https://imgix.femina.dk/media/article/klummeskribenter_dorthe.jpg
Selvudvikling

Dorthe Kandi: Hvad har 25 år med samme kæreste lært mig?

1. august 2018
af Dorthe Kandi
25 år med den samme mand har for mig været alt – fra vild lykke til vild frustration, og rigtig meget dejlig hverdag derimellem. Det bedste er, at min mand og vores år sammen har lært mig utrolig meget om mig selv og kærligheden.
Denne sommer er det 25 år siden, jeg kyssede min mand for første gang. Jeg mødte ham sankthansaften, hvor han fortalte dårlige jokes. Et par måneder senere kyssede vi hinanden for første gang, så blev vi kærester ... og levede lykkeligt til vore dages ende. Øh nej: Sådan gik det ikke helt. For der findes muligvis parforhold, der bare glider i olie fra første kys, men jeg er aldrig stødt på et. 25 år med den samme mand har for mig været alt – fra vild lykke til vild frustration, og rigtig meget dejlig hverdag derimellem. Det bedste er, at min mand og vores år sammen har lært mig utrolig meget om mig selv og kærligheden. Her i vores 25. år har jeg reflekteret en del over, hvad et godt parforhold egentlig er. Så her får du tre ting, som jeg har lært af mine 25 år sammen med ham, som, uanset hvad der sker, vil være mit livs kærlighed. 1. Kærlighed er bedre end forelskelseJeg kan virkelig godt savne at være forelsket. Den dér følelse, hvor hjertet banker, når telefonen ringer, fordi det måske er ham. Den dér sitren, bare en hånd lægges på skulderen af én, fordi det er hans hånd. De dér første kys ... jeg husker det som en fantastisk følelse. Måske romantiserer jeg det, fordi det er så længe siden. Men jeg indrømmer, at jeg kan savne følelsen. Men ville jeg bytte med kærligheden? En forelskelse varer mellem seks og 18 måneder – så vil jeg alligevel hellere have godt 20 års kærlighed.Det, jeg har lært, er, at der heldigvis stadig kommer glimt at forelskelse. Når jeg ser ham tale med andre til en fest. Når han fortæller noget, han er brændende optaget af. Når han kysser mig med en ualmindelig intensitet. Og når de glimt kommer oven i den dybe kærlighed og taknemmelighed for det fællesskab, vi har bygget op med tre børn, og familier, der er flettet ind i hinanden, så føles forelskelsen som et flygtigt bytte. LÆS OGSÅ: Slå autopiloten fra og ørerne ud, og lyt til, hvad andre siger 2. Kærlighed er også et valgDet har bestemt ikke været nemt at holde sammen på kærligheden i 25 år. Vi plejede at sige, at vi heldigvis aldrig har haft lyst til at blive skilt på samme tid. For det har vi da haft tanker om. Når hverdagen blev for grå. Når vi svigtede og sårede hinanden. Og inden for de seneste år har vi desværre også haft perioder, hvor vi begge havde lyst til at blive skilt. Hvor vi tænkte, at vi ikke længere ville kunne få vores forhold til at fungere. Men uden at det skal lyde som en Hollywood-romance, så nåede vi frem til, at vi har for meget at miste. Vi har haft små børn, fyringer, flytninger, store børn. Vi har haft fristelser og tomrum – men vi har også haft muligheden for at vælge hinanden til. Vi har aldrig svigtet hinanden så hårdt, at det ikke kunne tilgives, og så har vi ikke været bange for at bede om hjælp til at vælge hinanden til igen. Det vigtigste, jeg har lært, er, at bevidstheden om, at kærlighed også er et valg – og ikke bare noget, der sker eller eksisterer af sig selv – i hvert fald har hjulpet os til at komme igennem de sure og sorte perioder.

3. Kærlighed (og alt andet) forandrer sig

Noget af det, som har været sværest for mig at acceptere, er, at kærligheden forandrer sig. Hvilket er paradoksalt, for samtidig hader jeg stilstand. Mens min mand ikke søger forandring på samme måde som jeg, så er han langt bedre til at omfavne den forandring, der kommer. Det er ingen hemmelighed, at det ikke altid er nemt at holde gang i passionen gennem 25 år. Men jeg har forsøgt at insistere på den, mens min mand er mere til ”go with the flow”. Det vigtigste, jeg har lært i den sammenhæng, er, at jeg må omfavne de forandringer, der er, for det er uden tvivl den bedste vej til at påvirke dem. Modstand og fornægtelse fungerer dårligt sammen med kærlighed – ja måske i virkeligheden med det meste.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også