camilla kjems
Selvudvikling

Chefredaktøren: Drømme om Skotland, selvværd og vrede

19. juli 2018
af Camilla Kjems
Drømme skorter det ikke på i mit liv. Og når jeg nu kigger på mine drømme, er der én god ting, som er fællesnævner for dem alle: De er inden for rækkevidde
Jeg drømmer om at komme til Skotland. Jeg drømmer om at være en stærk kvinde med stærke værdier, som jeg tør stå ved – også selv om det betyder, at andre ikke kan lide mig. Jeg drømmer om at få mit eget sommerhus på Bornholm. Jeg drømmer om at turde blive vred uden frygt for at blive afvist. Jeg drømmer om at tabe mig 3 kilo ...
Drømme skorter det ikke på i mit liv. Og når jeg nu kigger på mine drømme, er der én god ting, som er fællesnævner for dem alle: De er inden for rækkevidde. Sommerhuset og rejsen til Skotland kræver, at jeg klemmer balderne sammen og bliver lidt mere økonomisk bevidst. Og de 3 kilo kræver, at jeg får lidt rygrad, når det kommer til indimellem at sige nej til kage og søde sager. Dér, hvor det for alvor bliver svært, er, når det kommer til det indre. Indgroede tankemønstre og selvværd er noget af det sværeste at gøre noget ved. Når jeg læser interviewet med Ritt Bjerregaard i denne uges femina, bliver jeg fascineret og draget af hendes evne til at stå ved sig selv og sine værdier. Sikke en autoritet, sikke en gennemslagskraft, sikke en kvinde! Om man er enig i hendes synspunkter eller ej ... hende vil jeg tænke på, når jeg indimellem rammes af tvivl og manglende mod.
Rejseguiden til Skotland vil jeg rive ud og hænge op på mit køleskab, så jeg hver måned husker at sætte lidt ekstra kroner ind på opsparingen. Og Julia Lahmes kloge ord i hendes klumme vil jeg huske på, når vreden ulmer: ”Jeg mener, at vi (kvinder …) skal give os selv lov til at mærke vreden, løbe den risiko, det er at blotte sig selv og føle noget stærkt. At vide inderst inde, og med maven, at noget er galt, og give os selv lov til at sige tydeligt nej”. Der er masser af kloge ord i denne uges femina – glæd dig. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også