Dorthe Kandi siger: Kys hinanden
Selvudvikling

Dorthe Kandi: Kvinder mine...

Selv om jeg er 47 år, lærer jeg stadig masser af mine veninder og andre skønne kvinder omkring mig. Denne dag lærte jeg at række ud og spørge om hjælp, også hos nogle, jeg ikke kender.

Har du plads til tre piger? Sådan råbte min veninde til en mand, vi kort forinden havde vekslet to ord med. Vi stod ved Rytterknægten på Bornholm efter 20 kilometers vandretur, og klokken var blevet over 18, og vi skulle nu gå videre til en bus, der skulle køre os mod denne nats hotel. Vejret havde været fantastisk, men nu begyndte store dråber at falde. Og selv om der selvfølgelig var regntøj i vores oppakning, så var min veninde altså ikke langsom på aftrækkeren. Hun spurgte om et lift – og vi fik det. Den flinke mand spurgte sin kone, hun sagde ja, og så satte vi tre os ind på bagsædet, netop som de tunge dråber blev til øsregn. Parret skulle i samme retning som os og ville da gerne sætte os af – endda helt foran døren.
 
Og hvorfor så denne lille fortælling? Jo – for ud over at man bliver så glad over, hvor nemt det nogle gange er at få vildfremmede til at gøre én en tjeneste, så mindede det også mig om, hvor meget jeg har lært og stadig lærer af mine veninder. Som jeg senere tænkte over, så havde jeg ikke selv fået spurgt om det lift, selv om jeg måske havde tænkt på det. Mit indre jeg ville først gå i gang med en diskussion a la: ”Jamen, de har nok ikke plads ...”, og: ”Hvad nu hvis de skal en anden vej ...” osv. Min anden veninde sagde det samme, det ville hun heller ikke lige have fået gjort.
 
Så selv om jeg er 47 år, lærer jeg stadig masser af mine veninder og andre skønne kvinder omkring mig. Denne dag lærte jeg at række ud og spørge om hjælp, også hos nogle, jeg ikke kender.
Af en anden veninde har jeg lært at stå fast på mine meninger og se mine egne kvaliteter. Hun har hjulpet mig med at se, hvad jeg er dygtig til, og hvad det er værd, i stedet for, at jeg faldt i det er da ikke noget særligt-gryden lidt for tit. Hun har også inspireret mig til at være noget mere skrap og ikke nødvendigvis rumme alle (selv om jeg stadig må øve mig en del dér ...).
 
LÆS OGSÅ: Husk at rose dem der tør...
 
Af min barndomsveninde har jeg lært, at omsorg og rummelighed giver livet stor værdi. Hun er typen, der altid har plads til én til, både mentalt og fysisk, og som holder fast i vores relation, selv om vi bor langt fra hinanden og ikke ses særlig tit.
Af hende, jeg mødte under min uddannelse, har jeg lært, at det vigtigste er, at vi er sammen med hinanden, og ikke hvordan der ser ud omkring os, mens vi er sammen. Hun har budt på aftensmad, mens støvsugeren stod midt på gulvet, og hun endnu ikke havde taget sig af de indtørrede pastaskruer under køkkenbordet. Og hun har SÅ meget ret. Det er sgu da lige meget, om der er støvet af! (Selv om jeg stadig øver mig i at lade nullermændene leve). Måske er det også derfor, hun har en utrolig stor omgangskreds af dejlige mennesker, der, som jeg, elsker at besøge hende.
 
Af min farmor har jeg lært, at traditioner ikke bare er det, vi har gjort før, men det, vi gør lige nu. Hvis der skete noget godt og hyggeligt i min farmors liv, så insisterede hun på at gøre det igen – og allerede anden gang var det en tradition.
Af min papmor har jeg lært, at blodets bånd ikke er nødvendigt for at være familie. Min papmor og hendes familie omfavnede mig og min søster, dengang vi kom ind i deres familie, og gør det stadig – og de har siden taget vores kærester, mænd og børn med i købet.
Af min datter har jeg lært, at stædighed er en styrke. Hun er en af de mest afbalancerede teenagere, jeg kender – og selv om det selvfølgelig også er min skyld :-), så er det mest hendes egen skyld, for viljen har hun haft med sig fra undfangelsen, og hun er en daglig glæde og inspiration for mig.
 
Af min ”nabo”veninde har jeg lært, at man taler virkelig godt sammen, mens man går tur, og at det aldrig er for sent af få nye venner. Og at følge hende og hendes familie, og at hun følger mig og min, gør mig så glad.
Jeg har lært meget mere af mange flere og det bedste er, at jeg ved, det forsætter.
 
PS: Dagen efter fik vi brug for et lift igen – vi var gået forkert af bussen og begyndte at frygte, at vi ikke ville nå vores færge fra Rønne. Men vi stak tomlen frem, og Karen på 81 år stoppede og kørte os helt til færgen.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
 
Læs mere om: