De kære teenagere

Indimellem driver de én til vanvid og ud i endeløs frustration. For hvad skal det ikke ende med? Bare de ikke ender med at ligge med hovedet nede i en opiumpibe i en tilstand af kronisk ungdomssløvsind på et lurvet værelse i det indre København.

Jeg taler selvfølgelig om teenagere, og ende skal det jo nok. Og så galt, som min fantasi lige fik ridset det op, går det vel næppe. Nogle dage ønsker man måske, bare vi kom igennem den periode lidt hurtigere? Sådan har jeg af og til haft det her på det sidste - måske fordi det er den sidste teenager, jeg skal igennem. Det er en udfordrende fase, hvor der bliver sat grænser og prøvet grænser af hos både børn og voksne - med vekslende succes. Og det er måske blandt andet dér, hovedparten af frustrationen ligger?

For hvor er det dog hamrende besværligt, når éns autoritet hele tiden bliver udfordret, og man ikke automatisk bestemmer. Tag bare de sidste to dage. Søndag måtte jeg helt op på lakridserne og næsten true med personlig afhentning for overhovedet at få den 14-årige til at komme hjem. Han havde sovet ude hele weekenden og mente sagtens, han lige kunne nappe søndagen med. Jeg synes i grunden, mine argumenter var gode: Du trænger til at komme hjem, du skal i skole i morgen, du skal have rent tøj på og så videre. Svaret lød: "Jeg ved nok selv, hvad jeg trænger til - du er ikke inde i min krop, mor ...".

Renées klumme: Hvad er en god forælder?

Næste battle kom mandag morgen, hvor han mente sig syg, hvilket selvfølgelig ikke havde spor at gøre med en weekend, hvor nat blev vendt til dag. Så kom tredje battle inden for bare 24 timer, gående ud på, at fodbold nok ikke kunne blive til noget, da han skulle arbejde hjemme på sin opgave, og så var det for besværligt at skulle af sted om eftermiddagen. Da jeg sagde, at det SKULLE han, gik spørgsmålet på, hvordan jeg i grunden ville få ham til det? Ville jeg mon skubbe ham hen til bolden? Godt spørgsmål.

Jeg omlagde straks min overtalelsesstrategi. Begyndte at tale indtrængende om motionens mange glæder og positive bivirkninger og endte med at sige, at jeg bare rigtig gerne ville have, han bevægede kroppen regelmæssigt, fordi det helt ærligt var bedst for ham! Så var det, han vendte om på vej ud af bilen og sukkede teatralsk: "Ja, ja mor, der er så meget, man godt kunne tænke sig. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig Pamela Anderson serveret på et sølvfad ... nøgen ... men det sker nok ikke?" Slam, sagde bildøren. "Kan du have en god dag," råbte jeg ud ad vinduet og gassede op.

Kærlig hilsen
Renée