Dorthe Kandi siger: Kys hinanden
Selvudvikling

Dorthe Kandi: Uenighed gør godt

Vil vi kvinder helst omgive os med nogen, der mener, tænker og siger det samme som os selv? Vil vi helst sidde og nikke og være enige om alt?

Kvinder vil helst have konsensus og være enige. Det er en påstand, jeg har hørt mange gange og fra flere sider – også fra kloge kvinder. Men er det rigtigt? Det tænker jeg ofte på. For er det virkelig sandt?
 
Vil vi kvinder helst omgive os med nogen, der mener, tænker og siger det samme som os selv? Vil vi helst sidde og nikke og være enige om, at flygtninge er stakkels eller udspekulerede? At Trump er forfærdelig eller den helt rigtige præsident? At slankekure er nødvendigt efter julehyggen, eller spild af tid? Måske. Måske vil nogle af os. Måske vil vi det nogle gange. For det er da ganske rigtigt dejligt bare at få ret, sidde og blive enige om, at verden burde indrette sig efter éns egen personlige overbevisning. Men det er også lidt kedeligt – er det ikke?
 
Jeg kender da selvfølgelig godt den dejlige følelse af at tale med nogen, der er enige med mig. Som ser verden fra mit synspunkt – eller i hvert fald i nærheden af det. Som giver mig en følelse af at være forstået og favnet. Men samtidig elsker jeg at blive udfordret, blive overrasket. Og det bliver man jo sjældent, hvis man bare er enige om, at man selv har de fedeste holdninger.
 
 
I mit arbejdsliv – hvor jeg er omgivet af mindst 80 procent kvinder – oplever jeg, at der sættes stor pris på uenighed. At det er helt o.k. at sige, at noget skal være ”rødt”, selv om alle andre er enige om ”blåt”. Ikke fordi vi så nødvendigvis ender med ”rødt”, men fordi vi får diskuteret og testet, om ”rødt” nu kunne være bedre end ”blåt” ... og hvis ikke, bliver vi sikre på, at ”blåt” er det rigtige.
 
LÆS OGSÅ: Debattør Khaterah Parwani: Jeg er ikke bange for konfrontationer
 
Sådan har jeg det også privat. Min mand sukker nogle gange over det, han kalder for min ”utrolige evne til at se ting fra modsat perspektiv” – og det er, når han er diplomatisk. Men jeg erkender, at jeg er god til at se ting fra andres synspunkt. Jeg øver mig i hvert fald på det. Det betyder jo ikke, at jeg er enig.
 
I de seneste tre uger har Tine Bendixen her i femina interviewet tre politikere. Den første var Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, som jeg ikke tror, jeg deler en eneste politisk holdning med. Men derfor kan hun jo sagtens være et interessant menneske, der kan åbne for nogle synsvinkler, som jeg ikke ellers ville se. Når hun har gjort det, er jeg stadig uenig og har mine holdninger omkring økonomisk politik og flygtninge, som ligger langt fra hendes. Men måske er jeg en anelse klogere og har forsøgt at se ind i hendes billede af verden. Måske er jeg endda blevet mere klar over, hvorfor jeg er uenig med hende. Jeg frygter nemlig at gå glip af vigtige nuancer, hvis vi bare sidder og nikker og er enige.
 
Ikke at vi skal være enige i alt eller forstå alt. Der er fanatisme, had og undertrykkelse, som ikke fortjener et gran af imødekommenhed. Men der er altså også masser af hverdagsuenigheder, der kunne fortjene et forsøg på forståelse, som ikke skal forveksles med accept eller enighed. Men måske er det den evne, mange kvinder har – evnen til at lytte og forstå – der får os til at tænke, at kvinder søger konsensus. Jeg tænker, at vi søger forståelse. Og det er vel ikke skidt. Tværtimod er det vel nærmest det, verden har allermest brug for. Forståelse for andre.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
 
Læs mere om: