Chefredaktøren: Hvad betyder de gaver?

Jeg er for mange år siden stået af det store gaveræs. I min familie er vi voksne så privilegerede at have alt, så for mange år siden tog vi en fælles beslutning: Kun børnene (også de store af slagsen) får gaver til jul. Julen ER børnens fest, og for dem er gaverne lig med magi og tryllestøv og ikke mindst nyt tøj og legetøj til det næste udviklingstrin. Og jeg elsker at se deres barnlige glæde, når de åbner deres gaver og i dagene efter juleaften kan sidde i timevis, fordybede i deres nye fuglebog/astronomisæt/legoprojekt/eletronisk dims, eller hvad der nu står øverst på ønskelisten hos de kære små/unge.

Men altså ... når det nu er sagt – alt det med ”kun gaver til børnene osv.” – så skal jeg da ikke lægge skjul på, at jeg da også elsker både at modtage gaver selv og give gaver til de voksne også. Især når det gælder en kær veninde, jeg synes fortjener lidt forkælelse, eller min kæreste, som jeg gerne vil give udtryk for har en stor plads i mit hjerte. Og her er det hverken gavernes pris eller størrelse, der betyder noget, men at jeg har gjort mig umage for at finde noget, der lige præcis passer til dem eller symboliserer mine følelser for dem. Og gerne en gave, de kan bruge hver dag – og dermed får en lille snert af kærlighed, hver gang de tager den frem og bruger den.

For som voksen er det ikke gaven i sig selv, der betyder noget – men de tanker og intentioner, der ligger bag. Hvilket nok også er grunden til den klassiske ballade, der kan opstå, når en hengiven hustru fuld af forventning åbner årets gave fra sin mand og finder ... en badevægt (sandt eksempel!). Men kan man tillade sig at blive sur over det? Er det ikke tanken, der tæller, eller ..? Læs med i denne uges femina, hvor vi har gravet os lidt ned i psykologien bag de så omtalte gaver. For det er slet ikke så enkelt ... Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk

FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER