https://imgix.femina.dk/media/article/1441_sammenbragte_familier.jpg
Selvudvikling

Coachen: Bryd tabuerne om den sammenbragte familie

13. oktober 2014
af Camilla Wass
Foto: Panthermedia
Det lyder måske nemt, men er det sjældent, når en familie består af dig, mig og dine børn. For hvordan skal man være mor for børn, der allerede har en mor? Og må man sige, at man synes, det er svært? Vi skal aflive tabuer og være åbne om de svære følelser, siger en coach

Drømmemanden er i hus, men han har liiige et par børn fra sit tidligere forhold med i bagagen. Og selvom man tænker ”No problem”, er rollen som ekstramor faktisk den sværeste i en sammenbragt familie, siger Janne Leth Førgaard, der er coach med speciale i rådgivning af, hvordan man tackler rollen som ekstramor, til FEMINA i denne uge.

- Ekstramoderen har den sværeste rolle i den sammenbragte familie, og det hænger i høj grad sammen med samfundets forventninger og de forventninger, man presser ned over sig selv. Når man slår pjalterne sammen med en mand, der har børn i forvejen, har man et ideal om, at alt er fryd og gammen, men virkeligheden er, at der kommer nogle urkræfter i spil. I dyreverdenen slår hunløverne de unger ihjel, der ikke er deres egne – og mange ekstramødre har svært ved at håndtere de negative følelser, der træder frem. Det er ingen fest at sige: ”Jeg er super jaloux på et femårigt barn,” siger Janne Leth Førgaard.

LÆS OGSÅ: ”Det handler ikke om, hvis skyld det er, men om barnets behov”

Familier i opbrud

Ifølge Danmarks Statistik går 43 procent af alle ægteskaber i stykker, og hvert fjerde danske barn har halvsøskende, mens hvert femte barn på et tidspunkt i livet oplever at leve i en sammenbragt familie. Brudte hjem er med andre ord blevet en del af hverdagen – mens ekstramødrene står rådvilde tilbage og mangler redskaber til at navigere i de nye, brogede familier.

Ofte oplever ekstramoderen også, at kæresten skifter ham, når børnene kommer. Han løber rundt som en flyvende klud efter sine børn, henter saftevand, leger tagfat, og ruller den røde løber ud.

- Mange kvinder har svært ved at forstå, at deres stærke og handlekraftige kæreste ændrer adfærd, det øjeblik hans biologiske træder ind ad døren. Man kan se det på kropsholdningen og høre det på stemmeføringen – han bliver en marionetdukke, der danser rundt efter børnenes forgodtbefindende. Men kvinder må huske på, at dårlig samvittighed kan drive én langt – rigtig mange mænd har en tendens til at overkompensere, fordi de er kede af, de er blevet skilt, siger Janne Leth Førgaard.

Bryd tabuet

Hun mener, at første skridt til et bedre liv som ekstramor er, at sige tingene højt og bryde tabuet – for jo mindre tabubelagt tingene er, jo nemmere bliver det for alle, ikke mindst for børnene. Det kan for eksempel ske i grupper med andre ekstramødre. Og så mener hun, at nøglen til et godt liv som ekstramor er at droppe de høje ambitioner.

LÆS OGSÅ: Få 10 gode skilsmisseråd til dig, der har børn

- Når man er nyforelsket, er der ikke alt det gode, man ikke vil gøre – man smører madpakker, vasker børnenes tøj – og før man får set sig om, har man blæst nogle forventninger op, som man slet ikke kan indfri. Som ekstramor handler det i høj grad om at lade være med at strække sig alt for langt – og så i øvrigt slække på forventningerne. Selvfølgelig skal man helst holde ud, holde om og holde af, men det skal komme i et tempo, hvor man selv kan følge med, siger Janne Leth Førgaard til FEMINA.

4 tips til ekstramødre

1. Hvis du mærker modstand, så tag det ikke personligt. Det er ikke dig, men din rolle som ekstramor, det handler om.

2. Stå ved dig selv. Spørg dig selv: Hvad kan jeg gøre – og hvad vil jeg gøre. Der er meget, du kan gøre i den gode sags tjeneste, men ingen takker dig for at vende vrangen ud på dig selv.

3. Acceptér de ting, der er uden for din kontrol, for eksempel børnenes opdragelse. At acceptere er ikke det samme som at være enig – men det kan give dig fred i dit hoved, og nogle gange er det bedre at tie stille.

4. Vælg dine kampe, og stå fast på de ting, der er virkelig vigtige for dig. Resten sætter du ind på pyt-kontoen

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du videre efter en skilsmisse

Læs også