https://imgix.femina.dk/media/dbe66a953f744655840b44ab456b744a.jpg
Selvudvikling

Er jeg shopaholic?

24. august 2009
af Mette-Marie Davidsen
Foto: Colourbox
Mens man køber, er man høj og får et enormt kick af det. Men når man kommer hjem, vælter skylden ind over én

Hver gang jeg læser noget om uhæmmet forbrug og overshopping, føler jeg mig straks truffet og kaster mig hurtigt over noget andet. Men måske har jeg slet ikke grund til at være så bange for at se sandheden i øjnene. Hvordan ved jeg, om jeg er rigtig shopaholic?
Cæcilie

Der findes i befolkningen ca. fem procent, som er shopaholics - og så er en hel masse andre, der fristes lidt for ofte og ikke har styr på pengene. At være shopaholic er ikke nogen spøg, for det kan sammenstilles med al anden form for afhængighed, hvad enten det er af alkohol, spil eller kokain. Det er i høj grad afhængigheden, som styrer éns humør og hele liv. Hvis man er ægte shopaholic, ligger tøjet i klædeskabet i de poser, det i sin tid blev købt i, og med prisskiltene på endnu. Det viser, at det betyder mere at købe og pløje internettet og butikkerne igennem for ting, man gerne vil eje, end reelt bruge det, man køber. Der går også meget tid med "pengeakrobatik" for en shopaholic. Det vil sige med at flytte penge rundt på forskellige konti for hele tiden at lave økonomisk brandslukning og for at finde kreative måder at bruge de mange konto- og kreditkort samt kassekreditten på, mens gælden bare vokser og vokser. Der er også mange følelser forbundet med penge for en shopaholic. Før man går i gang med at over-shoppe, er man ofte vred, ked af det, frustreret eller angst. Mens man køber, er man høj og får et enormt kick af det. Men når man kommer hjem, vælter skylden ind over én sammen med skammen og forvirringen. Håber, du er kommet lidt videre i din afklaring.
Mette-Marie

https://imgix.femina.dk/legacy/media/03555b0d0a7b45cb9fd02db60a795288.jpg

Spørg om økonomi
Mette-Marie Davidsen er økonomisk rådgiver og forfatter. Har du et spørgsmål til Mette-Marie, kan du skrive til hende på mettemarie@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs også