Selvudvikling

Drop din frygt – og find den ultimative livsglæde

Frygten hindrer os dagligt i at udleve vores inderste drømme. Se hvordan du overkommer din frygt.

Frygt forhindrer mange af os i nogensinde at få realiseret vores inderste drømme og udlevet vores passion. Vi lytter ikke til os selv og finder derfor ikke ud af, hvad vi egentlig har lyst til i livet.

- Mange lever i en kasse med helt fasttømrede rammer - lad os kalde det for komfortzonen. Her har man sin tilværelse - sit job og sit privatliv. I kassen er der trygt, og man gør, som man plejer, uden at prøve noget nyt, siger Sarah Tornøe.

Hun er coach og hjælper folk med at finde ind til deres drømme og handle på at få dem til at gå i opfyldelse.

- Mange mennesker har svært ved at mærke efter, hvad de egentlig gerne vil. Og hvis du endelig finder din inderste passion, kan den være meget angstprovokerende at handle på, fordi det kræver, at du tør bevæge dig ud af din komfortzone. På den måde kommer du til at leve et liv i tryghed - men det er samtidig et liv, som er dikteret af frygten.

Sarah Tornøes 5 råd til, hvordan du overkommer frygten

1. Vær stille, og mærk efter
Der er først, når du tør være stille sammen med dig selv, du kan mærke, hvordan du har det, og hvad der er vigtigt for dig. Når du er stille med dig selv, kan du mærke din passion, og hvad dit hjerte drømmer om.

2. Stå frem som den, du er
Når du kan mærke, hvad der er vigtigt for dig, skal du turde stå frem som den, du er. Du skal turde fortælle alle andre mennesker om dine inderste drømme, samtidig med at du er opmærksom på, at jo mere du står ved dig selv, desto mere vil omverdenen reagere på dig. Det har ikke noget med dig at gøre, men sådan er det bare.

3. Bliv ven med frygten
Ofte er frygten et signal om, at noget er meget vigtigt for dig. Jo større frygt du føler, desto vigtigere vil det være for dig. Hvis du husker dig selv på, at frygten er et signal om, at noget er vigtigt for dig, kan du se den som en god ven, der fortæller dig, hvad der betyder noget for dig.

4. Brug frygten som drivkraft
Ligesom alle andre følelser, vi oplever i vores krop, indeholder frygt en masse energi. Hvis du prøver at vende frygten til noget positivt, kan du bruge den som drivkraft til at handle på dine mål. Tænk på, hvad dit mål er, og brug så frygten som drivkraft til at tage det næste lille skridt hen imod dit mål.

5. Træf et valg, og acceptér konsekvenserne
Alle valg har konsekvenser. Find ud af, hvad det vil koste dig, hvis du fortsætter det liv, du lever lige nu. Og tænk så på, hvad det vil give dig at overvinde frygten og gå efter din drøm. Det handler med andre ord om at handle på din drøm eller lade være og dermed acceptere, hvad der følger med af konsekvenser.


Hvor stor er din kampgejst for at nå din drøm

Sådan klarer du en stresset hverdag

Slip af med vinterblues

Læs mere om: