https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/dig-og-dit-liv/klummer/2011/1138-renee/1138-renee-4-copy-2_2.jpg
Selvudvikling

Der er altid flere sider af samme sag

3. april 2013
af Renée Toft Simonsen
Hvor ville det være hyggeligt, hvis mine unger gad lave noget sammen med mig – de er blevet så utrolig svære at få med til noget som helst

Jeg går langs vandet sammen med en veninde, og åh hvor jeg dog elsker den slags øjeblikke. Motion, natur og snakke, snakke, snakke om alle livets små og store udfordringer. Det er ofte i den slags situationer, hverdagens vigtigste indsigter kommer til én.

Min veninde fortæller, at hun skal på Aros senere på dagen sammen med to af sine unger for at se Edward Munch, og jeg bliver straks top-misundelig. For det første fordi jeg også vil se den udstilling, og for det andet fordi hun har fået sine børn med. Det er jo godt for børn at se lidt kunst, ikke? Og så ville det da være hyggeligt, hvis mine gad lave noget sammen med mig - mine unger er blevet så utrolig svære at få med til noget som helst.

Hun fortæller, at det er hendes ikke, men det ser hun ikke kun som en god ting. Hendes børn er nemlig meget opmærksomme på, hvad hun laver, eller især ikke laver. De spørger ofte, hvad hun skal, og hvis hun ikke skal noget den aften, kan de finde på at spørge, om de skal lave noget sammen.

Renées klumme i sidste uge: Man bliver da kologere med alderen...? >>

Forleden var der kun den store pige hjemme, og så spørger min veninde, om hun og kæresten spiser med. Datteren vil straks vide, om der er andre, der spiser med, og hvis ikke vil de da meget gerne spise sammen med hende. Da hun ligesom får forklaret, at hun rent faktisk ville synes, det var skønt at slippe for at skulle lave mad, og at datteren bestemt ikke skal sige ja tak til aftensmad for hendes skyld, indrømmer datteren lettet, at de faktisk også hellere vil finde ud af noget selv.

Min veninde blev skilt for en del år siden og har ikke fundet en ny partner, og hendes oplevelse er, at hendes unger bekymrer sig alt for meget om hende. De er alt for opmærksomme på hende og tilbyder deres selskab, når og hvis hun er alene. I modsætning til når der er to forældre i et hjem så er der en fare for, at børnene i skilsmissehjem med enlige forældre kommer til at tage ansvar for den enlige forælder, fordi de ser dem som ensomme og alene.

Min veninde fortalte, at hun faktisk har brugt en del krudt på at få sine unger til at holde op med at bekymre sig om hende og overbevise dem om, at hun har det strålende og ikke har brug for deres selskab eller bekymring. Hun har masser af veninder, og de bare skal leve deres eget liv.

Tja, en sag har altså altid flere sider. Næste gang jeg føler trang til at klage over, at mine unger ikke gider lave noget sammen med mig, tror jeg lige, jeg vil have min venindes historie med i baghovedet.

Kærlig hilsen
Renée

Læs også