Chefredaktøren: Sorg er hjemløs kærlighed

Sorg. Et tungt ord at indlede denne uges femina med, men ikke desto mindre et vigtigt ord, som alt for længe har ligget hengemt i kosteskabet, hvor tabuer så ofte ender i et mørkt, ensomt hjørne.

Men de sidste par år er sorg igen blevet hevet frem i lyset. For hvad blev der af fortidens ritualer og sørgeperioder, hvor menneskers naturlige ret til at sørge blev respekteret og rummet? Hvordan gik sorg hen og blev et tabu i dagens Danmark, som man skulle gå og slås med i ensomhed? Sorg er den pris, vi betaler for at elske, sagde en præst for nylig til mig. Og det er noget af det smukkeste, jeg længe har hørt. For vil vi ikke sorgen, får vi ikke kærligheden. Vil vi ikke gråden, får vi ikke glæden. Og vil vi ikke mørket, oplever vi ikke lyset. For livet indeholder begge poler. For ALLE.

Og vi kan kun undgå sorgen, hvis vi afholder os fra at elske – og hvem ønsker det? Ifølge Svend Brinkmann, som vi taler med i denne uges perspektiv, er vores berøringsangst over for sorg vokset, i takt med at individualismen gjorde sit indtog. ”De seneste 50 år har vi haft travlt med at bryde ritualerne ned, fordi de er blevet set som undertrykkende for det frie, spontane menneske. Ingen skal fortælle mig, hvordan jeg skal sørge, har omkvædet lydt. Og det ser jeg helt omvendt. Jeg er stor fortaler for ritualer, fordi de rummer en skabelon for, hvordan vi er sammen – også i de svære situationer.” For vi kan lige så godt se det i øjnene: Alt det vigtige i livet handler om relationer. Om at knytte dybe bånd til andre mennesker. For at overleve, for at føle, at man gør en forskel for nogen, for at elske. Livet giver med andre ord allermest mening, når vi indgår i fællesskaber med andre mennesker. Og det både i sorgen og i glæden. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER