosomprofil. Derfra starter så den videre sortering. Mit gæt er også, at du ikke engang overvejede den parameter, vel? For det giver sig selv.
Køn er nemlig en kvalifikation i sig selv. Men på trods af at vi er ganske bevidste om det, er det blevet til et underligt tabu. Og på mange måder også mere end det, for oftest italesættes det også som et problem. Som derfor skal nedtones, neutraliseres og næsten udslettes, for at vi kan få et ligestillet og stærkt samfund.
Emilia van Hauen: Hvorfor griner mænd og kvinder af forskellige ting?
I mange år skulle kvinder være som mænd, og mon ikke det kulminerede tydeligst, dengang den hypermuskuløse, syngende granitblok Grace Jones og bodybuilderbulldozeren Linda Hamilton fra "Terminator"-filmene i 80'erne og 90'erne begge var et forbillede for os andre almindelige kvinder, fordi de symboliserede idealet om den moderne kvinde, der ikke stod tilbage for manden i rå, fysisk magt og aggressiv målopnåelse.
Frigørelsen handlede om, at kvinderne skulle blive bedre originaler af mændene, end mændene selv var, og det viste sig også i vores garderobe med skulderpuder så store som sofapuder. Det blev stadfæstet via vores stormløb på uddannelserne og en tiltagende såkaldt feminisering af samfundet, som til gengæld i løbet af 00'erne begyndte at true mændenes identitet, og pludselig opstod titlen "mandeforsker". XY-mennesket blev det truede køn og skulle nu italesættes, så han-værdierne ikke forsvandt fra den magtgivende dagsorden.
Og hvor står vi så i dag?
Enten et superproblematisk sted, hvor der fokuseres på hardcore ligestilling, som statistisk set endnu ikke er opnået, hvorfor der skal kæmpes indædt for, at kvinderne f.eks. skal udgøre 50 procent og ikke 5 procent af topledelsen i DK, eller at mændene skal have lige så lang tvungen barsel som kvinderne. I denne virkelighed er stemningen præget af målrettet, sammenbidt kamp, hvor det ene køn skal vige for det andet, for at ligestillingen kan indtræffe. Og hvor midlerne primært er lovgivning for at ændre på dyster fremskrivning af historiske facts. Men er denne model stadig den bedste? Jeg tror det ikke.
Den har haft succes med at ændre positivt på kvinders muligheder, men skal vi udvikle os videre, skal der en anden indstilling til.
Det er derfor, der er et eller: Eller vi står over for et fantastisk gennembrud, hvor begge køn kan komme til at være ligeværdige. Med hver deres evner, egenskaber, kvalifikationer og drømme. Og hvor det er parringen af disse forskelligheder, der giver den største værdi. Alene hjerneforskningen har vist os, hvor stor forskel der er på de to køn, og nu er det altså på tide, vi begynder at tale positivt om den kæmpe elefant, der hele tiden har stået i stuen, men som kun få bryder sig om at nævne. Jo før vi anerkender, at vores medfødte køn er en kvalifikation, som kan sofistikeres, udvides og udjævnes med uddannelser, karriere, erfaringer, personlige interesser m.m. - og samtidig er et af de vigtigste filtre at opleve livet igennem - jo stærkere står vi som art.
Læs også: Emilia van Hauen: Bryster, omsorg eller... Det frie valg?
Vores største udfordring for at skabe ligeværd er imidlertid det statushierarki, vi lever med. På mange måder er biler stadig finere end sko. Strategi er finere end HR. Økonomi er finere end følelser og kultur. Nutidens kamp handler derfor om at anerkende, at strategi ikke dur uden HR - og omvendt. At økonomi er totalt afhængig af følelser. At sko og biler blot er to forskellige udtryk for æstetisk formgivning. I fællesskab skaber vi de bedste, sjoveste og mest fremtidssikrede muligheder for at overleve på den fede måde. Og
derfor skal vi basalt set opgive kampen og i stedet gå ind i legen.
Jeg elsker selv at være kvinde. Elsker, at jeg kan føle ægte lykke over et par smukke stiletter, elsker at iføre mig kjole, læbestift og en flirtende åben attitude, elsker at hengive mig til en mands kærtegn og styrke. Men jeg elsker faktisk også at være mand en gang imellem. Elsker at føle missilets målrettethed, når jeg har defineret en opgave, og elsker at stå og tale til en hel masse pinger fra en scene, hvor lyset kun skinner på mig. Og jeg har opdaget, at jo mere kvinde jeg tør være, jo mere mand kan jeg også være. Og jo mere gennemslagskraft får jeg, fordi jeg står i hele mig selv. Denne balanceakt giver mig lov til at bidrage med alt det, jeg har, frem for kun en afgrænset del af min kreativitet og livskraft. Og mon ikke rigtig mange andre har det på samme måde? Og mon ikke vi alle ejer træk fra begge køn?
Vi skal derfor lege magien i spændingsfeltet mellem de to køn frem - i stedet for at kæmpe om dagsordenen. Og det er derfor, vi både skal være feminister og maskulinister. Først den dag vi har opgivet statushierarkiet, har vi ægte ligestilling. Den dag glæder jeg mig til! I mellemtiden går jeg så og øver mig i selv at slippe mine fordomme, hvilket ikke er lige så let, som at skrive denne klumme ...