grædende kvinde
Selvudvikling

Ekspert: ”Langt de fleste voldtægtsmænd har en relation til offeret”

Der findes voldtægtsmænd, der springer frem fra en busk og overfalder deres offer, men de hører faktisk til sjældenhederne – paradoksalt nok er det oftest det scenarie, vi kvinder frygter mest. Den typiske voldtægtsmand derimod kender sit offer, han er ofte beruset i gerningsøjeblikket, og så har han en stereotyp forestilling om, hvad det vil sige at være mand.

Det kan godt være, mange af os har et billede af en voldtægtsmand som en, der en mørk nat springer frem fra en busk. Og det kan han da også være, men i langt de fleste tilfælde er han det ikke. Men hvem er han så?

 

Det er ikke så nemt at svare på, og en af grundene til det er, at det er et fåtal af alle de voldtægter, der bliver begået, der anmeldes, fortæller Jon Lund Elbek, analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, som har stået bag flere rapporter om voldtægter og andre seksuelle overgreb.

– Der er en langt større tendens til at anmelde en voldtægt, hvis man ikke kender gerningsmanden. Så kigger man på tallene, ser det ud, som om den andel af voldtægter, hvor parterne ikke kender hinanden, fylder mere, end den reelt gør, siger han, og han fortæller, at der dermed er en række mørketal, når det gælder voldtægter. En forklaring på det kan være, at offeret ikke helt opfatter voldtægten som voldtægt.

– Der er mange, der netop har den holdning, at en voldtægtsmand er en fremmed, der springer frem fra en busk, og derfor ikke vil beskrive det som en voldtægt, hvis en partner tvinger dem til sex, siger han.

– Det er ret få af dem, der er udsat for tvungen sex, som opfatter det som kriminelt på gerningstidspunktet, hvis de kender gerningsmanden, og der ikke er tale om fysisk tvang, og derfor er de ikke så tilbøjelige til at anmelde det, siger Jon Lund Elbek.

Men uanset om voldtægten bliver anmeldt eller ej, så tegner undersøgelser som ovenstående altså et andet billede af ”den typiske voldtægtsmand” end den forestilling, mange af os går rundt med. Som Jon Lund Elbek siger:

– Langt de fleste voldtægtsmænd har en relation til offeret. Nogle tal viser, at de fleste hører til i kategorien ven eller bekendt, mens andre tal viser, at der er flest nuværende eller tidligere ægtefæller og kærester. Under alle omstændigheder kender de fleste ofre deres voldtægtsmand.

 

Risiko i teenageårene

– Eftersom offer og gerningsmand har en social relation, færdes de i de samme sociale kredse, og dermed er det også en sikker antagelse, at de hører til i de samme sociale lag, og de er også typisk jævnaldrende, siger han. Han fortæller videre, at den typiske voldtægtsmand er ung – og det samme gælder offeret.

– Hvis man ser bort fra incest, så er det i teenageårene, man har størst risiko for at blive voldtaget, og den risiko aftager med alderen.

– Derudover ved man også, at mellem 60 og 75 procent af alle voldtægter finder sted i en privatbolig. Det kan være gerningsmandens, éns egen eller en andens, for eksempel til en fest. Når det gælder de unge, finder voldtægten oftest sted hjemme hos gerningsmanden, og hos de ældre er det oftest hjemme hos offeret, siger Jon Lund Elbek. Fra undersøgelser ved man, at der også ofte er alkohol involveret i voldtægter – særligt dem, der knytter sig til fester og byliv, fortæller han.

Og meget mere har han faktisk ikke lyst til at sige, når det kommer til at svare på spørgsmål om, hvilken slags mand det er, der voldtager.

– Voldtægtsmændene udgør ingen homogen gruppe. De er lige så forskellige som deres ofre, som han siger.

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >

Vrede eller seksualitet

Det er Ellids Kristensen enig med ham i. Hun er overlæge og leder af Sexologisk Klinik, der hører under Psykiatrisk Center København. Blandt hendes patienter er nogle af de voldtægtsmænd, der er blevet dømt og har fået en behandlingsdom eller en henvisning til behandling. Og det er ikke nogen entydig gruppe.

– Fællestrækket for voldtægtsforbrydere er, at der ikke er noget fællestræk. Der er mange bagvedliggende faktorer, der gør sig gældende, siger hun og nævner nogle generelle karakteristika – f.eks. at en voldtægtsmand overordnet er drevet af enten vrede eller seksualitet. Om dem, der er drevet primært af vrede, siger hun:

– For nogle mænd er det fornedrelsen, der driver dem og det, at man pådutter en anden éns seksualitet, uden at personen kan forhindre det. Og man kan jo også se i mange sammenhænge, at aggressivitet og seksualitet er tæt forbundne. Tænk på det gamle blad Rapport, der havde porno på nogle af siderne og krigsreportager og andet aggressivt indhold på andre.

– På en eller anden måde er der altså en sammenkædning, der taler til mange mænd, og aggression er også en del af en almindelig seksualitet. Der er mange, der godt kan lide at blive holdt fast, og som godt kan lide at underkue, og du kan ikke tage aggressionen ud af seksualiteten, uden at den bliver kedelig, men for nogle bliver aggressionen det primære, siger Ellids Kristensen. Hun tilføjer, at det er blandt dem, man ser alt, fra hævngerrige ekskærester til sadistiske voldtægtsforbrydere.

– Det kan være manden, der voldtager en kvinde – f.eks. en ekskæreste – fordi han føler sig fornedret af hende og ønsker at hævne sig på hende, og det kan være den unge mand, der laver overfaldsvoldtægt på en ukendt kvinde efter at være blevet fyret. Begge er drevet af vrede, og voldtægten er en måde at komme af med vreden på, forklarer hun.

I gruppen af de seksuelt drevne voldtægtsforbrydere finder man også flere forskellige typer.

– Det er f.eks. her, hvor offeret er pigen, der har drukket for meget og ikke kan sige fra, og hvor man har samleje med hende, uden at hun kan gøre modstand. Eller hvor hun sover, og man tilsniger sig til sex.

Og så er der sadisten, for hvem det er den største fornøjelse at se andre lide, og hvor både aggressivitet og seksualitet betyder meget.

LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: "Det er ikke i orden, at vi skal frygte voldtægt"

Ikke altid mors skyld

Selv om man ikke kan sige noget entydigt om mænd, der voldtager, er der alligevel nogle faktorer, der oftere gør sig gældende hos voldtægtsforbrydere end hos andre, siger Ellids Kristensen.

– Dem, der begår voldtægt, er generelt overrepræsenteret, når det kommer til små hjerneskader. De har ofte haft det svært i skolen og med kammeraterne og har tilpasningsvanskeligheder – de er det, vi kalder dyssociale. De kan også have problemer med stoffer, der gør det sværere for dem at styre sig, f.eks. anabolske steroider, amfetamin og kokain, siger hun og tilføjer, at det ikke betyder, at man kan spotte dem. Man kan sagtens have kæmpe følelsesmæssige problemer og samtidig klare sig godt udadtil – bare tænk på Amagermanden, der havde kone, børn og arbejde.

Når man taler om voldtægtsmænd, er det jo nærliggende at antage, at der også er gået noget galt i relationen til deres mor. Men den forklaring tror Ellids Kristensen ikke på.

– Der er mange teorier om voldtægtsmænds forhold til kvinder, men den dér med, at de har problemer med deres mor … det er for firkantet. Bare tænk på, hvor mange mænd der er vrede på deres mor, uden at de går rundt og voldtager, siger hun.

– Men der er nogle, der har generelle problemer i forhold til kvinder. Der er nogle, der er angst for at få et forhold til en kvinde, fordi de tror, deres mandighed er så lille, at de ikke kan hamle op med hende. Og så er der også en gruppe, der tænker meget negativt om kvinder, og som ser dem som en slags andenrangsmennesker, der skal bruges.

 

Håndtere livets modgang

Og hvad gør man så med dem ... kan man ”kurere” en voldtægtsforbryder?

– Der er ikke noget entydigt svar. Statistisk ved vi jo, at voldtægt hører de yngre år til. Det er de færreste, der voldtager hele livet, hvilket blandt andet hænger sammen med, at man bliver mindre aggressiv med alderen og mindre sårbar over for f.eks. fornedrelse. Men behandlingsmæssigt kan det blandt andet handle om, at mændene får hjælp og en metode til at håndtere livets modgang og til ikke at tage alting personligt, siger hun. Og hovedparten af de voldtægtsforbrydere, der bliver henvist til behandling, takker nej, fortæller hun.

– Mange mener, at situationen er misforstået, og benægter at have gjort noget forkert – det er jo almindeligt menneskeligt at forsøge at benægte, hvis man har gjort noget forkert, der strider mod éns egen opfattelse af én selv, siger hun.

Der er dog også dem, der indrømmer det, de har gjort.

– Nogle kan godt se, at de har gjort noget galt, og fortryder. På samme måde som mænd, der slår, også bliver kede af det, de har gjort, bagefter, siger hun.

LÆS OGSÅ: Anna von Sperling: "Det seksuelle overgreb er et fælles kvindevilkår"

Kig på rollerne

Når det kommer til at nedsætte antallet af voldtægter, mener Jon Lund Elbek fra Det Kriminalpræventive Råd, vi som samfund er nødt til at kigge på de roller, vi pådutter hinanden.

– Vi skal nok også forstå det som et overgreb, der ofte finder sted i perioder, hvor unge er grænsesøgende i forhold til deres seksualitet og ikke har så mange pejlemærker at gå efter, men til gengæld har nogle stereotype forestillinger om mandens rolle som seksuelt aggressiv, om, at mænd hele tiden vil have sex, at han ikke tænker på andet og hele tiden skal prøve at få det, og om, at det er op til kvinden at lave en solid afvisning, forklarer Jon Lund Elbek.

Han mener også, at de ord, vi bruger, har betydning – for på samme måde som ofrene ikke altid mener, at voldtægt og tvungen sex er det samme, gør gerningsmændene det heller ikke.

– Man har i undersøgelser spurgt mænd, om de har begået voldtægt, og det er der nærmest ingen, der svarer, de har. Men spørger man, om de har haft sex med nogen mod disses vilje, er der flere, der svarer, at det har de. Så hvis man vil ændre adfærd, er man også nødt til at ændre måden, man taler om det på.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvad man som kvinde selv kan gøre for at undgå voldtægt, er Jon Lund Elbek ikke meget for at svare.

– Nogle siger, at kvinder lægger op til voldtægt med deres påklædning, men der er ingen sammenhæng mellem påklædning og udsathed. Man hører også det råd, at man ikke skal gå alene i mørke, men det knytter sig jo til forestillingen om den typiske voldtægtsmand. Jeg har også læst undersøgelser, der fastslår, at der er en øget risiko for voldtægt, hvis du er singlekvinde, under 24 år og uden for arbejdsmarkedet. Men betyder det så, at man skal forebygge voldtægt ved at få sig et arbejde og en kæreste? Det virker ikke logisk. Så jeg kan ikke sige, hvad man skal eller ikke skal gøre. Det er ikke din egen skyld, hvis du bliver voldtaget. Punktum.

 

Voldtægter i tal

  • I 2016 modtog politiet 791 anmeldelser om voldtægt eller voldtægtsforsøg. I cirka 70 % af tilfældene sigter politiet gerningsmanden. Omkring 50 personer bliver fundet skyldige i voldtægt om året.
  • Mange voldtægter anmeldes aldrig. Men man mener, at cirka 10 % af befolkningen har været udsat for tvungen sex eller forsøg på det, og at 4.700 kvinder hvert år udsættes for tvangssamleje eller forsøg på det.
  • I de fleste tilfælde kender offer og gerningsmand hinanden, enten godt eller sporadisk:
  • I 37 % af tilfældene er gerningsmanden en nuværende eller tidligere partner.
  • I 21 % er det en ven eller bekendt.
  • I 3 % er det en person, som offeret kun har kendt kortvarigt (f.eks. en, hun har mødt i byen eller på nettet).
  • I 32 % af tilfældene er gerningsmanden en person, kvinden ikke har mødt før.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd

 

Læs mere om: