camilla kjems
Selvudvikling

Chefredaktøren: Skal vi tvinges på (eller væk fra) barsel?

13. december 2018
af Camilla Kjems
Hvem skal bestemme, hvor barselsskabet skal stå? I min optik skal det være den enkelte kvindes og mands valg, hvad DE har lyst til. Hvad DE mener passer bedst til deres personligheder og deres familie.

Skal mænd ”tvinges” på barsel? Skal kvinder ”tvinges” til kortere barsel”? Hvem skal bestemme, hvor barselsskabet skal stå? Uanset hvilken holdning man har, tror jeg, vi alle kan blive enige om én ting: Uanset hvem der tager barslen eller størstedelen af den, er det på ingen måde rimeligt, at den person skal straffes for det økonomisk.

Det er og bliver en kæmpe investering i et barns trivsel og dermed også i Danmarks fremtid at passe et spædbarn og dermed give det en tryg start på livet. Og en investering skal ikke straffes økonomisk, hvilket er tilfældet lige nu, hvor en undersøgelse fra 2016 har vist, at en kvinde 10 år efter en barsel kan notere sig 10 procent mindre i løn, end hun ellers ville have haft. Og det tab er vel at mærke pr. barn. Av!

Selv har jeg tre børn. Første barn fik jeg, mens jeg studerede (smart!). Og de to sidste, mens jeg var i fast job. Begge gange har jeg taget syv måneders barsel. Jeg er ikke typen, der bryder mig særlig meget om at være på barsel, så jeg ville elske, hvis det blev normalt, at faren tog halvdelen. Men på den anden side ville jeg selv hade at skulle tvinges til noget, jeg ikke havde lyst til. Hvad enten det var at skulle tage en lang barsel mod min vilje eller, omvendt, en kort barsel mod min vilje. I min optik skal det være den enkelte kvindes og mands valg, hvad DE har lyst til. Hvad DE mener passer bedst til deres personligheder og deres familie.

Men der skal være lige muligheder – og ingen skal betale en økonomisk pris for at være den, der tager det hårde læs derhjemme. Velkommen til femina, hvor du kan læse meget mere om evt. øremærket barsel til mænd i denne uges femina.

Camilla KjemsChefredaktørcamilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også