camilla kjems
Selvudvikling

Chefredaktøren: Hvordan forløser man sit liv?

8. november 2018
af Camilla Kjems
Hvad er den røde tråd i dit liv? Det, du er pissegod til, dér, hvor du shiner, dér, hvor du kan inspirere og flytte andre mennesker? Ikke altid lige nemt at finde ud af
”Don’t die with your music still inside you”. Citatet stammer fra den nu afdøde forfatter Wayne Dyer og rammer ret præcist det, jeg tænker, vi alle søger at opnå her i livet: Følelsen af at have forløst os selv – at have elsket, at have været en del af noget større, at have bidraget til verden med det unikke, vi nu har at dele ud af.
Men som Piet van Deurs ville have spurgt i den for længst hedengange arkæologiquiz af samme navn: Hvad – er – det? Hvad er den røde tråd i dit liv? Det, du er pissegod til, dér, hvor du shiner, dér, hvor du kan inspirere og flytte andre mennesker? Ikke altid lige nemt at finde ud af. Da jeg skrev min bog ”Du skal turde elske først”, opsøgte jeg den norske læge og musikterapeut Audun Myskja, der har arbejdet med ældre og døende mennesker i mere end 30 år, og spurgte ham: HVORDAN? Hvordan forløser man sit liv og sikrer, at man en dag kan sige farvel og tak – med et stort taknemmeligt smil i sit hjerte? Hans svar lød: ”Det har at gøre med at forstå, hvem du er. (...) Hvad består du af, hvad er dine kvaliteter, hvad er dine tilbøjeligheder og ønsker? Har du ikke en forankring, bliver du let trukket ind i alle mulige andres drømme og viljer. Vi bliver udmattede, tror jeg, fordi vi prøver at forløse noget, og vi tror, at forløsningen ligger uden for os selv”. Med andre ord: Det er vores eget ansvar at forløse os selv – og sætte os selv først, så vi kan sætte andre først. Med et åbent og givende hjerte.
Velkommen til denne uges femina, hvor du blandt andet kan møde Maiken Kühl, der skulle gå ned med stress to gange, før hun endelig fandt sit ”sweet spot”, og Steffen Brandt, der siden 80’erne har været med til at forløse en stor del af danskerne – via sine sange. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også